Woodley stråler i en sober fortælling om kærlighed og kræft
4.0
Det er ikke nemt at slippe af sted med at lave en historie, der kombinerer ung kærlighed og kræft, uden at det bliver meget klichéfyldt og klistret. Men det er, hvad den amerikanske ungdomsbogsforfatter John Green gjorde i bestselleren "The Fault in Our Stars", som udkom i 2012. Det tog så ikke lang tid at få den filmatiseret, og det lykkes også instruktør Josh Boone at få historien omsat til en rørende og sine steder besk morsom film, der har følelserne med, uden at det bliver ren tåreperser.
Hovedpersonen og fortællerstemmen er 16-årige Hazel, som mirakuløst har overlevet en kræftsygdom, der dog har efterladt hende med så beskadigede lunger, at hun konstant må gå rundt med et iltapparat. Hendes liv er ikke særlig sjovt, men i sin terapigruppe møder hun den ét år ældre Augustus, som har mistet det ene underben til kræften, men også er raskmeldt. Han falder med det samme for Hazel og går med sit ukuelige humør i gang med at overbevise hende, om at man godt kan finde kærligheden, selv om man lever med sygdom og død helt tæt på.
Det er nemlig ét af historiens temaer; at selv livstruende sygdom ikke forhindrer folk i at være mennesker, der kan forelske sig og have det sjovt og i det hele taget forsøge at leve midt i al tristessen. Det skildres fint gennem indsigtsfulde scener, hvordan sygdommen ellers definerer én som person - ikke mindst også i forhold til forældrene, som vel helt naturligt bliver overbeskyttende over for et alvorligt sygt barn. "The Fault in Our Stars" rammer på det punkt en fin sarkastisk, men alligevel livsglad tone, for den rummer overbevisende øjeblikke, der spydigt kommenterer behandlerkultur og hospitalsvæsen. Uden at fordømme nogen af delene, bare med forståelse for de indbyggede absurditeter i at have et liv som hovedpersonernes.
Og så er der selvfølgelig kærligheden, der bygges langsomt op, men til gengæld får den fulde musik til sidst. Det er så også der, filmen ind imellem er lige ved at miste grebet, for den bliver decideret stillestående et par steder, hvor der skal sættes tykke streger under romantikken. Der formår Boone ikke rigtig at bevæge skildringen ud over den rene teenagekliché for forelskede par. Hvilket selvfølgelig er okay på sin vis, eftersom det jo er en ungdomsfilm - men den bliver bare ret postuleret, især i et stort subplot omkring Hazels yndlingsroman, der sender både hovedpersoner og handling på afveje.
Det subplot har så dog Willem Dafoe i en fin birolle som misantropisk forfatter. Men i øvrigt er det i høj grad Shailene Woodley, der bærer filmen som Hazel. Som jeg har skrevet i tidligere anmeldelser, er Woodley et åbenlyst talent, og her får hun for første gang lov til at prøve kræfter med en stor dramatisk hovedrolle. Hvilket hun klarer med bravour i et flot portræt af den intellektuelle, indadvendte og lettere usikre Hazel. Over for hende er Ansel Elgort langt mere stereotyp som den fjollet charmerende Augustus, der så også er en langt mere funktionel rolle; hans charme og livlighed er først og fremmest en katalysator for, hvad der sker med Hazel. Det samme kan siges om Laura Derns rolle som Hazels mor, men der får Woodley bare noget mere kvalificeret modspil.
"The Fault in Our Stars" er på den måde en anelse ujævn. Nogle ting er lidt ude af balance i dens præmis, og som nævnt bliver handlingen temmelig stillestående et par steder. Men som helhed lykkes den altså glimrende med den fortællemæssigt svære kombination af stor kærlighed og livstruende sygdom, uden at det virker som det rene følelsesporno. Det er bestemt en film, som ønsker at tale til dine følelser, men den vil gerne gøre det med eftertanke. Og så har den altså det ekstra plus i Woodleys stærkt spillede hovedrolle, som hjælper med at få den op på fire små stjerner hos mig.
Hovedpersonen og fortællerstemmen er 16-årige Hazel, som mirakuløst har overlevet en kræftsygdom, der dog har efterladt hende med så beskadigede lunger, at hun konstant må gå rundt med et iltapparat. Hendes liv er ikke særlig sjovt, men i sin terapigruppe møder hun den ét år ældre Augustus, som har mistet det ene underben til kræften, men også er raskmeldt. Han falder med det samme for Hazel og går med sit ukuelige humør i gang med at overbevise hende, om at man godt kan finde kærligheden, selv om man lever med sygdom og død helt tæt på.
Det er nemlig ét af historiens temaer; at selv livstruende sygdom ikke forhindrer folk i at være mennesker, der kan forelske sig og have det sjovt og i det hele taget forsøge at leve midt i al tristessen. Det skildres fint gennem indsigtsfulde scener, hvordan sygdommen ellers definerer én som person - ikke mindst også i forhold til forældrene, som vel helt naturligt bliver overbeskyttende over for et alvorligt sygt barn. "The Fault in Our Stars" rammer på det punkt en fin sarkastisk, men alligevel livsglad tone, for den rummer overbevisende øjeblikke, der spydigt kommenterer behandlerkultur og hospitalsvæsen. Uden at fordømme nogen af delene, bare med forståelse for de indbyggede absurditeter i at have et liv som hovedpersonernes.
Og så er der selvfølgelig kærligheden, der bygges langsomt op, men til gengæld får den fulde musik til sidst. Det er så også der, filmen ind imellem er lige ved at miste grebet, for den bliver decideret stillestående et par steder, hvor der skal sættes tykke streger under romantikken. Der formår Boone ikke rigtig at bevæge skildringen ud over den rene teenagekliché for forelskede par. Hvilket selvfølgelig er okay på sin vis, eftersom det jo er en ungdomsfilm - men den bliver bare ret postuleret, især i et stort subplot omkring Hazels yndlingsroman, der sender både hovedpersoner og handling på afveje.
Det subplot har så dog Willem Dafoe i en fin birolle som misantropisk forfatter. Men i øvrigt er det i høj grad Shailene Woodley, der bærer filmen som Hazel. Som jeg har skrevet i tidligere anmeldelser, er Woodley et åbenlyst talent, og her får hun for første gang lov til at prøve kræfter med en stor dramatisk hovedrolle. Hvilket hun klarer med bravour i et flot portræt af den intellektuelle, indadvendte og lettere usikre Hazel. Over for hende er Ansel Elgort langt mere stereotyp som den fjollet charmerende Augustus, der så også er en langt mere funktionel rolle; hans charme og livlighed er først og fremmest en katalysator for, hvad der sker med Hazel. Det samme kan siges om Laura Derns rolle som Hazels mor, men der får Woodley bare noget mere kvalificeret modspil.
"The Fault in Our Stars" er på den måde en anelse ujævn. Nogle ting er lidt ude af balance i dens præmis, og som nævnt bliver handlingen temmelig stillestående et par steder. Men som helhed lykkes den altså glimrende med den fortællemæssigt svære kombination af stor kærlighed og livstruende sygdom, uden at det virker som det rene følelsesporno. Det er bestemt en film, som ønsker at tale til dine følelser, men den vil gerne gøre det med eftertanke. Og så har den altså det ekstra plus i Woodleys stærkt spillede hovedrolle, som hjælper med at få den op på fire små stjerner hos mig.
22/09-2014
