Hvor er Peter Boyd, når man skal bruge ham?

2.0
Film nr. to om vicekriminalkommissær Carl Mørck og Afdeling Q er naturligvis baseret på andet bind i Jussi Adler-Olsens romanserie. Her kommer Mørck & co. på sporet af, at der var mere i en gammel sag, hvor en ung fyr blev dømt for at have dræbt et par teenage-tvillinger under indflydelse af en cocktail af stoffer. Sporene tyder på, at elever fra en nærliggende kostskole var indblandet, og sagen kommer primært til at hænge på, om politifolkene kan finde én af de kvindelige kostskoleelever fra dengang.

Adler-Olsens historie er i høj grad én, man har set før. Jeg har i hvert fald set varianter af grænseløse kostskoleelever i flere krimiserier, og som dem har Adler-Olsen åbenlyst hentet inspiration i en berømt virkelig sag. Nemlig den om Leopold og Loeb - to universitetsstuderende fra Chicago, som i 1924 begik mord, fordi de ville bevise for sig selv, at de kunne slippe af sted med det. Selv Alfred Hitchcock lavede en udgave af den historie, og "Fasandræberne" bruger én af de mest almindelige tolkninger, hvor det uden nærmere forklaring handler om rige mennesker, der terroriserer deres omgivelser - ja, sågar begår mord - fordi deres position i samfundet tillader det.

Hov! vil nogle sikkert sige. Var det ikke en spoiler? Og nej, det var det desværre ikke. Det står helt fra filmens start klart, hvem skurkene er, og sådan nogenlunde hvad de har foretaget sig. Det er der i sig selv ikke noget galt i - sådan var det fx også i samtlige afsnit af den klassiske tv-krimi "Columbo". Men det kræver, at handlingen bliver løftet af noget andet, og det sker ikke her. Carl Mørcks privatliv er om muligt endnu mere uinteressant end i etteren, scenerne på politigården er rene klicheer, og ikke mindst er jagt- og spændingsscenerne simpelt hen ikke ret spændende. Så grundlæggende set er "Fasandræberne" på film en krimi uden hverken mysterium eller spænding. Indtil den for alvor mister jordforbindelsen i en alt for overgearet slutsekvens.

Samtidig er det dog en professionel produktion med nydelige mørktonede billeder af Eric Kress som baggrund for instruktør Mikkel Nørgaards konsekvente afvikling af historien - som Nørgaard altså bare aldrig får gjort rigtig spændende eller medrivende. Men Nikolaj Lie Kaas gør da en behjertet indsats som den monomaniske Carl Mørck, og Pilou Asbæk og David Dencik er naturligvis ikke dårlige valg til skurkerollerne, selv om de ikke bliver skildret som andet end onde rige mennesker. Filmens største lyspunkt er dog Sarah-Sofie Boussnina som den unge udgave af kronvidnet, som hun i flashback-scenerne gør til en overbevisende fucked-up grænseløs pige. Danica Curcic er mere ordinær som den voksne udgave af hende, og så er Fares Fares sørgeligt nok reduceret til et meget mere ordinært sidekick for Mørck i denne omgang. Han var ellers rigtig fin i etteren.

Trods enkelte gode detaljer er "Fasandræberne" dermed en film med klart flere minusser end plusser. Jeg har ikke læst Adler-Olsens bøger, men jeg har en mistanke, om at filmens problemer grundlæggende starter med et svagt og klichéfyldt plot fra romanen. Det formår instruktør Nørgaard og resten af filmholdet så bare heller ikke at løfte med det rent filmiske. Resultatet er virkelig bare småkedeligt. Og hvor er Peter Boyd, når man skal bruge ham? Et gennemsnitligt afsnit af "Waking the Dead" var bedre end det her.
Fasandræberne