Dracula er fesen som tragedie

2.0
I jagten på billetsalg er der højeste Hollywood-mode i at lave alternative eller genfortalte versioner af klassiske fortællinger, ikke mindst fra de fantastiske genrer. Her er turen kommet til Dracula, og "Dracula Untold" skulle ifølge rygterne være en del af en planlagt genoplivning af Universals klassiske monsterfilm (som bl.a. også omfattede Frankensteins monster og Mumien).

Dracula er i denne version så lig med Vlad Tepes, fyrste af Transsylvanien, der i sin ungdom i tyrkisk tjeneste skabte sig ry som en nådesløs kriger, men nu er vendt hjem til sin fyrstetrone, hvor han nobelt regerer over et fredeligt og ordentligt lille land. Men den tyrkiske sultan mangler soldater, så en dag kræver han at få 1.000 drenge udleveret fra sin vasalstat. I desperation opsøger fyrsten det farlige, blodsugende monster, der skjuler sig i en hule oppe i bjergene ... og ja, så har vi balladen.

Hvis du troede, at du havde set superheltevampyrer i Twilight-serien, kan jeg kun sige, at det ikke kom i nærheden af "Dracula Untold". For her kan fyrst Vlad ene vampyr tæve en tyrkisk hær på titusindvis af soldater. Det er sådan set meget fedt lavet med fine temposkift i computeranimationerne og en ret gennemført billedstil. Men det er bare også ret dumt.

Det tjener dog "Dracula Untold" til ære, at manuskriptforfatterne har holdt fast i Dracula som en tragisk figur, der er villig til at ofre alt for at beskytte sin familie og sine undersåtter, men ender med at betale en meget høj pris for at have lavet en handel med et dæmonisk væsen. Når man nu har pillet al sex ud af vampyren, er det i det mindste et nogenlunde konsekvent skift af tema.

Men det redder ikke "Dracula Untold" fra at være en temmelig usammenhængende historie, der rider sine klicheer på en virkelig ubegavet måde. Værst af alt er den tåkrummende skildring af de meget onde tyrkere - især udstillet i Dominic Coopers rædsomme rolle som sultanen, der er det klart dårligste, jeg har set ham levere. Som Dracula viser Luke Evans, at der ikke rigtig er mere i ham end den ret ligegyldige heltefigur, han tidligere har udfyldt i flere fantasyfilm. Så er der noget mere gods i Charles Dance som urvampyren, men han var altså 100 gange sjovere som Tywin Lannister. Og hvad har ellers talentfulde Sarah Gadon dog gjort, siden hun skal stoppes ned i en så forfærdelig rolle som Draculas hustru - der forsøger at være en blød, feminin modvægt til alt det forfærdelige. Når hun altså ikke lige har travlt med at være bekymret eller komme i fare, hvad der selvsagt er hendes vigtigste funktioner i historien.

"Dracula Untold" har trods alt en vis tjubang-underholdningsværdi, og den har også enkelte sekvenser, som er flot lavet. Men selv der har den debuterende instruktør Gary Shore ikke nogen konsekvent hånd, for resten af filmen falder til gengæld ned i en meget oldschool horror-æstetik, der ikke harmonerer med stilfuld brug af slowmotion og effekter. "Dracula Untold" er i det hele taget bare en dårlig, inkonsekvent udført film, som ikke lover godt for Universals ambitioner om at relancere deres monstre. Det første af dem får i hvert fald kun to små stjerner med fra mig.
Dracula Untold