Pletskud og vådeskud
3.0
Jeg har længe været en stor beundrer af Seth MacFarlarne. Han skød en Amor-pil gennem mit comedy-hjerte med "Family Guy", som sammen med "The Simpsons" og "South Park" er det sjoveste, genren har præsteret i nyere tid. Jeg grinte min røv i laser over hans spillefilmdebut "Ted" om en udbrændt og liderlig teddybjørn. Da han toppede det hele ved at være vært for Oscaren uden så meget som at ryste på hånden, begyndte jeg for alvor at spekulere over, om dette komiske supertalent mon var ufejlbarlig.
Men ak, ingen er fuldkommen og med "A Million Ways To Die In The West" er manden løbet ind i karrierens første fuser. Sådan da. Der er gode grin at hente i denne westernkomedie, men de er dælme spredt godt ud.
Jeg synes, det er helt cool, at MacFarlane gerne vil lave sin "Blazing Saddles", når nu han kan. Men det hele lugter netop lidt for meget af "se hvad jeg kan", frem for at vise hvad manden rent faktisk KAN. Eksemplificeret ved Liam Neeson som han har overtalt til at troppe op som skurk. På papiret: Pissefedt. Resultatet: En ligegyldig gimmick der kunne være udfyldt af en hvilken som helst anden skuepiller.
MacFarlane siger igen "se hvad jeg kan" ved at placere sig selv i hovedrollen. Og nej, han falder ikke igennem, men nogen 'leading man' er han altså ikke. Et grundlæggende problem med især den første time er hovedpersonens speed-snakken og kommentarer til filmens eget miljø. Han fungerer egentlig mest som et omvandrende kommentarspor med en ironisk distance til Det Vilde Vesten. Og jo, der ligger en humoristisk pointe i, at alting var værre dengang, men den skal jo bare vises. Det giver ingen mening, at hovedpersonen er så bedrevidende, når de bedre tider ikke har fundet sted endnu.
For de lavkomiske tilhængere er der dog bestemt noget at grine over. Mange anmeldere har på forudsigelig vis anklaget MacFarlanes film for at være for latrinær i sin humor, hvilket svarer til at anklage "Schindlers Liste" for at have for mange jøder. Den hellige treenighed indenfor kropsvæsker (tis, lort og sperm) optræder alle i 'gags'. Det er et adelsmærke her. Nej, det er ikke videre opfindsomt, men det virker.
Det ændrer dog ikke ved, at "A Million Ways To Die In The West" ender som et underligt sammensurium af nogle vildt sjove scener og nogle pinefuldt usjove. For eksempel: Isblok-scenen. Jeg ser af princip ikke trailers og derfor fungerede den perfekt for mig - lige dele chok og grin. Delorean- og Doc Brown-cameo'en, HURRA! Gilbert Gottfried som Lincoln? Jeg var på gulvet af grin. Men....så er der scener som danse-sekvensen, hvor man må tage sig til hovedet og fundere over, hvordan den kan være lavet af de samme folk.
Så altså en ujævn affære og en væsentlig mindre morsom film nummer to fra MacFarlanes hånd. Men så igen, alene Neil Patrick Harris' optræden gør, at jeg sikkert kommer krybende tilbage inden alt for længe.
Men ak, ingen er fuldkommen og med "A Million Ways To Die In The West" er manden løbet ind i karrierens første fuser. Sådan da. Der er gode grin at hente i denne westernkomedie, men de er dælme spredt godt ud.
Jeg synes, det er helt cool, at MacFarlane gerne vil lave sin "Blazing Saddles", når nu han kan. Men det hele lugter netop lidt for meget af "se hvad jeg kan", frem for at vise hvad manden rent faktisk KAN. Eksemplificeret ved Liam Neeson som han har overtalt til at troppe op som skurk. På papiret: Pissefedt. Resultatet: En ligegyldig gimmick der kunne være udfyldt af en hvilken som helst anden skuepiller.
MacFarlane siger igen "se hvad jeg kan" ved at placere sig selv i hovedrollen. Og nej, han falder ikke igennem, men nogen 'leading man' er han altså ikke. Et grundlæggende problem med især den første time er hovedpersonens speed-snakken og kommentarer til filmens eget miljø. Han fungerer egentlig mest som et omvandrende kommentarspor med en ironisk distance til Det Vilde Vesten. Og jo, der ligger en humoristisk pointe i, at alting var værre dengang, men den skal jo bare vises. Det giver ingen mening, at hovedpersonen er så bedrevidende, når de bedre tider ikke har fundet sted endnu.
For de lavkomiske tilhængere er der dog bestemt noget at grine over. Mange anmeldere har på forudsigelig vis anklaget MacFarlanes film for at være for latrinær i sin humor, hvilket svarer til at anklage "Schindlers Liste" for at have for mange jøder. Den hellige treenighed indenfor kropsvæsker (tis, lort og sperm) optræder alle i 'gags'. Det er et adelsmærke her. Nej, det er ikke videre opfindsomt, men det virker.
Det ændrer dog ikke ved, at "A Million Ways To Die In The West" ender som et underligt sammensurium af nogle vildt sjove scener og nogle pinefuldt usjove. For eksempel: Isblok-scenen. Jeg ser af princip ikke trailers og derfor fungerede den perfekt for mig - lige dele chok og grin. Delorean- og Doc Brown-cameo'en, HURRA! Gilbert Gottfried som Lincoln? Jeg var på gulvet af grin. Men....så er der scener som danse-sekvensen, hvor man må tage sig til hovedet og fundere over, hvordan den kan være lavet af de samme folk.
Så altså en ujævn affære og en væsentlig mindre morsom film nummer to fra MacFarlanes hånd. Men så igen, alene Neil Patrick Harris' optræden gør, at jeg sikkert kommer krybende tilbage inden alt for længe.
27/10-2014
