Rammer som en mursten
5.0
Den umiddelbare reaktion hos mange, da de hørte, at Rian Johnson skulle skrive og instruere to tredjedele af den nye Star Wars-trilogi var: "Hvem?". Personligt var jeg ellevild, da han forrige år gjorde et uudsletteligt indtryk på mig med "Looper". Det var slet og ret årets film efter min mening. Hvis man gerne vil se HVOR stor en chance, Disney tager ved at vælge ham, men også hvor visionært et valg det er, så kan man passende se hans første film "Brick".
Det her er en af den slags debuter, der er helt og aldeles sin egen. Den er selvfinansieret, og det betyder nul procent indblanding fra bedrevidende studieoverhoveder. En film der tydeligvis har en vision, og hvor instruktørens emotionelle engagement mærkes hele vejen. Det er en dybt personlig film.
En hyperinteressant mordopklaringshistorie der lægger den ene brødkrumme ud efter den anden. Og man følger dem, selvom man har bind for øjnene hele vejen. For krummerne er små men de er til gengæld ufattelig godt placeret.
Filmen fungerer fremragende blot som krimi, men der er flere lag at hive fat i. Der er en tungsindighed over "Brick", og man sidder med en knugende fornemmelse i maven hele vejen. Godt hjulpet på vej af en jazzet lydside rammes der i lange perioder en noir'sk stemning. Jeg synes faktisk, filmen i glimt rammer en Twin Peaks-vibe (og hey, i skrivende stund slår det mig, at udgangspunktet for historien er det samme), men det er også det tætteste, vi kommer på en snert af noget genkendeligt i "Brick". Rian Johnson er vitterlig en auteur.
Det er også en forfriskende tilgang til film noir-genren. Den ukuelige detektiv er her en gymnasieelev ved navn Brendan. Han er skarp, han er ihærdig, men han har på intet tidspunkt paraderne oppe, hvilket er fint symboliseret i scenen, hvor Tug pander ham ned på parkeringspladsen ad flere omgange. Han giver ikke op. Hans brændstof er kærlighed, men det er en kærlighed, han ved, han aldrig kan få igen, og det skaber en uforudsigelig protagonist. Alene ud fra et spændingsopbyggende perspektiv er det en fornøjelse at overvære.
Det brillante twist ved Brendans (og filmens) drivkraft er, at han når at miste kærligheden før han MISTER kærligheden. Vi får allerede tidligt at vide, at hun ikke vil ham. Han mister hende to gange. Anden gang definitivt. Alligevel kaster han sig hovedkuls ind i mysteriet, og det er denne determination, der forundrer og fænger tilskueren helt frem til det eminente klimaks og den veludførte slutning.
Rian Johnson er blandt sin generations mest interessante instruktører. Han har lavet tre film. Tre vidt forskellige film. Tre blændende gode film. Jeg håber af hele mit filmhjerte, at han ikke bliver slugt råt i det gigantiske maskinrum, han nu bevæger sig ind i. Men Gud hvor er jeg spændt på, hvad det fører til.
Det her er en af den slags debuter, der er helt og aldeles sin egen. Den er selvfinansieret, og det betyder nul procent indblanding fra bedrevidende studieoverhoveder. En film der tydeligvis har en vision, og hvor instruktørens emotionelle engagement mærkes hele vejen. Det er en dybt personlig film.
En hyperinteressant mordopklaringshistorie der lægger den ene brødkrumme ud efter den anden. Og man følger dem, selvom man har bind for øjnene hele vejen. For krummerne er små men de er til gengæld ufattelig godt placeret.
Filmen fungerer fremragende blot som krimi, men der er flere lag at hive fat i. Der er en tungsindighed over "Brick", og man sidder med en knugende fornemmelse i maven hele vejen. Godt hjulpet på vej af en jazzet lydside rammes der i lange perioder en noir'sk stemning. Jeg synes faktisk, filmen i glimt rammer en Twin Peaks-vibe (og hey, i skrivende stund slår det mig, at udgangspunktet for historien er det samme), men det er også det tætteste, vi kommer på en snert af noget genkendeligt i "Brick". Rian Johnson er vitterlig en auteur.
Det er også en forfriskende tilgang til film noir-genren. Den ukuelige detektiv er her en gymnasieelev ved navn Brendan. Han er skarp, han er ihærdig, men han har på intet tidspunkt paraderne oppe, hvilket er fint symboliseret i scenen, hvor Tug pander ham ned på parkeringspladsen ad flere omgange. Han giver ikke op. Hans brændstof er kærlighed, men det er en kærlighed, han ved, han aldrig kan få igen, og det skaber en uforudsigelig protagonist. Alene ud fra et spændingsopbyggende perspektiv er det en fornøjelse at overvære.
Det brillante twist ved Brendans (og filmens) drivkraft er, at han når at miste kærligheden før han MISTER kærligheden. Vi får allerede tidligt at vide, at hun ikke vil ham. Han mister hende to gange. Anden gang definitivt. Alligevel kaster han sig hovedkuls ind i mysteriet, og det er denne determination, der forundrer og fænger tilskueren helt frem til det eminente klimaks og den veludførte slutning.
Rian Johnson er blandt sin generations mest interessante instruktører. Han har lavet tre film. Tre vidt forskellige film. Tre blændende gode film. Jeg håber af hele mit filmhjerte, at han ikke bliver slugt råt i det gigantiske maskinrum, han nu bevæger sig ind i. Men Gud hvor er jeg spændt på, hvad det fører til.
28/10-2014
