Minimalistisk socialrealisme fra kriseøkonomiens slipstrøm
5.0
De belgiske brødre Jean-Pierre og Luc Dardenne har for længst etableret sig som nogle af de førende inden for den moderne europæiske bølge af minimalistiske, naturalistiske film, som man ikke mindst også kan regne de danske dogmefilm med i. Dardenne-brødrene har så altid kombineret den nedtonede filmstil uden effekter med en skarp socialrealisme, og det er også drivkraften i deres seneste film.
Historien er egentlig ganske simpel: Hovedpersonen er en kvinde, Sandra, som i en periode har været sygemeldt med depression. Nu er hun ved at være klar til at komme tilbage på arbejde, men ledelsen på metalværkstedet har givet hendes kollegaer et valg: Enten må de droppe deres bonus, eller også bliver Sandra fyret - for der er brug for at spare. De har valgt bonussen, men Sandras gode veninde opfordrer hende sammen med hendes mand til at kæmpe for sagen: Mandag morgen får de lov til at stemme igen, så hun har weekenden til at skaffe sig flertal blandt kollegaerne.
"To dage, en nat" skildrer så Sandras rundtur til de 16 kollegaer, hvor hun må trygle de andre om at få lov til at beholde sit job, så familiens økonomi ikke bryder sammen. Og filmens helt store styrke ligger i de fint observerede interaktioner med kollegaerne, som kommer rundt om mange nuancer. Fra de aggressive modstandere, der beskylder Sandra for at være grådig, over dem med dårlig samvittighed og til dem, der undskyldende forklarer, at de har brug for pengene til deres egne familier. Det er et præcist og troværdigt billede af, hvad der driver folks valg, og det bliver hele tiden perspektiveret op imod, hvor hårdt det tager på Sandra at skulle på en så uværdig tiggergang rundt i Lièges forstæder.
Som i Dardenne-brødrenes andre film er stilen nærmest mere Dogme end Dogme. Her er absolut ingen effekter, ingen underlægningsmusik, kun neutralt observerede scener, hvor kameraet er en betragter, der lader publikum drage deres egne konklusioner. Det betyder selvfølgelig ikke, at filmens forfatter-instruktører ikke har et formål med fortællingen. "To dage, en nat" er en stærkt socialt bevidst og vred film, men Dardenne-brødrenes pointe om det umenneskelige, i at arbejdsgiveren på denne måde spiller de ansatte ud mod hinanden og dermed slipper for selv at føre kniven, bliver ikke stoppet ned i halsen på én. Og det gør dens diskussion af, hvad der er moralsk rigtigt, heller ikke.
"To dage, en nat" nyder også godt af en stærk hovedrolle fra Marion Cotillard, der med bleg hud og næsten ingen makeup virkelig er troværdig som den pressede, forskræmte Sandra. Filmens øvrige roller fungerer også flot som helt almindelige mennesker, og det lykkes i det hele taget Dardenne-brødrene at få filmen til at virke utroligt realistisk. På den måde tvinger den også sit publikum til at forholde sig til, hvad der er rimeligt at forlange i produktivitetens og lønsomhedens navn. Og det gør den effektivt nok til at få fem små stjerner hos mig.
Historien er egentlig ganske simpel: Hovedpersonen er en kvinde, Sandra, som i en periode har været sygemeldt med depression. Nu er hun ved at være klar til at komme tilbage på arbejde, men ledelsen på metalværkstedet har givet hendes kollegaer et valg: Enten må de droppe deres bonus, eller også bliver Sandra fyret - for der er brug for at spare. De har valgt bonussen, men Sandras gode veninde opfordrer hende sammen med hendes mand til at kæmpe for sagen: Mandag morgen får de lov til at stemme igen, så hun har weekenden til at skaffe sig flertal blandt kollegaerne.
"To dage, en nat" skildrer så Sandras rundtur til de 16 kollegaer, hvor hun må trygle de andre om at få lov til at beholde sit job, så familiens økonomi ikke bryder sammen. Og filmens helt store styrke ligger i de fint observerede interaktioner med kollegaerne, som kommer rundt om mange nuancer. Fra de aggressive modstandere, der beskylder Sandra for at være grådig, over dem med dårlig samvittighed og til dem, der undskyldende forklarer, at de har brug for pengene til deres egne familier. Det er et præcist og troværdigt billede af, hvad der driver folks valg, og det bliver hele tiden perspektiveret op imod, hvor hårdt det tager på Sandra at skulle på en så uværdig tiggergang rundt i Lièges forstæder.
Som i Dardenne-brødrenes andre film er stilen nærmest mere Dogme end Dogme. Her er absolut ingen effekter, ingen underlægningsmusik, kun neutralt observerede scener, hvor kameraet er en betragter, der lader publikum drage deres egne konklusioner. Det betyder selvfølgelig ikke, at filmens forfatter-instruktører ikke har et formål med fortællingen. "To dage, en nat" er en stærkt socialt bevidst og vred film, men Dardenne-brødrenes pointe om det umenneskelige, i at arbejdsgiveren på denne måde spiller de ansatte ud mod hinanden og dermed slipper for selv at føre kniven, bliver ikke stoppet ned i halsen på én. Og det gør dens diskussion af, hvad der er moralsk rigtigt, heller ikke.
"To dage, en nat" nyder også godt af en stærk hovedrolle fra Marion Cotillard, der med bleg hud og næsten ingen makeup virkelig er troværdig som den pressede, forskræmte Sandra. Filmens øvrige roller fungerer også flot som helt almindelige mennesker, og det lykkes i det hele taget Dardenne-brødrene at få filmen til at virke utroligt realistisk. På den måde tvinger den også sit publikum til at forholde sig til, hvad der er rimeligt at forlange i produktivitetens og lønsomhedens navn. Og det gør den effektivt nok til at få fem små stjerner hos mig.
01/11-2014
