En moden og upresset citron
3.0
Det var så femte og sidste film med verdens hårdeste strømer. Det er stadig ikke den afsked, man havde drømt om, men det er gudskelov heller ikke en pinlig en af slagsen.
Efter en kluntet og højst utroværdig indledning arbejder "The Dead Pool" sig langsomt men stødt varm. Den har faktisk flere gode elementer, og jeg sidder egentlig tilbage med følelsen af, at man gav det et ganske prisværdigt skud her til sidst. En ung Jim Carrey (eller James Carrey som han gik under dengang) i begyndelsen der rocker ud til Guns N' Roses' 'Welcome To The Jungle' er en god start. Jeg kan godt lide selve plottet om en kendis-dødspulje, der pludselig ikke længere er en leg. Det er en frisk idé, og filmen gør faktisk et godt stykke arbejde med at tænke i nye baner. Inklusiv det at man introducerer Harry selv som en kendis - det giver god mening.
Det virker ligeledes forfriskende, at man tager mediebilledet op til revision og den nye virkelighed, det dengang stod overfor. Der er blandt andet en stærk scene midt i filmen, hvor en desperat sjæl vil stikke ild til sig selv for at få sine 15 minutter. I nutidens Facebook-æra virker den faktisk stadig sært relevant.
Der hvor filmen kommer til kort er som actionfilm. Jovist, Magnum'en bliver flittigt luftet, men duellerne er ret uinspirerede desværre. På dette punkt er det en tam affære, selvom en enkelt scene med en radiostyret bil og en bombe i lasten dog fungerer strålende. Og så er det sidste opgør slet ikke så slemt, som jeg frygtede ved gensyn.
Så slutter serien med et brag? Nej, men den slutter med en acceptabel film, der med god humor og habil spænding er helt i tråd med Dirty Harry-universet. Og så bliver jeg ganske enkelt aldrig træt af at se Harry Callahan som karakter. Eastwood leverer endnu en skudsikker præstation her, og jeg glæder mig over den luksus det i virkeligheden er, at arven strækker sig over fem film. Fem film jeg til enhver tid kan sætte på, når jeg savner en af filmhistoriens bedste antihelte, men frem for alt: En af mine yndlingshelte.
Efter en kluntet og højst utroværdig indledning arbejder "The Dead Pool" sig langsomt men stødt varm. Den har faktisk flere gode elementer, og jeg sidder egentlig tilbage med følelsen af, at man gav det et ganske prisværdigt skud her til sidst. En ung Jim Carrey (eller James Carrey som han gik under dengang) i begyndelsen der rocker ud til Guns N' Roses' 'Welcome To The Jungle' er en god start. Jeg kan godt lide selve plottet om en kendis-dødspulje, der pludselig ikke længere er en leg. Det er en frisk idé, og filmen gør faktisk et godt stykke arbejde med at tænke i nye baner. Inklusiv det at man introducerer Harry selv som en kendis - det giver god mening.
Det virker ligeledes forfriskende, at man tager mediebilledet op til revision og den nye virkelighed, det dengang stod overfor. Der er blandt andet en stærk scene midt i filmen, hvor en desperat sjæl vil stikke ild til sig selv for at få sine 15 minutter. I nutidens Facebook-æra virker den faktisk stadig sært relevant.
Der hvor filmen kommer til kort er som actionfilm. Jovist, Magnum'en bliver flittigt luftet, men duellerne er ret uinspirerede desværre. På dette punkt er det en tam affære, selvom en enkelt scene med en radiostyret bil og en bombe i lasten dog fungerer strålende. Og så er det sidste opgør slet ikke så slemt, som jeg frygtede ved gensyn.
Så slutter serien med et brag? Nej, men den slutter med en acceptabel film, der med god humor og habil spænding er helt i tråd med Dirty Harry-universet. Og så bliver jeg ganske enkelt aldrig træt af at se Harry Callahan som karakter. Eastwood leverer endnu en skudsikker præstation her, og jeg glæder mig over den luksus det i virkeligheden er, at arven strækker sig over fem film. Fem film jeg til enhver tid kan sætte på, når jeg savner en af filmhistoriens bedste antihelte, men frem for alt: En af mine yndlingshelte.
12/11-2014
