Frikvarter hvor klokken aldrig ringer

"Being John Malkovich" er en af den slags film, jeg aldrig bliver færdig med. Som de mennesker, der belejrer Malkovichs sind har jeg svært ved at distancere mig fra den, når jeg er der. For jeg ER der. I filmens univers. Den suger mig altid ind, og jeg glemmer tid og sted.

At kategorisere denne film er tæt på umuligt, men jeg vil kalde det en absurd komedie med et stort hjerte. Som komedie er den sublim. Der er scener, der er legendarisk sjove, hvis du spørger mig. Såsom Craigs første møde med etage syv-og-en-halv, samtalen med sekretæren der har et nærmest pythonsk islæt og den efterfølgende jobsamtale (Orson Bean er fabelagtig!). VHS-velkomsten der fortæller firmaets historie er pinefuldt sjov. Scenen hvor Malkovich er inde sit eget hoved er lige så hysterisk morsom som den er mareridtslignende uhyggelig. I disse øjeblikke kan filmen matche selv de største komedieklassikere.

Malkovich selv er i øvrigt et af de største humoristiske plusser, ja, et kæmpe plus i det hele taget. Han er en fornøjelse at følge i de mange stadier, han havner i. Alle medvirkende gør det egentlig godt, og det virker som om, rollerne er skræddersyet til dem.

Som nævnt har filmen et stort hjerte. Mellem grinene oplever jeg den også som en medrivende og engageret fortælling om uforløst kærlighed. Den har en særdeles interessant tematisk kerne, der handler om, hvad det vil sige at elske, at være elsket og ikke mindst ægtheden af dette.

Spike Jonze har her lavet en af de skæveste debuter nogensinde. Men hvor skæve debuter ofte bliver anstrengende, fordi de føler, de har noget, de skal bevise, så føles "Being John Malkovich" legende let trods sin vanvittige struktur. Den hviler fuldstændig i sig selv og har tillid til, at du finder den samme tryghed i den absurditet, den ånder og lever for. Det eneste den forlanger er, at at du leger med. Og det gør jeg, alt imens jeg glemmer klokken.