Tegneserievold på den helt gode måde

Stilfuld actionfilm med Keanu Reeves i titelrollen som en mand, der netop har mistet sin kone. Få dage efter hendes begravelse bryder tre småpsykopatiske fyre ind hos hovedpersonen for at stjæle hans bil, og ud over at tæve ham dræber de også den hundehvalp, konen købte på sit dødsleje. Det skulle de bare ikke have gjort, for John Wick har en fortid som superlejemorder for den russiske mafia, og han vil have hævn.

Som det fremgår, tager "John Wick" selvtægts- og actionfilmen helt ud på klicheernes overdrev. De dræbte hans hund ... Men den gør det med så stor kærlighed til sin genre, at klicheerne bliver en styrke for filmen. Man ved helt fra start, at det her ender i rendyrket blodballet, og den bliver så leveret særdeles elegant, flot fotograferet af Jonathan Sela og med stilsikker sans for temposkift og små skud sort humor. Det er noget af en overraskelse, at filmen er så vellykket, når man ser på bagmændene: Den er skrevet af Derek Kolstad, som herudover kun har to Dolph Lundgren-film på CV'et, og instrueret af Chad Stahelski, en tidligere stuntman og stuntkoordinator, der her er flyttet over i instruktørstolen for første gang.

Stahelskis baggrund med stunts og kampsport kommer flot til udtryk i de mange kampscener, der virkelig er vellavede i en højenergisk, tætklippet stil, som helt uden slowmotion, bullet time og den slags pjat får etableret John Wick som den vildeste dræbermaskine. Og hvor filmen samtidig er holdt i en dunkel, nærmest sort-glossy billedstil, der både bringer minder om asiatiske stilskabere som Johnnie To og giver historien et tegneserieagtigt præg. Selv om den altså er baseret på et originalmanuskript, er der mange ting, som minder om moderne graphic novels i fortællestilen med ordknap dialog, skarp visuel formidling og den udtalte eksponering af klicheer som hunden, der med sin død klipper Wicks forbindelse til menneskelighed. Og det er fedt.

Et andet tegneserieagtigt element er filmens fabulerende underverdensunivers, hvor lejemorderne har et særligt kodeks og et meget velorganiseret branchefællesskab med udgangspunkt i Flatiron-bygningen i New York. Den del af historien er befolket med effektive biroller til folk som Ian McShane, Willem Dafoe og Adrianne Palicki, mens Michael Nyqvist kører den hjem med overspil som den centrale russiske mafiaboss, og Alfie Allen basalt set gentager sin kujonrolle fra "Game of Thrones" som lederen af det tyveri, der sætter det hele i gang. Og så er Keanu Reeves bare sammenbidt effektiv som John Wick.

I det hele taget er "John Wick" virkelig bare en effektiv omgang underholdning. Stilfuldt eksekveret, medrivende fortalt, dygtigt balanceret mellem det bistre hævntema og små dryp af humor og selvironi. Den bliver måske en anelse for lang, for det begynder at føles lidt rigeligt repetitivt med de mange actionscener. Men samlet set er det her en dejlig biografoverraskelse, og jeg ville absolut ikke have noget imod det, hvis Stahelski & co. får lov til at lave flere film fra samme univers. Fire store stjerner til den her.