Altmuligmanden Kaufman
5.0
Hvis tanken om et næsten tre timer langt eksistentialistisk drama sat i det hedengangne Tjekkoslovakiet får dig til at gabe, så fat mod - det er slet ikke så slemt, som det lyder.
"The Unbearable Lightness of Being" er en yderst elegant og smuk film om at nyde det ene liv, vi har. Den hviler på et filosofisk modspil til Nietzsches doktrin om den evige genkomst. At alt i livet er en gentagelse. Filmens hovedkarakter lever livet lige modsat. For ham er det en chance, der skal gribes, fordi den aldrig opstår igen. Et interessant tema som fortolkes gennem et trekløver. Hovedpersonen selv og to kvinder i hans liv, som repræsenterer de de to definerende måder at håndtere tilværelsen. Juliette Binoche er perfekt castet som den skrøbelige af de to, der aldrig nyder nuet til fulde, fordi hun har hele verden på sine skuldre, og Lena Olin er lige så perfekt som den determinerede og driftstyrede kunstner, der griber dagen og lader spontaniteten råde. Manden i midten spilles af Daniel Day-Lewis, og han gør det også godt. Men okay, jeg regner ham for sin generations bedste skuespiller, så jeg havde da heller ikke forventet andet.
Det benyttes faktisk næsten udelukkende europæiske skuespillere, og det er i det hele taget en meget 'europæisk' film. Man mærker overhovedet ikke, at instruktøren er amerikaner. Jeg har før luftet min dybeste beundring af Philip Kaufman, som i mine øjne kan alt. Her har han atter lavet en meget personlig film, men igen i en helt ny genre, og også den erobres. Det glæder mig, at den tjekkiske numero uno Milos Forman slap grebet, fordi han havde tillid til, at Kaufman kunne løfte opgaven.
For han fik ret. Filmen er lige så velkomponeret som et smukt stykke klassisk musik. Den føles fuldendt. De mange glidende overgange opfattes slet ikke, og det skyldes ofte, at lydsiden netop indeholder noget vanvittig smukt klassisk musik. Det eneste "afbrydende" element er den russiske invasion, hvor 'Foråret i Prag' når sin ende. Dette skal dog ikke forstås negativt. Det er en knusende god sekvens, der kombinerer filmkunst med ægte optagelser filmet af tjekkiske studerende. Her excellerer Kaufman i at skabe en stemning af frygt og rædsel, nøjagtig som han gjorde det i hans version af "Invasion of the Body Snatchers" ti år tidligere.
Hvis du stadig synes, det lyder for højtravende eller tungt, så lad mig slutte med at sige, at filmen dybest set "blot" er en helvedes god kærlighedshistorie. Den kan sagtens nydes på dette plan alene. For kærligheden i filmen brænder lige så stærkt som Philip Kaufmans kærlighed til film.
"The Unbearable Lightness of Being" er en yderst elegant og smuk film om at nyde det ene liv, vi har. Den hviler på et filosofisk modspil til Nietzsches doktrin om den evige genkomst. At alt i livet er en gentagelse. Filmens hovedkarakter lever livet lige modsat. For ham er det en chance, der skal gribes, fordi den aldrig opstår igen. Et interessant tema som fortolkes gennem et trekløver. Hovedpersonen selv og to kvinder i hans liv, som repræsenterer de de to definerende måder at håndtere tilværelsen. Juliette Binoche er perfekt castet som den skrøbelige af de to, der aldrig nyder nuet til fulde, fordi hun har hele verden på sine skuldre, og Lena Olin er lige så perfekt som den determinerede og driftstyrede kunstner, der griber dagen og lader spontaniteten råde. Manden i midten spilles af Daniel Day-Lewis, og han gør det også godt. Men okay, jeg regner ham for sin generations bedste skuespiller, så jeg havde da heller ikke forventet andet.
Det benyttes faktisk næsten udelukkende europæiske skuespillere, og det er i det hele taget en meget 'europæisk' film. Man mærker overhovedet ikke, at instruktøren er amerikaner. Jeg har før luftet min dybeste beundring af Philip Kaufman, som i mine øjne kan alt. Her har han atter lavet en meget personlig film, men igen i en helt ny genre, og også den erobres. Det glæder mig, at den tjekkiske numero uno Milos Forman slap grebet, fordi han havde tillid til, at Kaufman kunne løfte opgaven.
For han fik ret. Filmen er lige så velkomponeret som et smukt stykke klassisk musik. Den føles fuldendt. De mange glidende overgange opfattes slet ikke, og det skyldes ofte, at lydsiden netop indeholder noget vanvittig smukt klassisk musik. Det eneste "afbrydende" element er den russiske invasion, hvor 'Foråret i Prag' når sin ende. Dette skal dog ikke forstås negativt. Det er en knusende god sekvens, der kombinerer filmkunst med ægte optagelser filmet af tjekkiske studerende. Her excellerer Kaufman i at skabe en stemning af frygt og rædsel, nøjagtig som han gjorde det i hans version af "Invasion of the Body Snatchers" ti år tidligere.
Hvis du stadig synes, det lyder for højtravende eller tungt, så lad mig slutte med at sige, at filmen dybest set "blot" er en helvedes god kærlighedshistorie. Den kan sagtens nydes på dette plan alene. For kærligheden i filmen brænder lige så stærkt som Philip Kaufmans kærlighed til film.
19/11-2014
