At blive blød i knæene
4.0
Kender I det, når man bare må give efter og overgive sig?
Jeg burde hade denne film for nogle dybt problematiske manuskript-bommerter. Jeg styrer normalt udenom egentlige spoilers, men her må jeg lige advare inden, fordi især én ting irriterede mig gevaldigt ved denne 2014-udgave af det ikoniske filmmonster.
....når nu man har en menneskelig karakter, der som den eneste har en menneskelig interessant indgangsvinkel til hele katastrofe-elementet, hvorfor så slå ham ihjel i første akt? Breaking Bad-stjernen Bryan Cranston når lige at give os en både energisk, rørende og inciterende monolog i et forhørslokale, der kunne være et perfekt udgangspunkt for resten af filmen. Og så dør han.
I stedet får vi en hovedperson, hvis rolle og personlige historie er så skabelonskåret, som de kommer. Det er dumt, og det er nærmest provokerende, når nu vi når at opleve et lovende setup, inden det skyldes ud i lokummet.
Og det er altså ikke eneste gang, der udvises dårlig dømmekraft. Flere steder er filmen forvirrende skruet sammen i forhold til, hvor vi er henne. Både dramaturgisk og bogstaveligt. Scenen til sidst hvor vores hovedperson på uforklarlig vis får bugseret en tonstung A-bombe tilstrækkeligt langt væk til havs, selvom han kun har fem minutter, er dediceret latterlig (i de fem minutter når han sørme også lidt restitution samt at få et lift fra en helikopter, der tilfældigvis lige kom forbi).
MEN.....jeg holder sgu af denne film. Jeg bærer over med den. Jeg ved, jeg aldrig kan blive rigtigt sur på den, fordi den er så god ved sin titelkarakter. ENDELIG har vi fået en højteknologisk moderne film, der ærer gode gamle 'Gojira' ved både at frygte og hylde væsenet.
Denne gang er det lykkedes at genskabe den stemning af monster-horror, som jeg forguder ved den originale japanske '54-version. De trækker spændingen så langt som de overhovedet kan, tager sig god tid og bygger suspense op på gammeldags facon - og jeg elsker det. Og når vi så endelig ser "ham" og hører brølet første gang.....jeg tabte kæben. Han var perfekt! Dette er en af de bedste løsninger, jeg nogensinde har set vedrørende et filmmonster. Et CGI-mesterstykke. Frygtindgydende virkelig. Og looket sidder lige i skabet - ligedele klassisk og fremmed.
Af den grund alene kommer jeg til at se filmen mange gange. Og så er det indiskutabelt en teknisk bedrift af de allerstørste. Jeg kunne høre lydsiden alene uden at kede mig. Den har visuelle forkælelser fra øverste hylde. Visse scener i denne film vil jeg nyde til mine dages ende. Scener som halo-hoppet direkte ned i helvedet. Eller den måde man vælger at putte sløjfe på til sidst i kampens hede, hvor Godzilla omsider gør brug af sit 'hemmelige våben' - alle der er fan af den originale film må koge over af barnlig begejstring, når de ser dødsstødet. Scener som disse betyder ganske enkelt, at jeg ikke ville kunne forsvare mindre end fire stjerner. Jeg VED, jeg vil holde af denne film ved hvert gensyn, og i taknemmelighedens navn ved jeg også, hvor let jeg vil tilgive bommerterne.
Jeg burde hade denne film for nogle dybt problematiske manuskript-bommerter. Jeg styrer normalt udenom egentlige spoilers, men her må jeg lige advare inden, fordi især én ting irriterede mig gevaldigt ved denne 2014-udgave af det ikoniske filmmonster.
....når nu man har en menneskelig karakter, der som den eneste har en menneskelig interessant indgangsvinkel til hele katastrofe-elementet, hvorfor så slå ham ihjel i første akt? Breaking Bad-stjernen Bryan Cranston når lige at give os en både energisk, rørende og inciterende monolog i et forhørslokale, der kunne være et perfekt udgangspunkt for resten af filmen. Og så dør han.
I stedet får vi en hovedperson, hvis rolle og personlige historie er så skabelonskåret, som de kommer. Det er dumt, og det er nærmest provokerende, når nu vi når at opleve et lovende setup, inden det skyldes ud i lokummet.
Og det er altså ikke eneste gang, der udvises dårlig dømmekraft. Flere steder er filmen forvirrende skruet sammen i forhold til, hvor vi er henne. Både dramaturgisk og bogstaveligt. Scenen til sidst hvor vores hovedperson på uforklarlig vis får bugseret en tonstung A-bombe tilstrækkeligt langt væk til havs, selvom han kun har fem minutter, er dediceret latterlig (i de fem minutter når han sørme også lidt restitution samt at få et lift fra en helikopter, der tilfældigvis lige kom forbi).
MEN.....jeg holder sgu af denne film. Jeg bærer over med den. Jeg ved, jeg aldrig kan blive rigtigt sur på den, fordi den er så god ved sin titelkarakter. ENDELIG har vi fået en højteknologisk moderne film, der ærer gode gamle 'Gojira' ved både at frygte og hylde væsenet.
Denne gang er det lykkedes at genskabe den stemning af monster-horror, som jeg forguder ved den originale japanske '54-version. De trækker spændingen så langt som de overhovedet kan, tager sig god tid og bygger suspense op på gammeldags facon - og jeg elsker det. Og når vi så endelig ser "ham" og hører brølet første gang.....jeg tabte kæben. Han var perfekt! Dette er en af de bedste løsninger, jeg nogensinde har set vedrørende et filmmonster. Et CGI-mesterstykke. Frygtindgydende virkelig. Og looket sidder lige i skabet - ligedele klassisk og fremmed.
Af den grund alene kommer jeg til at se filmen mange gange. Og så er det indiskutabelt en teknisk bedrift af de allerstørste. Jeg kunne høre lydsiden alene uden at kede mig. Den har visuelle forkælelser fra øverste hylde. Visse scener i denne film vil jeg nyde til mine dages ende. Scener som halo-hoppet direkte ned i helvedet. Eller den måde man vælger at putte sløjfe på til sidst i kampens hede, hvor Godzilla omsider gør brug af sit 'hemmelige våben' - alle der er fan af den originale film må koge over af barnlig begejstring, når de ser dødsstødet. Scener som disse betyder ganske enkelt, at jeg ikke ville kunne forsvare mindre end fire stjerner. Jeg VED, jeg vil holde af denne film ved hvert gensyn, og i taknemmelighedens navn ved jeg også, hvor let jeg vil tilgive bommerterne.
24/11-2014
