All you need is love
4.0
Christopher Nolans storslåede rumeventyr foregår i en dystopisk fremtid, hvor planeten Jorden ganske simpelt er ved at dø, udpint af menneskeheden. De få tilbageværende mennesker forsørger sig primært som bønder, men filmens hovedperson er egentlig uddannet som ingeniør og pilot, og det kommer i spil, da han og hans datter opdager, at NASA stadig har en hemmelig base, hvor man arbejder på at finde en ny planet at bo på. Der er dukket et ormehul op ved Saturn, som leder til en anden galakse og et stjernesystem med tre interessante planeter. Og hovedpersonen bliver nu rekrutteret som pilot på den udforskningsmission, der skal afgøre, hvad menneskeheden skal satse på.
Der er virkelig rumeventyr for alle pengene i "Interstellar". Nolan og hans filmhold har skabt en medrivende og troværdig omgang rumrejse, hvor der er lagt usædvanlig meget vægt på at respektere, hvad videnskaben ved om ormehuller, sorte huller og de aspekter af relativitetsteori, som kommer i spil. Historien er oprindeligt inspireret af fysikeren Kip Thorne, der også har været executive producer og konsulent på filmen - så der er virkelig bund i de ting, der skildres, ikke mindst i det vigtige plotelement, omkring at rumforskerne ældes langsommere end dem hjemme på Jorden, fordi deres ekspedition bringer dem i nærheden af steder med supermassiv tyngdekraft.
Det betyder ikke, at der ikke er et vist mål af kreative friheder i manuskriptet af Christopher Nolan og hans lillebror Jonathan, der som vanligt er medforfatter. Plottet vandrer fx pladask ind i de paradokser, historier om tidsrejser nærmest altid medfører. Men den tekniske og videnskabeligt funderede del af filmen er stadig enormt imponerende udført (og indeholder i øvrigt nogle fine referencer til en række andre sci-fi-film).
I bund og grund er "Interstellar" dog mere en fortælling om far/datter-forhold end en gang videnskabsnørderi. Hovedpersonen efterlader sine to børn derhjemme, hvor det i den grad er datteren, som er øjestenen. Mens missionens biolog omvendt er datter af den professor, der leder NASA-projektet. Og derfor bliver kampen for at nå tilbage, før alle er døde hjemme på Jorden, et centralt spændingsmoment - og grundlaget for filmens tematiske konflikt. Den slår nemlig fra start 'kærlighed som drivkraft' an som en slags modpol til den rendyrkede logik, videnskaben formelt drives af.
På den måde bliver filmen også en slags dialog mellem to fremtrædende positioner i den moderne debat, nemlig den strengt videnskabelige kontra den religiøse, der argumenterer for en åndelig eller guddommelig sfære over videnskaben. Og interessant nok forsøger Nolan faktisk at rumme begge dele, ved at filmen som nævnt tager anerkendt videnskab særdeles alvorligt, samtidig med at den påstår, at uden kærlighed og følelser ville videnskaben aldrig komme nogen nye steder hen. Det fungerer sådan set okay i starten, men til sidst går det i mine øjne temmelig galt. Jeg vil tro, at det i markant grad er en smagssag, men jeg synes simpelt hen ikke, at filmens sidste akt fungerer. Det bliver banalt og sentimentalt på et niveau, hvor det smadrer meget af den ellers så fint opbyggede stemning - endda med twists, der har været lidt for tydeligt telegraferet tidligere. Og som metafysisk sci-fi-trip når "Interstellar" altså ikke i nærheden af "2001: A Space Odyssey", som ellers er den oplagte film at sammenligne med.
Det er enormt synd, for jeg sad ellers med en total wow-fornemmelse et langt stykke ad vejen. Der er så meget, der bare virker - herunder også Matthew McConaughey i hovedrollen, hvor han godt nok ikke har en tour-de-force-rolle som i flere af sine nyere film, men bare er bundsolid som manden, der vil gå igennem ild og vand for sin familie, hvilket vi slet ikke tvivler på. Der er ligeledes fine roller til Anne Hathaway, Michael Caine og ikke mindst også Mackenzie Foy, der er virkelig god som den 10-årige udgave af McConaugheys datter.
Igen: De første par timer af denne storslåede sci-fi-helaftensfilm er fantastiske. Men derefter spænder Nolan-brødrenes manuskript i den grad ben for sig selv ved at mose en alt for flad pointe igennem. Og det gør faktisk "Interstellar" til den mindst interessante film, jeg endnu har set fra Christopher Nolan.
Der er virkelig rumeventyr for alle pengene i "Interstellar". Nolan og hans filmhold har skabt en medrivende og troværdig omgang rumrejse, hvor der er lagt usædvanlig meget vægt på at respektere, hvad videnskaben ved om ormehuller, sorte huller og de aspekter af relativitetsteori, som kommer i spil. Historien er oprindeligt inspireret af fysikeren Kip Thorne, der også har været executive producer og konsulent på filmen - så der er virkelig bund i de ting, der skildres, ikke mindst i det vigtige plotelement, omkring at rumforskerne ældes langsommere end dem hjemme på Jorden, fordi deres ekspedition bringer dem i nærheden af steder med supermassiv tyngdekraft.
Det betyder ikke, at der ikke er et vist mål af kreative friheder i manuskriptet af Christopher Nolan og hans lillebror Jonathan, der som vanligt er medforfatter. Plottet vandrer fx pladask ind i de paradokser, historier om tidsrejser nærmest altid medfører. Men den tekniske og videnskabeligt funderede del af filmen er stadig enormt imponerende udført (og indeholder i øvrigt nogle fine referencer til en række andre sci-fi-film).
I bund og grund er "Interstellar" dog mere en fortælling om far/datter-forhold end en gang videnskabsnørderi. Hovedpersonen efterlader sine to børn derhjemme, hvor det i den grad er datteren, som er øjestenen. Mens missionens biolog omvendt er datter af den professor, der leder NASA-projektet. Og derfor bliver kampen for at nå tilbage, før alle er døde hjemme på Jorden, et centralt spændingsmoment - og grundlaget for filmens tematiske konflikt. Den slår nemlig fra start 'kærlighed som drivkraft' an som en slags modpol til den rendyrkede logik, videnskaben formelt drives af.
På den måde bliver filmen også en slags dialog mellem to fremtrædende positioner i den moderne debat, nemlig den strengt videnskabelige kontra den religiøse, der argumenterer for en åndelig eller guddommelig sfære over videnskaben. Og interessant nok forsøger Nolan faktisk at rumme begge dele, ved at filmen som nævnt tager anerkendt videnskab særdeles alvorligt, samtidig med at den påstår, at uden kærlighed og følelser ville videnskaben aldrig komme nogen nye steder hen. Det fungerer sådan set okay i starten, men til sidst går det i mine øjne temmelig galt. Jeg vil tro, at det i markant grad er en smagssag, men jeg synes simpelt hen ikke, at filmens sidste akt fungerer. Det bliver banalt og sentimentalt på et niveau, hvor det smadrer meget af den ellers så fint opbyggede stemning - endda med twists, der har været lidt for tydeligt telegraferet tidligere. Og som metafysisk sci-fi-trip når "Interstellar" altså ikke i nærheden af "2001: A Space Odyssey", som ellers er den oplagte film at sammenligne med.
Det er enormt synd, for jeg sad ellers med en total wow-fornemmelse et langt stykke ad vejen. Der er så meget, der bare virker - herunder også Matthew McConaughey i hovedrollen, hvor han godt nok ikke har en tour-de-force-rolle som i flere af sine nyere film, men bare er bundsolid som manden, der vil gå igennem ild og vand for sin familie, hvilket vi slet ikke tvivler på. Der er ligeledes fine roller til Anne Hathaway, Michael Caine og ikke mindst også Mackenzie Foy, der er virkelig god som den 10-årige udgave af McConaugheys datter.
Igen: De første par timer af denne storslåede sci-fi-helaftensfilm er fantastiske. Men derefter spænder Nolan-brødrenes manuskript i den grad ben for sig selv ved at mose en alt for flad pointe igennem. Og det gør faktisk "Interstellar" til den mindst interessante film, jeg endnu har set fra Christopher Nolan.
25/11-2014
