Tyndt melodrama med kældermennesker

Den canadiske arthouse-instruktør Atom Egoyan har i sine nyere film bevæget sig mere og mere i retning af et mainstream-udtryk, og den udvikling fortsætter han med "The Captive", som fortæller en historie, man har set mange gange før i forskellige varianter. En mand kører sin 10-årige datter hjem fra skøjtetræning og beder hende om at vente i bilen, da han skal ind og købe en tærte. Men da han få minutter senere kommer ud igen, er hun væk.

Det er et thrillerplot baseret på ét af nutidens største skræmmebilleder, nemlig pædofile, der bortfører børn og gemmer dem i kældre. Som sagt er det set mange gange før, men forfatter-instruktør Egoyan bygger historien ganske komplekst op ved at bruge tre fortælleplaner: Et nutidsplan, der foregår otte år efter bortførelsen; et fortidsplan omkring selve bortførelsen; og så et udvalg af episoder fra den mellemliggende periode. På den måde får man en slags dobbelt gåde, hvor man ser, hvad der i nutidsplanet får efterforskningen på sporet af, hvor pigen kan være henne, mens man i krydsklip langsomt får afsløret, hvad der er sket i melletiden, og hvilke store konsekvenser sagen har haft for både forældrene og de politifolk, som leder efterforskningen.

Den er en ambitiøs opbygning, og Egoyan stiller ganske store krav til sit publikum, for der klippes abrupt frem og tilbage, så man selv skal regne ud, hvilke brikker der ligger hvor i historiens tidslinje. Den form for ambitiøs historiefortælling kan jeg godt lide - men dermed er det gode også sagt. For desværre lever udførelsen ikke op til ambitionsniveauet.

Egoyan bruger mange kræfter på at lave de her krumspring, men glemmer helt banalt at bygge spænding op. Faktisk er det imponerende, at man kan lave en så flad spændingskurve i et ellers så åbenlyst thrillerplot. Hvor selve forløsningen af plottet endda nærmest kommer som et nå? til sidst. Og værst af alt får man aldrig for alvor fornemmelsen af fare. Intellektuelt ved man godt, at pigen bliver udsat for flere års seksuelt misbrug, og at hun nok også er i fysisk fare. Men det bliver aldrig nærværende; tværtimod virker filmen nærmest berøringsangst over for de dele.

Det virker så gennemført antithriller-agtigt, at det vel nærmest er bevidst. For Egoyan synes at være mere interesseret i at fortælle historien som melodrama, med fokus på relationerne mellem personerne. Det er der bestemt også interessante detaljer i - ikke mindst omkring faderen, der ender med at være en slags udstødt, fordi han bliver mistænkt og får påført skyld for datterens forsvinden. Men der kommer opbygningen med de tre fortælleplaner så til gengæld til at spænde ben for intensiteten, for melodramaet bliver meget fragmentarisk. Og i sidste ende er der heller ikke så meget at hente i det, for der er lidt for meget i både personer og begivenheder, som virker postuleret.

Ryan Reynolds gør ellers en ganske god figur som faderen, men han får desværre ikke specielt godt modspil fra Mireille Enos, der er meget endimensionelt vred og afmægtig som moderen. I rollen som kidnapper nr. 1 er Kevin Durand nu blevet forfremmet fra skurkagtigt sidekick til overskurk, men hans rolle er desværre også én af de meget postulerede. Så er der langt mere gods i Rosario Dawson som hans modpart - kriminalbetjenten, der leder efterforskningen. Dawson har særligt én virkelig effektfuld scene, hvor hun med eftertryk taler til et velgørenhedsarrangement.

Men hverken Dawson eller de andre glimt af kvalitet, der trods er undervejs, kan redde "The Captive". Det er en rodebunke af en film, der ikke rigtig ved, hvad den vil, og som forsøger at skjule det under en smart opbygning af historien. Eller også ved Egoyan godt, hvad han vil, nemlig at skildre menneskelige relationer under ekstremt pres. Men i så fald skulle han nok have valgt en mere troværdig og mindre postuleret historie til formålet.