Filmisk candyfloss
4.0
Denne gakkede komedie om et underligt voksen-barn har faktisk nogle ret så iøjnefaldende elementer. For det første er det filmudgaven af en af de mest ikoniske figurer på amerikansk TV i nyere tid. Pee-wee Herman og jeg har ingen fortid sammen, men jo mere jeg har læst og hørt om ham, desto mere har det stået klart, hvor stor en betydning han har haft for sit publikum. Først som en rendyrket comedy-karakter og siden som barndomshelt for en hel generation. Dernæst er filmen instruktørdebut for Tim Burton, som det vistnok er gået ret godt for siden. Og ydermere har Phil Hartman haft fingrene i manuskriptet - en komiker der måske ikke er det store navn herhjemme, men som ikke desto mindre betragtes som en af de bedste sketchforfattere og performere i hele Saturday Night Live's ellers glorværdige historie (Hartman nød den dybeste respekt blandt sine kolleger både før og efter, hans kone på allertragiske vis slog ham ihjel).
Så kan man se den her uden at ane en disse om hovedpersonen? Absolut. Pee-wees lalleglade væsen har en tidløs kvalitet, som det ikke tager mange sekunder at forelske sig i. Og den lyse latter smitter - alene stemmeføringen er nok til at få smilet frem.
Og så lykkedes det filmen at finde den rette kombination af en historie, der både fungerer for børn og voksne. Overordnet er det blot en fortælling om en fyr, der gerne vil have sin stjålne cykel tilbage. Enkelt og samtidig et ultimativt drama for ethvert barn. Og til de voksne har man så indlagt det ene sidespor efter det andet, som måske ikke opnår den store sammenhæng, men som oftest underholder i en konsekvent fjollet tone. Især afslutningen tager kegler med en hektisk jagt gennem Warner Bros. (ægte) studier efterfulgt af en skidesjov krølle på halen - her går der meta i den med en film i filmen om Pee wee's eventyr. Bemærk især Pee-wee's egen cameo som piccolo, en vidunderligt ringe præstation. Og at Pee-wee selv spilles af James Brolin er jo bare.....fantastisk.
Tim Burtons visuelle sans virker som et godt match med hovedpersonens legesyge væsen og kompenserer samtidig for de handlingsmæssigt døde øjeblikke, og det samme kan siges om huskomponisten Danny Elfmans bidrag.
Filmen står og falder nok med, om man kan holde Pee-wee ud. Jeg er helt med på, at der er nogen, der ønsker at strangulere ham i stedet. For mig har Paul Reubens bare en særlig energi, når han har det kronisk nystrøgede jakkesæt på. Han er over-the-top på den gode måde. Jeg indrømmer, at halvanden time nok er grænsen for, hvor lang tid man kan være i hans selskab, men netop derfor, synes jeg også filmen er en succes.
Så kan man se den her uden at ane en disse om hovedpersonen? Absolut. Pee-wees lalleglade væsen har en tidløs kvalitet, som det ikke tager mange sekunder at forelske sig i. Og den lyse latter smitter - alene stemmeføringen er nok til at få smilet frem.
Og så lykkedes det filmen at finde den rette kombination af en historie, der både fungerer for børn og voksne. Overordnet er det blot en fortælling om en fyr, der gerne vil have sin stjålne cykel tilbage. Enkelt og samtidig et ultimativt drama for ethvert barn. Og til de voksne har man så indlagt det ene sidespor efter det andet, som måske ikke opnår den store sammenhæng, men som oftest underholder i en konsekvent fjollet tone. Især afslutningen tager kegler med en hektisk jagt gennem Warner Bros. (ægte) studier efterfulgt af en skidesjov krølle på halen - her går der meta i den med en film i filmen om Pee wee's eventyr. Bemærk især Pee-wee's egen cameo som piccolo, en vidunderligt ringe præstation. Og at Pee-wee selv spilles af James Brolin er jo bare.....fantastisk.
Tim Burtons visuelle sans virker som et godt match med hovedpersonens legesyge væsen og kompenserer samtidig for de handlingsmæssigt døde øjeblikke, og det samme kan siges om huskomponisten Danny Elfmans bidrag.
Filmen står og falder nok med, om man kan holde Pee-wee ud. Jeg er helt med på, at der er nogen, der ønsker at strangulere ham i stedet. For mig har Paul Reubens bare en særlig energi, når han har det kronisk nystrøgede jakkesæt på. Han er over-the-top på den gode måde. Jeg indrømmer, at halvanden time nok er grænsen for, hvor lang tid man kan være i hans selskab, men netop derfor, synes jeg også filmen er en succes.
01/12-2014
