R.I.P. Mike Nichols
4.0
Jeg fik lyst til at ære den gode Mike Nichols, som for kort tid siden gik bort. "The Graduate" står nok tilbage som hans største bedrift, men jeg er næsten aldrig blevet skuffet over en Mike Nichols-film. Hans bundniveau var højt. Helt frem til det sidste gav han mig gode oplevelser, og det glæder mig, jeg oplevede hans allersidste film i biografmørket, "Charlie Wilson's War", som jeg fandt glimrende.
Valget faldt på "Regarding Henry" der fortæller historien om en topadvokats lange kamp med at genopbygge sig selv både fysisk og mentalt, efter en desperat røver har skudt ham ned. Dette er en feel good-film i ordets sande betydning, og den er et glimrende eksempel på en af de spidskompetencer, Nichols havde. Nemlig at gå en perfekt balancegang i forhold til sentimentalitet. På papiret kunne filmen sagtens mistænkes for at ende i ren kliché, men i Nichols hænder er den i stedet endt som godt og vedkommende drama. Det bliver aldrig oversentimentalt, fordi instruktøren ved præcis hvornår, en scene skal slutte. Bemærk overgangene her - de sidder alle i skabet.
En ung J.J. Abrams har forfattet manuskriptet, og det savner måske lidt livserfaring. Det er lige lovlig skabelonskåret sine steder. Bedre går det med dialogen, som tæller flere gode replikker.
Slutteligt skal det nævnes, at Harrison Ford giver en flot præstation i den krævende titelrolle. En mand der før har vakt Han Solo, Indy og Deckard til live på det store lærred kan godt få en til at glemme de gode præstationer, han ellers har leveret, og dette er så afgjort en af dem. Vi er næsten oppe på "The Mosquito Coast"-niveau.
Da jeg så filmen igen, slog det mig mest af alt, hvor god en personinstruktør Nichols var. Hvor lidt han bruger kunstige hjælpemidler som drama-fortæller, og hvor meget, han stoler på, at hans skuespillere har det, der skal til. En egenskab alt for få instruktører har i dag. Æret være hans minde.
Valget faldt på "Regarding Henry" der fortæller historien om en topadvokats lange kamp med at genopbygge sig selv både fysisk og mentalt, efter en desperat røver har skudt ham ned. Dette er en feel good-film i ordets sande betydning, og den er et glimrende eksempel på en af de spidskompetencer, Nichols havde. Nemlig at gå en perfekt balancegang i forhold til sentimentalitet. På papiret kunne filmen sagtens mistænkes for at ende i ren kliché, men i Nichols hænder er den i stedet endt som godt og vedkommende drama. Det bliver aldrig oversentimentalt, fordi instruktøren ved præcis hvornår, en scene skal slutte. Bemærk overgangene her - de sidder alle i skabet.
En ung J.J. Abrams har forfattet manuskriptet, og det savner måske lidt livserfaring. Det er lige lovlig skabelonskåret sine steder. Bedre går det med dialogen, som tæller flere gode replikker.
Slutteligt skal det nævnes, at Harrison Ford giver en flot præstation i den krævende titelrolle. En mand der før har vakt Han Solo, Indy og Deckard til live på det store lærred kan godt få en til at glemme de gode præstationer, han ellers har leveret, og dette er så afgjort en af dem. Vi er næsten oppe på "The Mosquito Coast"-niveau.
Da jeg så filmen igen, slog det mig mest af alt, hvor god en personinstruktør Nichols var. Hvor lidt han bruger kunstige hjælpemidler som drama-fortæller, og hvor meget, han stoler på, at hans skuespillere har det, der skal til. En egenskab alt for få instruktører har i dag. Æret være hans minde.
02/12-2014
