Oh, Danny Boy
2.0
Så har man set det med. En Danny Boyle-film der ikke sagde mig noget. Jeg er tæt på chok-stadiet....!
"Trance" efterlod mig kold og uinspireret, og det kan jeg ikke sige om nogen anden af mandens film. På overfladen skal et stjålet Goya-maleri findes ved at komme et hukommelsestab til livs, men filmen bliver på anstrengende (og herefter trættende) vis ved med at give os hints om, at der mere på spil. Og det er der da også. Problemet er bare, at når vi så endelig får det stort anlagte twist til sidst, så virker det ikke. Uden at afsløre noget her så lad os bare sige, at den emotionelle skude, Boyle forventer, vi hopper om bord på til sidst, kommer alt for sent. Løbet er kørt. Det er ganske enkelt for sent at bede sit publikum om at sympatisere med sine hovedpersoner, når man indtil da kun har brugt tiden på at forvirre selvsamme publikum frem for at lade os lære dem at kende.
Rosario Dawsons karakter personificerer faktisk hele filmens problem. Jeg er ligeglad med hende. Og indtil hendes personlige historie klemmes ind til allersidst er hun cirka lige så interessant at høre på som Lars Barfoed på sovepiller.
Én ting skal Boyle dog have - han prøver noget nyt. Som med alle sine film bryder han konventioner og har et legende filmsprog. Denne gang er det bare mere en stiløvelse end en egentlig film. At lave en film der rent faktisk føles som om, man er i trance hele vejen, er en ambition, man må have respekt for. Især fordi det lykkedes. Men nøj, hvor jeg kedede mig i lange perioder.
Jeg er skuffet men fortrøstningsfuld, fordi Boyle som sagt altid prøver noget nyt, så lad os se hvad han hiver op af hatten næste gang. Mon ikke han kan få noget højst seværdigt ud af Steve Jobs' liv.
"Trance" efterlod mig kold og uinspireret, og det kan jeg ikke sige om nogen anden af mandens film. På overfladen skal et stjålet Goya-maleri findes ved at komme et hukommelsestab til livs, men filmen bliver på anstrengende (og herefter trættende) vis ved med at give os hints om, at der mere på spil. Og det er der da også. Problemet er bare, at når vi så endelig får det stort anlagte twist til sidst, så virker det ikke. Uden at afsløre noget her så lad os bare sige, at den emotionelle skude, Boyle forventer, vi hopper om bord på til sidst, kommer alt for sent. Løbet er kørt. Det er ganske enkelt for sent at bede sit publikum om at sympatisere med sine hovedpersoner, når man indtil da kun har brugt tiden på at forvirre selvsamme publikum frem for at lade os lære dem at kende.
Rosario Dawsons karakter personificerer faktisk hele filmens problem. Jeg er ligeglad med hende. Og indtil hendes personlige historie klemmes ind til allersidst er hun cirka lige så interessant at høre på som Lars Barfoed på sovepiller.
Én ting skal Boyle dog have - han prøver noget nyt. Som med alle sine film bryder han konventioner og har et legende filmsprog. Denne gang er det bare mere en stiløvelse end en egentlig film. At lave en film der rent faktisk føles som om, man er i trance hele vejen, er en ambition, man må have respekt for. Især fordi det lykkedes. Men nøj, hvor jeg kedede mig i lange perioder.
Jeg er skuffet men fortrøstningsfuld, fordi Boyle som sagt altid prøver noget nyt, så lad os se hvad han hiver op af hatten næste gang. Mon ikke han kan få noget højst seværdigt ud af Steve Jobs' liv.
05/12-2014
