Kreativiteten er redningsvesten

Jeg holder meget af Wes Anderson, og jeg holder også meget af Steve Zissou, selvom han er lidt af et selvoptaget fjols. Og det er takket være Bill Murray som spiller rollen med få "udsving", der indimellem lader os vide, at der ligger et forvirret hjerte gemt inde bag den lyseblå uniform. Bill Murray er god i alle afskygninger, men det er altså en fornøjelse at se ham helt nedtonet og så se hvor meget, han alligevel formår at vise os. Gud hvor jeg elsker den mand.

Som sagt står Wes Anderson også mit filmhjerte nær, men jeg kan alligevel ikke helt hengive mig til hans fjerde værk. Den er stadig lidt for flagrende, hvilket selvfølgelig også er dens charme... "Nobody knows what's going to happen. And then we film it. That's the whole concept", lyder det fra Zissou i filmen. Og sådan føles det nogle gange. At der er gået lige lovlig meget 'fri leg' i den med for mange karakterer at holde styr på. Jeg tror, det ville have fungeret bedre med et mindre cast - det havde givet filmen den snert af intimitet, som den mangler.

Men hey, de fire stjerner er godt givet ud, og der er så mange elementer i filmen, der ikke er til at stå for. Jeg ridder absolut med på Jacques Cousteau-viben. Jeg elsker stop motion-fremstillingen af de selvopfundne havdyr. Jeg har lyst til at give Willem Dafoe i Lille Per-hat en krammer. Jeg griner stadig af de bevidst dårlige og ufarlige skuddueller. Men frem for alt, så vil jeg bare gerne om bord på det vidunderlige skib. Gå på opdagelse i biblioteket, koble af i saunaen og høre en masse David Bowie på portugisisk.