12 år som ung
4.0
Richard Linklater er ikke mindst kendt for sine tre Before-film - "Before Sunrise", "Before Sunset" og "Before Midnight" - der følger et par gennem næsten 20 år via tre nedslag i deres liv. Cirka sideløbende med de to sidste film i trilogien har han arbejdet på et andet projekt med tid som en afgørende dimension. Og "Boyhood" er imponerende alene af den grund, at optagelserne er foregået løbende igennem 11 år. På den måde følger man helt bogstaveligt hovedpersonen Mason, fra han er seks år, til han 12 år senere flytter hjemmefra for at gå på college.
Filmen er hverken mere eller mindre end det: En drengs opvækst, primært med hans familie som baggrund. Men det er også en ganske omskiftelig opvækst, hvor han og storesøsteren starter med at bo hos deres enlige mor, som kæmper for at få tingene til at hænge sammen, mens faderen er lidt af en vild fyr, der er taget til Alaska og kun dukker sporadisk op for at besøge sine børn. Derfra er der masser af udvikling, hvor moderen kommer igennem yderligere et par ægteskaber, mens hun samtidig får taget sin universitetsgrad og bliver en respekteret underviser. Også faderen gifter sig igen og falder til ro, efter han er vendt hjem til Texas (hvor hele filmen foregår). Mens Mason naturligvis begynder at orientere sig ud af familien, da han rammer teenageårene og får de første møder med alkohol, hash og kærlighed.
Det centrale begavede greb er i "Boyhood" er det ret simple, at hele dens historie i brudstykker bliver fortalt fra børnenes synsvinkel. Linklater har givetvis arbejdet løbende på manuskriptet, og nogle scener virker mere improviserede end scriptede. Men der er bestemt sammenhæng i tingene, og den samlede effekt er, at "Boyhood" bliver en begavet fortælling om overgangen fra barndom til ungdom - og ikke mindst om, hvordan éns udvikling i de år bliver præget af et sammensurium af påvirkninger, gode som dårlige. Her bruger Linklater især de to forældreskikkelser godt, for de skifter i markant grad position, efterhånden som årene går, og de selv træffer nye valg.
"Boyhood" er selvfølgelig også et stykke americana, da der sker masser af ting i USA i de år, den skildrer - fra Afghanistan-krig over finanskrise til Obama. Der har Linklater egentlig valgt en lidt sjov setting ved at lade filmen foregå i Texas, for Masons familie er venstreorienterede intellektuelle, hvilket ikke lige er arketypiske texanere, og jeg var overrasket over, at det ikke bliver brugt til at etablere mere konflikt. Men målet har tydeligvis været at favne en amerikansk skilsmissefamilie, snarere end at skildre et land med splittelser.
Og det lykkes altså også rigtig fint for Linklater, som ikke mindst får god hjælp fra Sandra Adair, der som klipper må have haft en mere end almindeligt udfordrende tjans med at få optagelser spredt over mere end et årti sat så effektivt sammen. For effektivt er det - selv om filmen anlægger et ganske roligt tempo, føles dens 165 minutter ikke for lange. Tværtimod er det en fornøjelse at være i selskab med dens utroligt troværdige karakterer, hvor især Patricia Arquette gør det fremragende som moderen, der er en virkelig flot afrundet rolle - stærk og svag på samme tid, men i sidste ende bare bundsympatisk trods åbenlyse fejl. Ethan Hawke er også fin som faderen, og så er én af de åbenlyse fordele ved Linklaters arbejdsmetode, at Ellar Coltrane og Lorelei Linklater virker enormt naturlige som bror og søster (og ja, Lorelei Linklater er naturligvis datter af instruktøren).
Jeg er ikke helt oppe at ringe og kalde "Boyhood" for et mesterværk, som der ellers er mange anmeldere, der gør. Men det er unægteligt en god film, som på en meget afdæmpet facon gør hverdagsliv og almindelig medmenneskelighed usædvanligt interessant på filmlærredet. Mine fire stjerner er med en stor pil opad.
Og det er i hvert fald en film, vi kommer til at høre mere til i de kommende måneder, for den er med helt fremme i førerfeltet her ved indgangen til den amerikanske awards season - hvor Arquette tippes som stensikker vinder af en birolle-Oscar, men hvor "Boyhood" lige nu også er favorit til at tage Bedste Film.
Filmen er hverken mere eller mindre end det: En drengs opvækst, primært med hans familie som baggrund. Men det er også en ganske omskiftelig opvækst, hvor han og storesøsteren starter med at bo hos deres enlige mor, som kæmper for at få tingene til at hænge sammen, mens faderen er lidt af en vild fyr, der er taget til Alaska og kun dukker sporadisk op for at besøge sine børn. Derfra er der masser af udvikling, hvor moderen kommer igennem yderligere et par ægteskaber, mens hun samtidig får taget sin universitetsgrad og bliver en respekteret underviser. Også faderen gifter sig igen og falder til ro, efter han er vendt hjem til Texas (hvor hele filmen foregår). Mens Mason naturligvis begynder at orientere sig ud af familien, da han rammer teenageårene og får de første møder med alkohol, hash og kærlighed.
Det centrale begavede greb er i "Boyhood" er det ret simple, at hele dens historie i brudstykker bliver fortalt fra børnenes synsvinkel. Linklater har givetvis arbejdet løbende på manuskriptet, og nogle scener virker mere improviserede end scriptede. Men der er bestemt sammenhæng i tingene, og den samlede effekt er, at "Boyhood" bliver en begavet fortælling om overgangen fra barndom til ungdom - og ikke mindst om, hvordan éns udvikling i de år bliver præget af et sammensurium af påvirkninger, gode som dårlige. Her bruger Linklater især de to forældreskikkelser godt, for de skifter i markant grad position, efterhånden som årene går, og de selv træffer nye valg.
"Boyhood" er selvfølgelig også et stykke americana, da der sker masser af ting i USA i de år, den skildrer - fra Afghanistan-krig over finanskrise til Obama. Der har Linklater egentlig valgt en lidt sjov setting ved at lade filmen foregå i Texas, for Masons familie er venstreorienterede intellektuelle, hvilket ikke lige er arketypiske texanere, og jeg var overrasket over, at det ikke bliver brugt til at etablere mere konflikt. Men målet har tydeligvis været at favne en amerikansk skilsmissefamilie, snarere end at skildre et land med splittelser.
Og det lykkes altså også rigtig fint for Linklater, som ikke mindst får god hjælp fra Sandra Adair, der som klipper må have haft en mere end almindeligt udfordrende tjans med at få optagelser spredt over mere end et årti sat så effektivt sammen. For effektivt er det - selv om filmen anlægger et ganske roligt tempo, føles dens 165 minutter ikke for lange. Tværtimod er det en fornøjelse at være i selskab med dens utroligt troværdige karakterer, hvor især Patricia Arquette gør det fremragende som moderen, der er en virkelig flot afrundet rolle - stærk og svag på samme tid, men i sidste ende bare bundsympatisk trods åbenlyse fejl. Ethan Hawke er også fin som faderen, og så er én af de åbenlyse fordele ved Linklaters arbejdsmetode, at Ellar Coltrane og Lorelei Linklater virker enormt naturlige som bror og søster (og ja, Lorelei Linklater er naturligvis datter af instruktøren).
Jeg er ikke helt oppe at ringe og kalde "Boyhood" for et mesterværk, som der ellers er mange anmeldere, der gør. Men det er unægteligt en god film, som på en meget afdæmpet facon gør hverdagsliv og almindelig medmenneskelighed usædvanligt interessant på filmlærredet. Mine fire stjerner er med en stor pil opad.
Og det er i hvert fald en film, vi kommer til at høre mere til i de kommende måneder, for den er med helt fremme i førerfeltet her ved indgangen til den amerikanske awards season - hvor Arquette tippes som stensikker vinder af en birolle-Oscar, men hvor "Boyhood" lige nu også er favorit til at tage Bedste Film.
08/12-2014
