Fremragende positivistisk film om arbejdet for udsatte unge
5.0
Den kryptiske titel er navnet på stedet, hvor det meste af filmen foregår: Institution nr. 12 for udsatte unge, som kun formodes at skulle være der i kort tid (deraf "short term"). Men som filmen viser, er der nogle af dem, som man ikke rigtig har andre steder at gøre af, og derfor ender de med at blive boende, til de bliver 18, og staten ikke længere har noget ansvar for dem.
Den debuterende forfatter-instruktør Destin Daniel Cretton har selv arbejdet på et sted a la Short Term 12, og hans erfaringer derfra har givet inspiration til filmens historier fra institutionens hverdag, som primært fortælles med to medarbejdere som indgangsvinkel. De to er hverken professionelle behandlere eller socialarbejdere, men er en del af det team af yngre medarbejdere på gulvet, som får tingene til at fungere i dagligdagen. Med mange små og store udfordringer - eksempelvis må de kun bruge fysisk magt til at tilbageholde beboerne, så længe de befinder sig på institutionens område. Og så er de to hovedpersoner også kærester, hvilket de af hensyn til arbejdet forsøger at holde skjult på institutionen.
Med det udgangspunkt folder "Short Term 12" et medrivende spind af menneskelige historier ud, hvor man både kommer tæt på flere af de unge, ser deres drømme og problemer - og får nogle sigende glimt af den ofte ekstremt dysfunktionelle baggrund, de kommer fra. Men hvor fortællingen også bliver bredt ud via de to hovedpersoner, der selv viser sig at have en lignende opvækst som baggrund for deres arbejde.
På den måde får "Short Term 12" et dobbelt lag i sin skildring af udsatte unge og deres udfordringer. På den ene side har filmen en gennemført positiv tro på, at man faktisk er i stand til at gøre noget for dem, der er endt et sted som Short Term 12, så de kan komme ud og få et mere normalt liv. Der er rigtig mange fine scener, som i små detaljer viser, at det virkelig betyder noget, at personalet eller de andre unge på stedet rækker ud, giver et skulderklap, viser sympati - også selv om selvmordsforsøg og stofmisbrug hele tiden lurer om hjørnet. Men på den anden side viser de to hovedpersoners historie, at de i den grad stadig har en grim bagage med sig ind i voksenlivet, som kan være særdeles svær at håndtere.
Der er det først og fremmest Brie Larson, der stråler som stedets supervisor, som tumler med nogle meget tunge ting, samtidig med at hun kæmper for hver og én af stedets beboere. Hun er decideret fremragende og spiller med en utrolig intensitet, både når hun ser de unge alvorligt i øjnene, tager dampen af situationer med en henkastet joke - og ikke mindst når hun mut slås med sine egne dæmoner. John Gallagher Jr. er også rigtig fin som hendes kæreste, men ud over Larson er det især Keith Stanfield og Kaitlyn Dever, jeg vil huske for deres portrætter af to af stedets beboere med tunge problemer på hjemmefronten. Stanfield har særligt én scene, som fuldstændig fik mig til at tabe underkæben, nemlig hvor han i mangel på bedre udtryksformer stille rapper om, hvad det er for et liv, han er vokset op i. Det er den følelsmæssigt stærkeste filmscene, jeg har set i flere år - det er faktisk vildt imponerende, at man kan pakke så meget intensitet ind i én kameraindstilling.
I det hele taget viser forfatter-instruktør Cretton et meget stort talent for at iscenesætte menneskeligt drama i "Short Term 12". Det er på én gang uden kæmpestore armbevægelser og samtidig drevet af en stor indre glød og social indignation, der sparker filmen og dens temaer lige ind i maven på én. Man kan nok beskylde "Short Term 12" for at være en tand for feelgood i dens urokkelige tro på, at det kan lade sig gøre at løfte alle ud af slummen og dysfunktionaliteten. Men det ville godt nok også være blevet en superdeprimerende film, hvis den havde været mere socialrealistisk. Og i sidste ende er det vel også Crettons velserverede pointe: Hvad nytter en institution som Short Term 12, hvis man ikke tror på, at de her unge kan hjælpes?
Den debuterende forfatter-instruktør Destin Daniel Cretton har selv arbejdet på et sted a la Short Term 12, og hans erfaringer derfra har givet inspiration til filmens historier fra institutionens hverdag, som primært fortælles med to medarbejdere som indgangsvinkel. De to er hverken professionelle behandlere eller socialarbejdere, men er en del af det team af yngre medarbejdere på gulvet, som får tingene til at fungere i dagligdagen. Med mange små og store udfordringer - eksempelvis må de kun bruge fysisk magt til at tilbageholde beboerne, så længe de befinder sig på institutionens område. Og så er de to hovedpersoner også kærester, hvilket de af hensyn til arbejdet forsøger at holde skjult på institutionen.
Med det udgangspunkt folder "Short Term 12" et medrivende spind af menneskelige historier ud, hvor man både kommer tæt på flere af de unge, ser deres drømme og problemer - og får nogle sigende glimt af den ofte ekstremt dysfunktionelle baggrund, de kommer fra. Men hvor fortællingen også bliver bredt ud via de to hovedpersoner, der selv viser sig at have en lignende opvækst som baggrund for deres arbejde.
På den måde får "Short Term 12" et dobbelt lag i sin skildring af udsatte unge og deres udfordringer. På den ene side har filmen en gennemført positiv tro på, at man faktisk er i stand til at gøre noget for dem, der er endt et sted som Short Term 12, så de kan komme ud og få et mere normalt liv. Der er rigtig mange fine scener, som i små detaljer viser, at det virkelig betyder noget, at personalet eller de andre unge på stedet rækker ud, giver et skulderklap, viser sympati - også selv om selvmordsforsøg og stofmisbrug hele tiden lurer om hjørnet. Men på den anden side viser de to hovedpersoners historie, at de i den grad stadig har en grim bagage med sig ind i voksenlivet, som kan være særdeles svær at håndtere.
Der er det først og fremmest Brie Larson, der stråler som stedets supervisor, som tumler med nogle meget tunge ting, samtidig med at hun kæmper for hver og én af stedets beboere. Hun er decideret fremragende og spiller med en utrolig intensitet, både når hun ser de unge alvorligt i øjnene, tager dampen af situationer med en henkastet joke - og ikke mindst når hun mut slås med sine egne dæmoner. John Gallagher Jr. er også rigtig fin som hendes kæreste, men ud over Larson er det især Keith Stanfield og Kaitlyn Dever, jeg vil huske for deres portrætter af to af stedets beboere med tunge problemer på hjemmefronten. Stanfield har særligt én scene, som fuldstændig fik mig til at tabe underkæben, nemlig hvor han i mangel på bedre udtryksformer stille rapper om, hvad det er for et liv, han er vokset op i. Det er den følelsmæssigt stærkeste filmscene, jeg har set i flere år - det er faktisk vildt imponerende, at man kan pakke så meget intensitet ind i én kameraindstilling.
I det hele taget viser forfatter-instruktør Cretton et meget stort talent for at iscenesætte menneskeligt drama i "Short Term 12". Det er på én gang uden kæmpestore armbevægelser og samtidig drevet af en stor indre glød og social indignation, der sparker filmen og dens temaer lige ind i maven på én. Man kan nok beskylde "Short Term 12" for at være en tand for feelgood i dens urokkelige tro på, at det kan lade sig gøre at løfte alle ud af slummen og dysfunktionaliteten. Men det ville godt nok også være blevet en superdeprimerende film, hvis den havde været mere socialrealistisk. Og i sidste ende er det vel også Crettons velserverede pointe: Hvad nytter en institution som Short Term 12, hvis man ikke tror på, at de her unge kan hjælpes?
09/12-2014
