Nun on the Run?

Stilistisk stramt komponeret polsk drama, der foregår i begyndelsen af 60'erne. Hovedpersonen er en ung novice, som er tæt på at afgive sit nonneløfte på det kloster, hun er vokset op i. Hun tror, hun hedder Anna, men en dag kalder abbedissen hende ind på sit kontor og fortæller, at hun oprindeligt hed Ida og var datter af et jødisk ægtepar. Abbedissen vil ikke lade hende vælge livet som nonne, før hun har mødt sin hidtil ukendte tante - og sammen med tanten rejser Ida nu tilbage til sin fødeegn for at finde ud af, hvad der under 2. Verdenskrig skete med hendes forældre.

Det er selvsagt en tragisk historie, der kommer frem, når vi taler jøder, Polen og 2. Verdenskrig. På den måde har "Ida" et stærkt undertema om fornægtelse, og at almindelige polakker også havde ansvaret for noget af det, der skete, mens nazisterne havde besat landet. Men først og fremmest handler filmen om Idas møde med verden uden for den beskyttede tilværelse i klostret. Én ting er, at hun så at sige på egen krop skal forholde sig til den brutale arv fra 2. Verdenskrig. Men hun kommer også ud i den trøstesløse hverdag i det kommunistiske Polen og møder tanten, der som både frihedskæmper og dommer har været med til at opbygge og forsvare det samfund, men selv er cirka lige så ramponeret som den kommunistiske drøm. Længslen efter et bedre og sjovere liv ligger og ulmer, men kommer kun lidt fordækt til udtryk i vodkadruk, jazzkoncerter og one-night stands.

Og for Ida bliver historiens roadtrip derfor også et spørgsmål om tilgivelse, værdier, og hvad hun selv vil med sit liv.

Det er som nævnt en meget stramt komponeret film, forfatter-instruktør Pawel Pawlikowski her har skruet sammen, hvor han ikke mindst har været et godt stykke tilbage i filmhistorien for at hente centrale virkemidler. "Ida" er smukt og stemningsfuldt fotograferet med en rolig sort-hvid billedflade, hvor brugen af kontrastende lys og skygger er inspireret af 40'ernes og 50'ernes film. Der er bl.a. flere frames, hvor kompositionen tydeligt er inspireret af én af de bedste danske film nogensinde, Carl Th. Dreyers "Vredens dag". Og i fortælletempo og -stil minder "Ida" også klart om de franske nybølgefilm fra 60'erne.

Pawlikowski kan med andre ord sine grundteknikker, og foran kameraet får han især god hjælp af Agata Kulesza, der er virkelig skarp som Idas hedonistiske og kynisk desillusionerede tante. Agata Trzebuchowska gør det også udmærket som Ida, men hendes rolle har ikke helt samme muligheder, fordi hun mere er en passiv betragter af en underlig verden, hun aldrig rigtig har set før.

"Ida" har altså mange fine detaljer og er teknisk enormt veludført, men til gengæld synes jeg, at den er en smule svag i sin fortælling. Anmeldere i både Danmark og udlandet har været enormt glade for filmen og kalder den uforglemmelig og overraskende. Så måske er der nuancer, jeg simpelt hen ikke ser, men jeg synes, den er meget lige ud ad landevejen og ikke synderligt overraskende - hverken når den forholder sig til jødeforfølgelse eller livet bag jerntæppet. "Ida" er afgjort en film med en religiøs undertone, der i sidste ende formidler det kristne kærlighedsbudskab og et konservativt syn på individets rolle i verden. Men den har altså ikke rigtig noget at sige, jeg ikke havde hørt mange gange i forvejen. Til gengæld fortæller Pawlikowski det på en teknisk overbevisende måde.