I en tid før RoboCop og Schwarzenegger.....
4.0
Den sidste film Paul Verhoeven lavede inden, han skød sin Hollywood-karriere i gang med en af mine all time-yndlingsfilm ”RoboCop” er faktisk en ret underholdende sag. ”Flesh+Blood” er et helhjertet og dejlig bramfrit portræt af middelalderen.
Jovist, den har bestemt sine knaster. Især i plot-fremdriften. Dette skyldes, at Verhoeven for første gang i karrieren ikke storyboardede sin film men improviserede undervejs. Noget han senere fortrød på grund af omfanget af produktionen, som oversteg forventningerne.
Men ellers er der ikke mange kedelige stunder, og det er en film, der sprudler på godt og ondt. Den er sin egen. Den er brutal og beskidt, men den rammer også en lys og munter tone flere steder. Eksemplificeret ved forelskelsesscenen hvor vores unge par lover hinanden deres kærlighed, mens baggrundskulissen udgøres af to galge-dinglende lig med åbent benbrud.
Og så er den fyldt med fascinerende elementer. Tag nu bare selve kærlighedshistorien som er....skal vi sige....alternativ. De færreste romancer starter vel med at den ene part voldtager sig vej til kvindens hjerte. Men det er filmens styrke – den er ukonventionel og lægger aldrig en dæmper på sig selv, og det er dér, mange andre middelalderfilm begår en fejl. Det er middelalderen - det SKAL være voldsomt. Her kan man høre kødet trævle, når et spyd flyver igennem korpus.
Fascinationen gælder også tematikken. Det er først og fremmest en adventure-film, men nogle gange kan Verhoeven ikke dy sig. Såsom i slutscenen hvor han på næsten Triersk vis behandler kvindens natur. De to elskende får på klassisk vis hinanden, men alligevel sender hun længselsblikke efter Hauers karakter til sidst. Vi ser hende oveni købet give et lettet suk, idet hun opdager, han har overlevet. Altså den mand som få minutter før var i gang med at kvæle hende, inden hun blev reddet af sin bejler. Hmmm.
Rutger Hauer er i øvrigt tryllebindende som antihelten Martin. Hans kryptiske præstation er alene grund nok til at se filmen. Og ellers så se den alene for det faktum at et af våbnene i filmen er en katapulteret pest-ramt hund.
Jovist, den har bestemt sine knaster. Især i plot-fremdriften. Dette skyldes, at Verhoeven for første gang i karrieren ikke storyboardede sin film men improviserede undervejs. Noget han senere fortrød på grund af omfanget af produktionen, som oversteg forventningerne.
Men ellers er der ikke mange kedelige stunder, og det er en film, der sprudler på godt og ondt. Den er sin egen. Den er brutal og beskidt, men den rammer også en lys og munter tone flere steder. Eksemplificeret ved forelskelsesscenen hvor vores unge par lover hinanden deres kærlighed, mens baggrundskulissen udgøres af to galge-dinglende lig med åbent benbrud.
Og så er den fyldt med fascinerende elementer. Tag nu bare selve kærlighedshistorien som er....skal vi sige....alternativ. De færreste romancer starter vel med at den ene part voldtager sig vej til kvindens hjerte. Men det er filmens styrke – den er ukonventionel og lægger aldrig en dæmper på sig selv, og det er dér, mange andre middelalderfilm begår en fejl. Det er middelalderen - det SKAL være voldsomt. Her kan man høre kødet trævle, når et spyd flyver igennem korpus.
Fascinationen gælder også tematikken. Det er først og fremmest en adventure-film, men nogle gange kan Verhoeven ikke dy sig. Såsom i slutscenen hvor han på næsten Triersk vis behandler kvindens natur. De to elskende får på klassisk vis hinanden, men alligevel sender hun længselsblikke efter Hauers karakter til sidst. Vi ser hende oveni købet give et lettet suk, idet hun opdager, han har overlevet. Altså den mand som få minutter før var i gang med at kvæle hende, inden hun blev reddet af sin bejler. Hmmm.
Rutger Hauer er i øvrigt tryllebindende som antihelten Martin. Hans kryptiske præstation er alene grund nok til at se filmen. Og ellers så se den alene for det faktum at et af våbnene i filmen er en katapulteret pest-ramt hund.
12/12-2014
