Der er to gode grunde til at se denne film, og de hedder begge Robert
3.0
Der er to grunde til at se den her film, men de er til gengæld gode: Robert Downey Jr. og Robert Duvall. De to giver den fuld skrue med hele deres sædvanlige register i denne historie om et forbitret far-søn-forhold, og det er simpelt hen en fornøjelse at se på.
Duvall er faderen - en krakilsk, dominerende, stivnakket mand, der er dommer i en lille by i Indiana. Men som selvfølgelig er god nok på bunden. Downey er den fortabte søn, som er blevet en supersuccesfuld forsvarsadvokat i Chicago. Han er en kynisk og selvcentreret type, der i årevis har været på kant med faderen, men er selvfølgelig også god nok på bunden.
Handlingen i "The Judge" tager udgangspunkt i, at Downey kommer hjem til sin mors begravelse. Egentlig har han kun tænkt sig at være der i et par dage, men opholdet bliver forlænget, efter hans far bliver anklaget for at have kørt en cyklist ihjel. Og da cyklisten var en mand, som dommeren måske havde dårlig samvittighed over at have dømt for mildt i en gammel sag, er der måske tale om overlagt mord. Så selv om Duvall sætter sig imod i starten, ender det selvsagt med, at han får sin talentfulde søn som forsvarer.
Som det fremgår, er der meget i "The Judge", som er forudsigeligt, men det er også en fuldstændig skabelonskåret feelgood-historie. Først og fremmest handler den om far og søn, der har brug for at se forbi hinandens fejl, tale de gamle konflikter igennem og opdage, at de vil hinanden det godt. Og så er det også en fortælling, der taler til de nære værdier og minder om film som "My Cousin Vinny" eller "Doc Hollywood" i sin stille kærlighedserklæring til familie og lokalsamfund frem for den kyniske storby.
"The Judge" skal så have ros for, at den ikke falder i alle feelgood-klicheerne. Konsekvenserne af dommerens høje alder skildres med en barsk ærlighed, som ikke er normal i Hollywood-film, og i filmens klimaks bliver plottet faktisk forløst på en ret overraskende måde. Men derudover er der virkelig tale om en historie, der koger suppe på gamle ben, og som er dybt forudsigelig i sit budskab, om at vi skal være søde og rare ved vores nærmeste. Plus at instruktør David Dobkin tydeligvis ikke har hørt om at begrænse sig, når han kan få den her fortælling til at vare hele 141 minutter. Det giver selvfølgelig mulighed for, at fine karakterskuespillere som Vera Farmiga, Billy Bob Thornton og Vincent D'Onofrio kan folde deres biroller mere ud. Men altså ... "The Judge" er mindst en halv time for lang.
Det gode er så, at man i størstedelen af den halve time er i strålende selskab med Robert Duvall og Robert Downey Jr.
Duvall er faderen - en krakilsk, dominerende, stivnakket mand, der er dommer i en lille by i Indiana. Men som selvfølgelig er god nok på bunden. Downey er den fortabte søn, som er blevet en supersuccesfuld forsvarsadvokat i Chicago. Han er en kynisk og selvcentreret type, der i årevis har været på kant med faderen, men er selvfølgelig også god nok på bunden.
Handlingen i "The Judge" tager udgangspunkt i, at Downey kommer hjem til sin mors begravelse. Egentlig har han kun tænkt sig at være der i et par dage, men opholdet bliver forlænget, efter hans far bliver anklaget for at have kørt en cyklist ihjel. Og da cyklisten var en mand, som dommeren måske havde dårlig samvittighed over at have dømt for mildt i en gammel sag, er der måske tale om overlagt mord. Så selv om Duvall sætter sig imod i starten, ender det selvsagt med, at han får sin talentfulde søn som forsvarer.
Som det fremgår, er der meget i "The Judge", som er forudsigeligt, men det er også en fuldstændig skabelonskåret feelgood-historie. Først og fremmest handler den om far og søn, der har brug for at se forbi hinandens fejl, tale de gamle konflikter igennem og opdage, at de vil hinanden det godt. Og så er det også en fortælling, der taler til de nære værdier og minder om film som "My Cousin Vinny" eller "Doc Hollywood" i sin stille kærlighedserklæring til familie og lokalsamfund frem for den kyniske storby.
"The Judge" skal så have ros for, at den ikke falder i alle feelgood-klicheerne. Konsekvenserne af dommerens høje alder skildres med en barsk ærlighed, som ikke er normal i Hollywood-film, og i filmens klimaks bliver plottet faktisk forløst på en ret overraskende måde. Men derudover er der virkelig tale om en historie, der koger suppe på gamle ben, og som er dybt forudsigelig i sit budskab, om at vi skal være søde og rare ved vores nærmeste. Plus at instruktør David Dobkin tydeligvis ikke har hørt om at begrænse sig, når han kan få den her fortælling til at vare hele 141 minutter. Det giver selvfølgelig mulighed for, at fine karakterskuespillere som Vera Farmiga, Billy Bob Thornton og Vincent D'Onofrio kan folde deres biroller mere ud. Men altså ... "The Judge" er mindst en halv time for lang.
Det gode er så, at man i størstedelen af den halve time er i strålende selskab med Robert Duvall og Robert Downey Jr.
15/12-2014
