Jesus was here and I was there
5.0
Jeg husker stadig, hvor delte meningerne var omkring "The Passion of the Christ" for 10 år siden. Udtrykket 'at dele vandene' bliver ofte misbrugt, men her kunne man for en gangs skyld bruge det. Jeg tror, det var første gang, jeg for alvor tog en kugle for en film. Mange af mine bekendtskaber havde travlt med at kalde den manipulerende og ved samme lejlighed gøre opmærksom på deres ateisme. De missede pointen.
Nej, jeg bekender mig heller ikke til nogen tro, men jeg er så sandelig heller ikke blind for det filosofiske grundstof, der ligger i kristendommen. Man er blændet, hvis ikke man anerkender den gode historie. Og dem er der dælme mange af i Biblen. 'Passion' er dog en minimalistisk Jesus-fortælling, der fokuserer på en ganske lille periode i mandens dødelige liv (de sidste 12 timer), men hvor man til gengæld mærker et spirituelt vingesus af episke proportioner.
Jeg gider næsten ikke engang omtale beskyldningerne om antisemitisme og voldsporno, men....just for the record: 1) Ja, jøderne er nogle fandens karle i filmen. Det er de som bekendt også i forlægget. 2) Ja, der er blodige voldshandlinger i filmen. Det er der som bekendt også i forlægget.
Men gu ER det da en voldsom film. Det er vel en af de blodigste og mest voldelige, der nogensinde er lavet. Men det er nu engang det ene virkemiddel, Mel Gibson har i den historie, han har valgt at fortælle. Jeg mener ikke, volden er pornografisk. Den er et kunstnerisk redskab i denne sammenhæng. Læg eksempelvis mærke til, hvordan Gibson lader kameraet flygte fra væk fra scenerne, når smertegrænsen er nået. Og så tilbage igen, det er klart, ellers er der jo ingen fortælling.
Derudover er der indtil flere elementer i 'Passion', som næppe kunne fungere bedre. John Debneys score er formidabelt. Gibsons indlagte horror-sekvenser er blændende, især skildringen af Satan er både nytænkende og giver kuldegysninger. Skuespillerne er velvalgte. Jim Caviezels Jesus er underligt perfekt. Han formår på uforklarlig vis at kombinere den klassiske fremstilling af ham med et nærvær, der gør personen spændende og ægte igen. Caviezel røg selv ind i uheld under optagelserne og måtte efter filmen igennem en hjerteoperation på grund af stress. Life imitating art. En på alle måder unik skuespilpræstation.
Men vent, så mange lovord - så er jeg vel i sidste ende blevet manipuleret? Tja, i hvert fald ikke i propagandistisk forstand. Jeg er slet og ret bare dybt imponeret over, hvordan denne film tager mig med på rejsen. Dette er en af de bedste 'jeg var der'-film, der er lavet om en historisk begivenhed. For hvad enten man kan holde blodbadet ud eller ej, så insisterer 'Passion' på at lade dig gå i de tunge fodspor sammen med vores hovedperson. Hele vejen. Og det gør nas - nøjagtig som det skal. Det er pointen, og man behøves ikke være religiøs for at kunne se meningen med galskaben. Jeg ser simpelthen filmen som et ekspressionistisk pragtstykke. Gud, hvor burde Mel Gibson lave flere film.
Nej, jeg bekender mig heller ikke til nogen tro, men jeg er så sandelig heller ikke blind for det filosofiske grundstof, der ligger i kristendommen. Man er blændet, hvis ikke man anerkender den gode historie. Og dem er der dælme mange af i Biblen. 'Passion' er dog en minimalistisk Jesus-fortælling, der fokuserer på en ganske lille periode i mandens dødelige liv (de sidste 12 timer), men hvor man til gengæld mærker et spirituelt vingesus af episke proportioner.
Jeg gider næsten ikke engang omtale beskyldningerne om antisemitisme og voldsporno, men....just for the record: 1) Ja, jøderne er nogle fandens karle i filmen. Det er de som bekendt også i forlægget. 2) Ja, der er blodige voldshandlinger i filmen. Det er der som bekendt også i forlægget.
Men gu ER det da en voldsom film. Det er vel en af de blodigste og mest voldelige, der nogensinde er lavet. Men det er nu engang det ene virkemiddel, Mel Gibson har i den historie, han har valgt at fortælle. Jeg mener ikke, volden er pornografisk. Den er et kunstnerisk redskab i denne sammenhæng. Læg eksempelvis mærke til, hvordan Gibson lader kameraet flygte fra væk fra scenerne, når smertegrænsen er nået. Og så tilbage igen, det er klart, ellers er der jo ingen fortælling.
Derudover er der indtil flere elementer i 'Passion', som næppe kunne fungere bedre. John Debneys score er formidabelt. Gibsons indlagte horror-sekvenser er blændende, især skildringen af Satan er både nytænkende og giver kuldegysninger. Skuespillerne er velvalgte. Jim Caviezels Jesus er underligt perfekt. Han formår på uforklarlig vis at kombinere den klassiske fremstilling af ham med et nærvær, der gør personen spændende og ægte igen. Caviezel røg selv ind i uheld under optagelserne og måtte efter filmen igennem en hjerteoperation på grund af stress. Life imitating art. En på alle måder unik skuespilpræstation.
Men vent, så mange lovord - så er jeg vel i sidste ende blevet manipuleret? Tja, i hvert fald ikke i propagandistisk forstand. Jeg er slet og ret bare dybt imponeret over, hvordan denne film tager mig med på rejsen. Dette er en af de bedste 'jeg var der'-film, der er lavet om en historisk begivenhed. For hvad enten man kan holde blodbadet ud eller ej, så insisterer 'Passion' på at lade dig gå i de tunge fodspor sammen med vores hovedperson. Hele vejen. Og det gør nas - nøjagtig som det skal. Det er pointen, og man behøves ikke være religiøs for at kunne se meningen med galskaben. Jeg ser simpelthen filmen som et ekspressionistisk pragtstykke. Gud, hvor burde Mel Gibson lave flere film.
21/12-2014
