Farvel til Middle-Earth med en episk film på det jævne
3.0
Peter Jackson afslutter sin filmatisering af "The Hobbit" med smæk for skillingen fra første sekund. "The Battle of the Five Armies" starter lige på og hårdt med Smaugs angreb på Lake-town, og derfra går det hastigt videre med opbygning af spænding omkring The Lonely Mountain, hvor dværgene nu har genindtaget deres gamle rige, men hvor både elvere og mennesker også mener at have krav på nogle af de rigdomme, dragen vogtede over. Da de er ved at ryge i totterne på hinanden, dukker der også en hær af orker op, og så har vi det store slag, som filmen har taget navn efter.
Jackson går altså meget direkte efter at levere epik og patos helt fra første scene, men det er, som om filmen aldrig kommer ud af det gear, hvor det hele bare skal være grandiost og episk hele tiden. Det bliver selvfølgelig understøttet af storslåede scenerier og nydelige computereffekter, men i mine øjne mangler filmen at gå lidt ned i gear en gang imellem, så der også bliver tid til at binde fortællingen sammen og bygge op til de næste højdepunkter. I stedet er det konstant 1, 2, 3, og så står der igen nogle og råber ad hinanden, så vi kan få noget action.
Der er det også et problem, at Jackson så gerne har villet bygge bro til "The Lord of the Rings" og fylde nogle af Tolkiens huller ud. For filmens sekvens med Gandalf, Galadriel, Elrond og Saruman, der konfronterer Sauron, er ærligt talt ret ligegyldig og åbner næsten for flere spørgsmål, end den besvarer. Og den sekvens kommer endda efter en åbning i Lake-town, som for mig ikke er helt tilfredsstillende - selv om Jackson virkelig prøver på at gøre den passende dramatisk.
Så virker det klart bedre i sekvensen omkring The Lonely Mountain, hvor dværgeprinsen Thorin Oakenshield i bogstaveligste forstand er ramt af guldfeber. Der bliver de forskellige positioner i konflikten gjort tydelige via effektiv krydsklipning - godt nok med særdeles firkantet karakterskildring, men det virker. Og det glider naturligt over i den store afslutning, hvor Jackson klart er på hjemmebane. Det er ikke nogen nyhed, at han er dygtig til store slagscener, og de er da også imponerende lavet i "The Battle of the Five Armies". Men selv om det visuelle er på plads, er det igen på nogen bekostning af det fortællemæssige: Et stort slag er kun for alvor spændende, hvis man forstår, hvad der foregår, og hvilke faktorer der ændrer styrkeforholdet mellem hærene. Basal spændingsopbygning. Det var Jackson særligt fantastisk dygtig til i slaget om Helm's Deep i "The Two Towers", hvor man virkelig forstod, at det var altafgørende, at heltene havde succes med deres forskellige udfald. Her virker det mest af alt, som om de alle sammen står og tæver løs på hinanden i en stor bunke midt på en græsplæne, og det er altså mindre ophidsende. Og så vil jeg ikke bruge mange bogstaver på at skrive, hvad jeg mener om dværge, der rider på svin og bjerggeder ... det er bare forkert.
Men der bliver naturligvis plads til en passende episk afsluttende tvekamp mod den onde orkchef, og jeg vil også give Jackson, at det lykkes ham at få noget godt ud af den elver-dværge-romance, som virkede forfærdelig påklistret i "The Desolation of Smaug". Den holder faktisk fint som følelsesmæssigt fokus her, og det er egentlig også helt okay, at Legolas igen hopper rundt og skyder de onde, selv om han først burde komme med i "The Lord of the Rings". Til gengæld er det temmelig ærgerligt - og igen et kiks i fortællingen - at filmen slet ikke får afrundet begivenhederne i Dale og The Lonely Mountain efter slaget, men bare spæner hjem til hobbitterne i The Shire igen.
Alt i alt slutter "The Hobbit"-trilogien med en ganske passabel omgang underholdning - endnu et hyggeligt gensyn med Middle-Earth, hvor der hele tiden sker noget på lærredet, og det netop er meget præcist at skrive, at man hygger sig i selskab med Bilbo og resten af heltegalleriet. Den er bare ikke i nærheden af den volumen og power, som Jackson nåede i "The Lord of the Rings"-filmene, og det skyldes uden tvivl den fundamentalt forkerte beslutning om at hive og strække "The Hobbit" ud til tre lange film. Det kan bogen simpelt hen ikke bære.
Og apropos den sidste pointe - page count: Som jeg allerede talte op ved film nr. to, var der kun 53 sider tilbage i min paperback-udgave af "The Hobbit" til at fylde i "The Battle of the Five Armies". Dermed er vi nede på et tempo på kun 0,37 bogsider forbrugt pr. filmminut, hvilket faktisk betyder, at denne her bevæger sig med halv hastighed igennem bogen i forhold til "The Desolation of Smaug", som brugte 0,75 bogsider pr. filmminut. Set i det lys er det ganske godt klaret, at sidste afsnit føles så tempofyldt, som tilfældet er, men Jackson har selvfølgelig også sørget for at skubbe flest mulige højdepunkter ind i film nr. tre. Resultatet er ikke helt skidt, men heller ikke helt godt.
Jackson går altså meget direkte efter at levere epik og patos helt fra første scene, men det er, som om filmen aldrig kommer ud af det gear, hvor det hele bare skal være grandiost og episk hele tiden. Det bliver selvfølgelig understøttet af storslåede scenerier og nydelige computereffekter, men i mine øjne mangler filmen at gå lidt ned i gear en gang imellem, så der også bliver tid til at binde fortællingen sammen og bygge op til de næste højdepunkter. I stedet er det konstant 1, 2, 3, og så står der igen nogle og råber ad hinanden, så vi kan få noget action.
Der er det også et problem, at Jackson så gerne har villet bygge bro til "The Lord of the Rings" og fylde nogle af Tolkiens huller ud. For filmens sekvens med Gandalf, Galadriel, Elrond og Saruman, der konfronterer Sauron, er ærligt talt ret ligegyldig og åbner næsten for flere spørgsmål, end den besvarer. Og den sekvens kommer endda efter en åbning i Lake-town, som for mig ikke er helt tilfredsstillende - selv om Jackson virkelig prøver på at gøre den passende dramatisk.
Så virker det klart bedre i sekvensen omkring The Lonely Mountain, hvor dværgeprinsen Thorin Oakenshield i bogstaveligste forstand er ramt af guldfeber. Der bliver de forskellige positioner i konflikten gjort tydelige via effektiv krydsklipning - godt nok med særdeles firkantet karakterskildring, men det virker. Og det glider naturligt over i den store afslutning, hvor Jackson klart er på hjemmebane. Det er ikke nogen nyhed, at han er dygtig til store slagscener, og de er da også imponerende lavet i "The Battle of the Five Armies". Men selv om det visuelle er på plads, er det igen på nogen bekostning af det fortællemæssige: Et stort slag er kun for alvor spændende, hvis man forstår, hvad der foregår, og hvilke faktorer der ændrer styrkeforholdet mellem hærene. Basal spændingsopbygning. Det var Jackson særligt fantastisk dygtig til i slaget om Helm's Deep i "The Two Towers", hvor man virkelig forstod, at det var altafgørende, at heltene havde succes med deres forskellige udfald. Her virker det mest af alt, som om de alle sammen står og tæver løs på hinanden i en stor bunke midt på en græsplæne, og det er altså mindre ophidsende. Og så vil jeg ikke bruge mange bogstaver på at skrive, hvad jeg mener om dværge, der rider på svin og bjerggeder ... det er bare forkert.
Men der bliver naturligvis plads til en passende episk afsluttende tvekamp mod den onde orkchef, og jeg vil også give Jackson, at det lykkes ham at få noget godt ud af den elver-dværge-romance, som virkede forfærdelig påklistret i "The Desolation of Smaug". Den holder faktisk fint som følelsesmæssigt fokus her, og det er egentlig også helt okay, at Legolas igen hopper rundt og skyder de onde, selv om han først burde komme med i "The Lord of the Rings". Til gengæld er det temmelig ærgerligt - og igen et kiks i fortællingen - at filmen slet ikke får afrundet begivenhederne i Dale og The Lonely Mountain efter slaget, men bare spæner hjem til hobbitterne i The Shire igen.
Alt i alt slutter "The Hobbit"-trilogien med en ganske passabel omgang underholdning - endnu et hyggeligt gensyn med Middle-Earth, hvor der hele tiden sker noget på lærredet, og det netop er meget præcist at skrive, at man hygger sig i selskab med Bilbo og resten af heltegalleriet. Den er bare ikke i nærheden af den volumen og power, som Jackson nåede i "The Lord of the Rings"-filmene, og det skyldes uden tvivl den fundamentalt forkerte beslutning om at hive og strække "The Hobbit" ud til tre lange film. Det kan bogen simpelt hen ikke bære.
Og apropos den sidste pointe - page count: Som jeg allerede talte op ved film nr. to, var der kun 53 sider tilbage i min paperback-udgave af "The Hobbit" til at fylde i "The Battle of the Five Armies". Dermed er vi nede på et tempo på kun 0,37 bogsider forbrugt pr. filmminut, hvilket faktisk betyder, at denne her bevæger sig med halv hastighed igennem bogen i forhold til "The Desolation of Smaug", som brugte 0,75 bogsider pr. filmminut. Set i det lys er det ganske godt klaret, at sidste afsnit føles så tempofyldt, som tilfældet er, men Jackson har selvfølgelig også sørget for at skubbe flest mulige højdepunkter ind i film nr. tre. Resultatet er ikke helt skidt, men heller ikke helt godt.
30/12-2014
