Superflot, men hakkende bibelhistorie

Ridley Scott giver sig i lag med én af verdens ældste store fortællinger i "Exodus: Gods and Kings", der skildrer Moses' liv som fortalt i Det Gamle Testamente. Det er altså den velkendte historie, hvor hovedpersonen starter med at være prins af Egypten og en nær ven af kronprins Ramses. Men efter at Ramses er blevet farao, bliver det afsløret, at Moses i virkeligheden er et hebraisk hittebarn, og derfor bliver han landsforvist. Ni år senere vender Moses så tilbage til Egypten, efter at han har fået en guddommelig vision, om at han skal lede de hebraiske slaver til friheden i det forjættede land.

Historien om israelitternes udvandring er egentlig en lidt sjov fortælling at kaste sig over for en erklæret ateist som Scott, men det virker et langt stykke ad vejen, som om han har villet give den samme behandling, som han sigtede efter i sin Robin Hood-film. Nemlig at fortælle historien bag myten, altså hvordan virkelige begivenheder kan have givet grundlag for den fortælling, vi kender i dag.

Der er jo fx ingen tvivl om, at det egyptiske imperium har eksisteret, eller at de holdt folk som slaver, og oven i det bliver der givet okay plausible forklaringer på de naturkatastrofer eller plager, der rammer landet (selv om der så ikke bliver lyttet til videnskaben). Og filmen stiller åbent spørgsmålstegn ved, om Moses bare var en mand, der fik mærkelige syner, efter han havde slået hovedet. Men som nævnt holder den kun stilen et stykke ad vejen, for de sidste to plager bliver iscenesat helt efter bogen (altså Bibelen). Og dermed får "Exodus: Gods and Kings" et underligt tvetydigt udtryk, som går igen i visualiseringen af Gud som en vred lille dreng. Der synes jeg virkelig ikke, at filmen formår at forklare, hvorfor nogen skulle hoppe på den religiøse forestilling. Men jeg er selvfølgelig heller ikke troende, så måske giver det bedre mening, hvis man er det.

Til gengæld er "Exodus: Gods and Kings" helt overdådig som visuel fortælling. Det er uden sammenligning den mest imponerende genskabelse af oldtiden, jeg har set på film. Scott kan jo virkelig lave storslåede billeder, selvfølgelig hjulpet af computeranimationer, men filmen rammer ikke mindst plet, ved at den formår at gøre sin verden til et sted, hvor man tror på, at der har levet rigtige mennesker. Det gælder især i designet af den egyptiske hovedstad, Memphis, som er overbevisende fra fattige slavekvarterer til store paladser inklusive kæmpestore gudestatuer. Ja, selv de sære egyptiske kostumer er troværdige som noget, folk måske godt kunne have haft på. Og der er i den grad også tryk på animationerne af de ti plager.

Dermed er det her et sjældent tilfælde, hvor det visuelle alene var nok til at holde mig fanget i det meste af filmen, for historien hakker altså noget, og der er også seriøse problemer i karakterskildringen. Christian Bale er ellers et fint valg som Moses - han har da den udstråling, der grundlæggende skal til. Men selv om man egentlig får bygget hans forhistorie godt op, er det ikke helt let at forstå, hvorfor manden pludselig skal udvikle sig til en religiøs fundamentalist. Der sker et meget stort spring der, også fordi man ikke får etableret nok forargelse, over at hebræerne bliver holdt som slaver. Som modspil til Moses fungerer María Valverde godt i en sødmefyldt rolle som hans kone, men til gengæld er Joel Edgerton alt for bøvet i en ellers interessant tolkning af Ramses den 2. Og så bliver kendte ansigter som Sigourney Weaver og Ben Kingsley spildt i småroller, mens John Turturro er et decideret besynderligt valg som den gamle farao.

Ridley Scott skal bestemt have ros for, at han ikke bare har villet lave den klassiske bibelfilm og en ny version af Charlton Heston i "The Ten Commandments". Der er interessante tilløb og detaljer her, men fortællingen hakker og bliver så inkonsekvent i sin fortolkning af Det Gamle Testamente, at det desværre kun er den imponerende billedside, som virkelig kan kaldes en succes i "Exodus: Gods and Kings". Som i øvrigt også er en aldeles rædselsfuld titel.