Tynd historie, men agentpingvinerne er stadig morsomme
3.0
Efter først at have fået deres egen tv-serie som spinoff er de fire agentpingviner fra "Madagascar" nu også blevet opgraderet til en hel spillefilm. I den starter pingvinerne med at udføre et velplanlagt indbrud i Fort Knox, men midt i det hele bliver de bortført af en bande blæksprutter, som viser sig at være ledet af Dave - en kæmpeblæksprutte, der mistede al opmærksomhed fra publikum, da de nuttede pingviner kom til Central Park Zoo. Nu har Dave - med fin stemmeføring af John Malkovich - så en ond plan om at hævne sig på alle zoo-pingviner i hele verden.
"Penguins of Madagascar" er fundamentalt set drevet af samme idé, der gjorde pingvinerne til ét af de sjoveste indslag i den oprindelige "Madagascar": Nemlig den paradoksale humor i at have fire pingviner, der optræder som superagenter i bedste filmstil. Her bliver den idé pumpet for alt, hvad den kan trække, i en film, der konstant sprøjter gags ud i alle retninger. Både i en kontinuerlig strøm af ordspil, slapstick og anarkistiske indslag, men selvfølgelig også med mængder af referencer til James Bond, Mission: Impossible og andre genreklassikere.
Helt i tråd med genren zapper plottet også heltene rundt i actionsekvenser over hele jordkloden. Men derudover er plottet virkelig tyndt. Lad gå med, at Dave er en pænt fjollet superskurk med totalt usammenhængende planer - de kan bare ikke rigtig bære at være fokus for en hel film. Derfor har de mange tilknyttede DreamWorks-forfattere pumpet handlingen op med en "elite undercover inter-species task force" ved navn The North Wind, der også jagter de onde blæksprutter, og som betragter pingvinerne som en flok amatører, der bare går i vejen. Hele det subplot er bare ligegyldigt. Så går det dog lidt bedre med pingvinernes interne plot, om at det yngste medlem, Private, skal vinde respekt internt i gruppen. Men som sammenhængende fortælling er "Penguins of Madagascar" altså stadig en papirstynd omgang.
Til gengæld er det en film, der bliver leveret med ekstremt høj energi, og hvor der bliver skudt på alle tænkelige jokes i sigte - bl.a. ved at filmen hele vejen spiller på, at pingviner er urimeligt nuttede, hvilket der kommer mange fine øjeblikke ud af. I det hele taget redder det meget, at filmen bare tonser derudad, for den er virkelig morsom mange steder, og dermed glemmer man hurtigt, at den forrige joke måske ikke sad lige i skabet, eller at The North Wind generelt er et dødssygt sidespor. Og så er der i øvrigt også en smuk in-joke i, at pingvinerne starter med at skride fra de andre dyr, fordi de er trætte af at høre på "I Like to Move It".
"Penguins of Madagascar" er halvanden times glad underholdning med udmærkede animationer og et sympatisk anarkistisk glimt i øjet - men også en film, som er hurtigt glemt, når man har grinet færdig og går ud af biografsalen.
"Penguins of Madagascar" er fundamentalt set drevet af samme idé, der gjorde pingvinerne til ét af de sjoveste indslag i den oprindelige "Madagascar": Nemlig den paradoksale humor i at have fire pingviner, der optræder som superagenter i bedste filmstil. Her bliver den idé pumpet for alt, hvad den kan trække, i en film, der konstant sprøjter gags ud i alle retninger. Både i en kontinuerlig strøm af ordspil, slapstick og anarkistiske indslag, men selvfølgelig også med mængder af referencer til James Bond, Mission: Impossible og andre genreklassikere.
Helt i tråd med genren zapper plottet også heltene rundt i actionsekvenser over hele jordkloden. Men derudover er plottet virkelig tyndt. Lad gå med, at Dave er en pænt fjollet superskurk med totalt usammenhængende planer - de kan bare ikke rigtig bære at være fokus for en hel film. Derfor har de mange tilknyttede DreamWorks-forfattere pumpet handlingen op med en "elite undercover inter-species task force" ved navn The North Wind, der også jagter de onde blæksprutter, og som betragter pingvinerne som en flok amatører, der bare går i vejen. Hele det subplot er bare ligegyldigt. Så går det dog lidt bedre med pingvinernes interne plot, om at det yngste medlem, Private, skal vinde respekt internt i gruppen. Men som sammenhængende fortælling er "Penguins of Madagascar" altså stadig en papirstynd omgang.
Til gengæld er det en film, der bliver leveret med ekstremt høj energi, og hvor der bliver skudt på alle tænkelige jokes i sigte - bl.a. ved at filmen hele vejen spiller på, at pingviner er urimeligt nuttede, hvilket der kommer mange fine øjeblikke ud af. I det hele taget redder det meget, at filmen bare tonser derudad, for den er virkelig morsom mange steder, og dermed glemmer man hurtigt, at den forrige joke måske ikke sad lige i skabet, eller at The North Wind generelt er et dødssygt sidespor. Og så er der i øvrigt også en smuk in-joke i, at pingvinerne starter med at skride fra de andre dyr, fordi de er trætte af at høre på "I Like to Move It".
"Penguins of Madagascar" er halvanden times glad underholdning med udmærkede animationer og et sympatisk anarkistisk glimt i øjet - men også en film, som er hurtigt glemt, når man har grinet færdig og går ud af biografsalen.
02/01-2015
