Sjusket kliché af en toer
2.0
Efter sidste års succesfulde "Antboy" fortsætter nu 13-årige Pelle Nøhrmanns eventyr i "Den Røde Furies hævn", hvor Pelle i rollen som Antboy er veletableret som Middellunds beskytter. Til gengæld har Pelle det sværere i rollen som Pelle, ikke mindst omkring sin forelskelse i Ida, som han ikke rigtig kan få erklæret. Og nu dukker der tilmed en træls frelst buddhist-veganer-type op, som Ida vist er interesseret i. Samtidig bliver en god gerning til et problem, da Antboy hjælper den nørdede og usikre Maria mod klassens mobbende bøller. Maria er nemlig forgabt i Antboy, men da han ikke lever op til hendes romantiske forestillinger, vender hun 180 grader og sværger hævn som Den Røde Furie.
"Den Røde Furies hævn" handler dermed først og fremmest om ét af de klassiske superheltetemaer, som allerede blev slået an i den første Antboy-film, nemlig identitetskonflikten mellem superhelt og privatperson. Her bliver den accelereret af, at Den Røde Furie udnytter sin usynlighedsevne til at opdage Antboys hemmelige identitet, men ellers er det som nævnt en ganske genreklassisk omgang, hvor Kenneth Bøgh Andersens fortælling igen først og fremmest har hentet inspiration hos Spider-Man.
Reelt er det to-tre forskellige plotlinjer, som manuskriptforfatter Anders Ølholm har flettet sammen til denne toer, og det giver et umage miks. Tingene hænger ikke helt gnidningsfrit sammen - ja, faktisk bliver plothullerne kun overvundet, fordi filmen konsekvent benytter firefarvet superheltelogik. Og det betyder så også, at alt i filmen bliver forbandet forudsigeligt. Samtidig med at instruktør Ask Hasselbalch aldrig får trukket historiens konflikter godt op, men i stedet bare forlader sig på, at alt kan klares med en klichéfyldt overeksponering før næste spring i historien.
Værre er det dog, at "Den Røde Furies hævn" mangler den forankring, som "Antboy" havde i Nicolas Bros smukt overspillede portræt af Antboy-universets overskurk, Loppen. Her er Bro kun med i et par scener fra Loppens fængselscelle, og derudover er Antboys modstandere andre børn. Det betyder desværre, at skuespillet i "Den Røde Furies hævn" bliver endda meget amatøragtigt. Godt nok er Oscar Dietz stadig charmerende i hovedrollen, og Amalie Kruse Jensen ditto som Ida, men flere andre centrale medvirkende lyder pinagtigt meget, som om de bare udsiger deres replikker og slet ikke forsøger at agere en rolle.
Der synes jeg, at Ask Hasselbalch svigter i instruktionen af sine unge skuespillere - noget, som i mine øjne lykkedes klart bedre i den første film. Til gengæld er der brugt flere kræfter på det visuelle og effekter denne gang, særligt omkring Den Røde Furies evne til at gøre sig usynlig. Men det kan altså ikke dække over, at den anden Antboy-film samlet set er en temmelig sjusket omgang, hvor ingen elementer for alvor er skarpt udførte, og historien aldrig hæver sig over de mest oplagte klicheer. Det er muligvis nok til at tilfredsstille filmens kernepublikum, men jeg synes, det er alt for uambitiøst. Hvilket jeg allerede kritiserede den første film for at være, men denne gang er det altså en hel del værre, og jeg kan kun finde to små stjerner til "Den Røde Furies hævn".
"Den Røde Furies hævn" handler dermed først og fremmest om ét af de klassiske superheltetemaer, som allerede blev slået an i den første Antboy-film, nemlig identitetskonflikten mellem superhelt og privatperson. Her bliver den accelereret af, at Den Røde Furie udnytter sin usynlighedsevne til at opdage Antboys hemmelige identitet, men ellers er det som nævnt en ganske genreklassisk omgang, hvor Kenneth Bøgh Andersens fortælling igen først og fremmest har hentet inspiration hos Spider-Man.
Reelt er det to-tre forskellige plotlinjer, som manuskriptforfatter Anders Ølholm har flettet sammen til denne toer, og det giver et umage miks. Tingene hænger ikke helt gnidningsfrit sammen - ja, faktisk bliver plothullerne kun overvundet, fordi filmen konsekvent benytter firefarvet superheltelogik. Og det betyder så også, at alt i filmen bliver forbandet forudsigeligt. Samtidig med at instruktør Ask Hasselbalch aldrig får trukket historiens konflikter godt op, men i stedet bare forlader sig på, at alt kan klares med en klichéfyldt overeksponering før næste spring i historien.
Værre er det dog, at "Den Røde Furies hævn" mangler den forankring, som "Antboy" havde i Nicolas Bros smukt overspillede portræt af Antboy-universets overskurk, Loppen. Her er Bro kun med i et par scener fra Loppens fængselscelle, og derudover er Antboys modstandere andre børn. Det betyder desværre, at skuespillet i "Den Røde Furies hævn" bliver endda meget amatøragtigt. Godt nok er Oscar Dietz stadig charmerende i hovedrollen, og Amalie Kruse Jensen ditto som Ida, men flere andre centrale medvirkende lyder pinagtigt meget, som om de bare udsiger deres replikker og slet ikke forsøger at agere en rolle.
Der synes jeg, at Ask Hasselbalch svigter i instruktionen af sine unge skuespillere - noget, som i mine øjne lykkedes klart bedre i den første film. Til gengæld er der brugt flere kræfter på det visuelle og effekter denne gang, særligt omkring Den Røde Furies evne til at gøre sig usynlig. Men det kan altså ikke dække over, at den anden Antboy-film samlet set er en temmelig sjusket omgang, hvor ingen elementer for alvor er skarpt udførte, og historien aldrig hæver sig over de mest oplagte klicheer. Det er muligvis nok til at tilfredsstille filmens kernepublikum, men jeg synes, det er alt for uambitiøst. Hvilket jeg allerede kritiserede den første film for at være, men denne gang er det altså en hel del værre, og jeg kan kun finde to små stjerner til "Den Røde Furies hævn".
04/01-2015
