Behagelig uden at være magelig
4.0
Feel good-filmen er en svær størrelse at arbejde med som instruktør. Intentionerne er altid gode og prisværdige, men der skal SÅ lidt til at vippe balancen til den side, hvor man kvæles i skumfidusen. Sådan har jeg det i hvert fald.
Men jeg må rose Ben Stiller for at have fundet den rette balance gennem stort set hele sin film. "The Secret Life of Walter Mitty" er Stillers hidtil mindst comedy-orienterede film, og derfor er det en fornøjelse at se ham lykkedes med projektet. Jeg var en anelse skeptisk, da jeg mener, Stiller har for meget sjovhed i blodet til at vende det ryggen. Jeg har altid foretrukket Ben Stiller på crack (Zoolander, Dodgeball, Tropic Thunder) frem for Ben Stiller på valium (Meet The Parents, Along Came Polly, Night at the Museum). Heldigvis har han ikke lavet en 180 graders vending her, som mange af hans komiker-kolleger har forsøgt sig med tidligere (selvom jeg elsker, når det lykkedes). Der er stadig plads til at grine undervejs, og det er faktisk nogle af filmens bedste øjeblikke.
Og ellers skal man anstrenge sig for ikke at blive rørt af denne søde historie om at leve livet til fulde, ligesom den også gerne vil hylde de "små" virkeligheder i en skiftende moderne verden. Den gaber over lige lovligt meget, men den brækker aldrig nakken på det. Det skyldes, at Stiller som sagt holder sin sentimentalitet på et tåleligt niveau, og når han så endelig giver sig selv lov til at slå vingerne ud, så virker det dermed efter hensigten. Jeg var eksempelvis bevæget under hele helikopter-sekvensen, som ledsages perfekt af David Bowies 'Space Oddity'.
Denne scene viser desuden, at Stiller altså kan mere med et kamera end gennemsnittet. Der er faktisk adskillige visuelle godbidder i filmen, og rent teknisk tegner der sig efterhånden et stærkt billede af den snart 50-årige komiker. Jeg kunne eksempelvis sagtens se ham lave en fuldblods superhelte-film efter at have oplevet den fantasi-scene, hvor de to kamphaner brager ud af elevatoren og bygningen, og tingene efterfølgende går bananas på gadeplan.
Stiller får mig aldrig op at ringe som nedtonet "almindelig" skuespiller, og rollen her er med alt respekt en, vi har set mange gange før. Så er det heldigt, at han caster så klogt, som han gør - tag nu bare genistregerne i "Tropic Thunder" med Robert Downey Jr. og Nick Nolte. Denne gang er ingen undtagelse - jeg var især glad for Shirley MacClaine som mor, Adam Scott som 'sleazeball' og Adrian Martinez som trofast kollega.
Der kommer lidt for mange og lidt for velbundne sløjfer på historien til sidst, men ellers er det afgjort en hyggelig film, der er umulig at komme i dårligt humør over. Og det José González-dominerede soundtrack trækker bestemt heller ikke ned. Yderst behagelig film.
Men jeg må rose Ben Stiller for at have fundet den rette balance gennem stort set hele sin film. "The Secret Life of Walter Mitty" er Stillers hidtil mindst comedy-orienterede film, og derfor er det en fornøjelse at se ham lykkedes med projektet. Jeg var en anelse skeptisk, da jeg mener, Stiller har for meget sjovhed i blodet til at vende det ryggen. Jeg har altid foretrukket Ben Stiller på crack (Zoolander, Dodgeball, Tropic Thunder) frem for Ben Stiller på valium (Meet The Parents, Along Came Polly, Night at the Museum). Heldigvis har han ikke lavet en 180 graders vending her, som mange af hans komiker-kolleger har forsøgt sig med tidligere (selvom jeg elsker, når det lykkedes). Der er stadig plads til at grine undervejs, og det er faktisk nogle af filmens bedste øjeblikke.
Og ellers skal man anstrenge sig for ikke at blive rørt af denne søde historie om at leve livet til fulde, ligesom den også gerne vil hylde de "små" virkeligheder i en skiftende moderne verden. Den gaber over lige lovligt meget, men den brækker aldrig nakken på det. Det skyldes, at Stiller som sagt holder sin sentimentalitet på et tåleligt niveau, og når han så endelig giver sig selv lov til at slå vingerne ud, så virker det dermed efter hensigten. Jeg var eksempelvis bevæget under hele helikopter-sekvensen, som ledsages perfekt af David Bowies 'Space Oddity'.
Denne scene viser desuden, at Stiller altså kan mere med et kamera end gennemsnittet. Der er faktisk adskillige visuelle godbidder i filmen, og rent teknisk tegner der sig efterhånden et stærkt billede af den snart 50-årige komiker. Jeg kunne eksempelvis sagtens se ham lave en fuldblods superhelte-film efter at have oplevet den fantasi-scene, hvor de to kamphaner brager ud af elevatoren og bygningen, og tingene efterfølgende går bananas på gadeplan.
Stiller får mig aldrig op at ringe som nedtonet "almindelig" skuespiller, og rollen her er med alt respekt en, vi har set mange gange før. Så er det heldigt, at han caster så klogt, som han gør - tag nu bare genistregerne i "Tropic Thunder" med Robert Downey Jr. og Nick Nolte. Denne gang er ingen undtagelse - jeg var især glad for Shirley MacClaine som mor, Adam Scott som 'sleazeball' og Adrian Martinez som trofast kollega.
Der kommer lidt for mange og lidt for velbundne sløjfer på historien til sidst, men ellers er det afgjort en hyggelig film, der er umulig at komme i dårligt humør over. Og det José González-dominerede soundtrack trækker bestemt heller ikke ned. Yderst behagelig film.
06/01-2015
