Ud at køre med de skøre

4.0
Joe Carnahan har ikke skuffet mig en eneste gang, siden han debuterede med den eminente og brutale krimi "Narc" i 2002. Selv hans papirstynde filmatisering af 'The A-Team' var i det mindste så skingrende sindssyg, at det blev en kvalitet i sig selv. Efter den særdeles vellykkede overlevelsesfilm "The Grey" var jeg derfor mere end spændt på Carnahans tilbagevenden til spillefilmen efter en afstikker til TV-land.

Især fordi Universal i sidste øjeblik droppede "Stretch", som pludselig stod uden markedsføringsdollars. I stedet kom det moderne marked filmen til undsætning (ITunes, Amazon, Netflix) for et par måneder siden - og tak for det! Folk kan roligt smide sparepengene efter Carnahans seneste satsning. Netop FORDI det er en satsning. Det er en film, der gør lige, hvad der passer den, og jeg var godt underholdt af denne løsslupne og ret så sjove tur i limo'en. En tøjleløs Patrick Wilson er bag rettet og har hovedrollen som en limousinechauffør med spillegæld - behøves jeg sige mere?

Nuvel, så skidt da. Hvis du mener, "Smokin' Aces" (Carnahans forrige film) var det arveste lort, så skal du nok styre udenom her. Hvis du derimod kunne nyde den for det, den var, nemlig fandenivoldsk underholdning og stiliseret men toptjekket ramasjang, så går du heller ikke galt her. "Stretch" er ikke helt så underholdende, men den gør et prisværdigt forsøg.

Filmen formår at holde accelerationen på et godt niveau, uden den dog trykker sømmet i bund. Den kunne godt have fået en lille smule mere peber, fordi instruktørens ærinde tydeligvis er at eskalere balladen nok engang. Det er som sagt set bedre i "Smokin' Aces", men et kedeligt øjeblik finder du heller ikke her.

Carnahan er desuden gået fra et ensemble-cast til blot to væsentlige karakterer denne gang, og de er begge spillet af to veloplagte fyre, som han før har brugt. Patrick Wilson lader til at have det sjovt i hovedrollen, mens Chris Pine giver en decideret mindeværdig præstation - han tager faktisk røven på en. Han er herlig som excentrisk rig- og vildmand. Den havde du med garanti ikke set komme, og karakterens skævhed og humor giver "Stretch" en Simon Spiesk kvalitet, som får den fjerde stjerne hus.