Krigens sidste vanvid
4.0
Det er april 1945, en måned før tyskerne kapitulerer, og de allierede tropper er trængt ind i Tyskland. Bag selve frontlinjen er der konstant træfninger med lommer af tyske tropper, og midt i de kampe finder vi en Sherman-kampvogn, som er blevet døbt Fury af sin hærdede besætning. De har dog mistet en mand, og derfor bliver en ung maskinskriver udkommanderet som ny femtemand om bord på Fury, hvis deling bliver sendt ud for at beskytte amerikanernes forsyningslinjer.
"Fury" er en film om at være i krig, set helt nede fra det skræmmende frøperspektiv. Forfatter-instruktør David Ayer har ellers primært beskæftiget sig med hårdkogte politifilm, men her leverer han en medrivende og barsk fortælling fra krigens sidste kaotiske dage, inspireret af sine slægtninges krigshistorier.
Historien fortælles primært gennem den unge knægt, som aldrig før har været i kamp, men pludselig befinder sig inde i 30 tons krigsmaskine. Ayer går tydeligt efter at give en realistisk skildring af, hvor klaustrofobisk og skræmmende det har været at sidde i en kampvogns sammenpressede indre, mens kugler og granater flyver rundt udenfor, og det er umuligt at have det fulde overblik over, hvad der sker. Og ikke mindst giver han også en realistisk skildring af, hvor barskt det er for Furys grønskolling at blive kastet ud i at slå andre mennesker ihjel.
Den plotlinje er én af de vigtigste i "Fury", for der udstiller Ayer, at situationen kræver, at det nye besætningsmedlem hurtigt får smidt sine hæmninger. For hvis han ikke kan klare at trykke på aftrækkeren, bliver han en belastning for de andre, og derfor bliver den groteske logik, at så må de tvinge ham til at blive kynisk og hadsk - også selv om der skal midler til, som burde være utilladelige. Og det sker på et bagtæppe af total krig, hvor fjenden har udkommanderet skolebørn til fronten, og SS terroriserer dem, der ikke vil være med.
På den måde giver "Fury" et billede af krigen som totalt vanvittig. Med helte, som i hvert fald ikke er helte på den renskurede måde, hvilket også udstilles i en fascinerende scene, hvor hovedpersonerne mellem kamphandlingerne inviterer sig selv indenfor hos to forskræmte tyske kusiner. Der skildrer Ayer igen sine hovedpersoner med en udfordrende dobbelthed, der understreger, at soldaterne er mennesker, der ikke kan leve op til gloriøse helteroller - selv om de altså helt klart er på den gode side i krigen.
Men samtidig har filmen så også fuld skrue på kampscenerne. Der vil jeg især huske en ualmindeligt medrivende sekvens, hvor de fire Shermans i Furys deling kommer op mod en tysk Tiger (hvilket ikke er specielt gode odds, når Tigeren har overraskelsesmomentet). Der kan man virkelig se, hvor stort et arbejde Ayer og hans filmhold har lagt i at genskabe tekniske detaljer, og kampene er skarpt klippet og som resten af filmen flot fotograferet. Det gælder også den lange afsluttende sekvens, hvor Fury kæmper for at holde stand mod Waffen-SS-tropper. Men der synes jeg så også, at der går så meget amerikansk heltekvad i den, at Ayer i nogen grad undergraver sine pointer fra tidligere i historien.
Men fascinerende og medrivende er det i hvert fald, og Brad Pitt er utroligt velspillende som den benhårde, men alligevel menneskelige sergent, der har kommandoen over Fury. Han bliver især fint sekunderet af Shia LaBeouf som besætningens religiøse medlem, mens Logan Lerman også gør det udmærket som grønskollingen, som dog er en rolle, der er noget begrænset af at være så meget funktion i fortællingen.
David Ayers tidligere film har været temmelig svingende i kvalitet, men her leverer han virkelig varen i en film, der er godt skruet sammen fra start til slut. Teknikken er på højt niveau, skuespillet er bundsolidt, og historien er et medrivende realistisk - ja, nærmest nihilistisk - syn på, hvad det gør ved mennesker at være i krig. Som dog desværre også falder lidt for meget for at hylde sine helte alligevel. Men det ændrer ikke ved, at "Fury" på flere planer er en film, der brager igennem på den helt gode måde - til fire store stjerner herfra.
"Fury" er en film om at være i krig, set helt nede fra det skræmmende frøperspektiv. Forfatter-instruktør David Ayer har ellers primært beskæftiget sig med hårdkogte politifilm, men her leverer han en medrivende og barsk fortælling fra krigens sidste kaotiske dage, inspireret af sine slægtninges krigshistorier.
Historien fortælles primært gennem den unge knægt, som aldrig før har været i kamp, men pludselig befinder sig inde i 30 tons krigsmaskine. Ayer går tydeligt efter at give en realistisk skildring af, hvor klaustrofobisk og skræmmende det har været at sidde i en kampvogns sammenpressede indre, mens kugler og granater flyver rundt udenfor, og det er umuligt at have det fulde overblik over, hvad der sker. Og ikke mindst giver han også en realistisk skildring af, hvor barskt det er for Furys grønskolling at blive kastet ud i at slå andre mennesker ihjel.
Den plotlinje er én af de vigtigste i "Fury", for der udstiller Ayer, at situationen kræver, at det nye besætningsmedlem hurtigt får smidt sine hæmninger. For hvis han ikke kan klare at trykke på aftrækkeren, bliver han en belastning for de andre, og derfor bliver den groteske logik, at så må de tvinge ham til at blive kynisk og hadsk - også selv om der skal midler til, som burde være utilladelige. Og det sker på et bagtæppe af total krig, hvor fjenden har udkommanderet skolebørn til fronten, og SS terroriserer dem, der ikke vil være med.
På den måde giver "Fury" et billede af krigen som totalt vanvittig. Med helte, som i hvert fald ikke er helte på den renskurede måde, hvilket også udstilles i en fascinerende scene, hvor hovedpersonerne mellem kamphandlingerne inviterer sig selv indenfor hos to forskræmte tyske kusiner. Der skildrer Ayer igen sine hovedpersoner med en udfordrende dobbelthed, der understreger, at soldaterne er mennesker, der ikke kan leve op til gloriøse helteroller - selv om de altså helt klart er på den gode side i krigen.
Men samtidig har filmen så også fuld skrue på kampscenerne. Der vil jeg især huske en ualmindeligt medrivende sekvens, hvor de fire Shermans i Furys deling kommer op mod en tysk Tiger (hvilket ikke er specielt gode odds, når Tigeren har overraskelsesmomentet). Der kan man virkelig se, hvor stort et arbejde Ayer og hans filmhold har lagt i at genskabe tekniske detaljer, og kampene er skarpt klippet og som resten af filmen flot fotograferet. Det gælder også den lange afsluttende sekvens, hvor Fury kæmper for at holde stand mod Waffen-SS-tropper. Men der synes jeg så også, at der går så meget amerikansk heltekvad i den, at Ayer i nogen grad undergraver sine pointer fra tidligere i historien.
Men fascinerende og medrivende er det i hvert fald, og Brad Pitt er utroligt velspillende som den benhårde, men alligevel menneskelige sergent, der har kommandoen over Fury. Han bliver især fint sekunderet af Shia LaBeouf som besætningens religiøse medlem, mens Logan Lerman også gør det udmærket som grønskollingen, som dog er en rolle, der er noget begrænset af at være så meget funktion i fortællingen.
David Ayers tidligere film har været temmelig svingende i kvalitet, men her leverer han virkelig varen i en film, der er godt skruet sammen fra start til slut. Teknikken er på højt niveau, skuespillet er bundsolidt, og historien er et medrivende realistisk - ja, nærmest nihilistisk - syn på, hvad det gør ved mennesker at være i krig. Som dog desværre også falder lidt for meget for at hylde sine helte alligevel. Men det ændrer ikke ved, at "Fury" på flere planer er en film, der brager igennem på den helt gode måde - til fire store stjerner herfra.
14/01-2015
