Stor kraft har filmen ikke

En svensk kernefamilie tager på skiferie i Alperne, for at familien - som moderen siger det - kan få lidt opmærksomhed fra faderen, der ellers altid er på arbejde. Men ferien tager en uventet drejning, da en lavine truer med at ramme den terrasse, familien sidder og spiser frokost på. Manden griber nemlig blot sin iPhone og stikker af, mens konen bliver efterladt med deres to børn. Det får hende bagefter til at stille spørgsmålstegn ved, om hun overhovedet kan stole på sin mand.

"Force majeure" er lavet af ét af de nyere talenter i svensk film, Ruben Östlund. Her går han efter at ramme den fortællestil, som også kendes fra europæiske instruktører som Michael Haneke, Dardenne-brødrene og Ulrich Seidl, hvor kameraet placeres som en slags neutral observatør af begivenhederne, hvilket tvinger tilskueren til selv at deltage aktivt i at tolke filmen. Östlund virker især inspireret af østrigske Seidl, ved at dramaet i situationerne bevidst underspilles og dermed giver plads til et sarkastisk blik på, hvor absurde mennesker er.

"Force majeure" arbejder på den måde med flere temaer. Det mest markante er nedbrydelsen af traditionelle kønsroller, hvor manden slet ikke kan finde ud af at håndtere, at han ikke lever op til den klassiske rolle som beskytter, men i stedet benægter, at han lod sin familie i stikken. Det spiller så igen over mod et tema om fremmedgørelse mellem mennesker, som understreges af mandens meget moderne argument, om at det godt kan være, at hans hustru oplevede tingene på den måde, men det gjorde han altså ikke. Den relativistiske position bliver dog hurtigt afmonteret, og i stedet spiller filmen kraftigt på den meget svenske pænhed, som forhindrer ægteparret i at udleve deres konflikt som andet end en benhård omgang passiv-aggressivitet.

Den filmstil, som Östlund altså bruger her, kræver meget af både publikum og filmen selv. For de forskellige komponenter skal virkelig klikke sammen fra start til slut, for at den distancerede fortællestil ikke også skal sætte publikum så meget på distancen, at det bliver kedeligt. Og det gælder alle detaljer - eksempelvis er filmens svenske originaltitel, "Turist", en del mere meningsfuld end den internationale "Force majeure", fordi den svenske titel understreger, at manden også er en turist i sin egen familie. Det er så dog en mindre detalje - langt mere problematisk er det, at Östlund lader mange scener gå i tomgang, samtidig med at det delvist improviserede skuespil ind imellem kommer til at virke lettere dilettantisk.

Resultatet er for mig en film, der tror, den er en del snedigere og sjovere, end den i virkeligheden er, for jeg synes faktisk ikke, den har ret meget at komme med. Dens pointer om konfliktskyhed og manglende substans bag den pæne facade bliver etableret meget tidligt, og så kan smukke billeder fra Alperne tilsat et par voldsomme Vivaldi-strofer ikke dække over, at resten af filmen derefter koger suppe på de samme pointer. Den slår godt nok en lidt mere interessant krølle omkring det skift i magt, der sker i forholdet, efter at manden kommer helt ned at ligge, men derefter går den over i en ironisk slutsekvens, som simpelt hen ikke virker på mig.

I det hele taget har jeg et problem med film som denne, der ikke ser et gran af positivt i sine personer, men blot peger fingre ad dem fra en distanceret ironisk-sarkastisk position. Jeg har ikke været imponeret af det, jeg tidligere har set fra Östlund, og "Force majeure" gav mig på samme måde et indtryk af en film, der ved at spille hemmelighedsfuld forsøger at blæse sine forholdsvis banale pointer op til langt mere, end de kan bære. Jeg undres, over at anmeldere i hele verden har udnævnt den her til at være én af årets film i 2014 ... men det kan selvfølgelig også være, at der bare er noget i Östlunds film, jeg ikke fatter.