Vindende tabere og tabende vindere
5.0
Oscar-akademiet har i mine øjne begået en eklatant brøler denne gang. Ingen Oscar-uddeling mangler diskussion - sådan er det i sagens natur, når nogen går tomhændet hjem, men jeg vil gerne starte diskussionen allerede i nomineringsfasen. Det forekommer mig nemlig uforståeligt, at der ikke var plads til "Foxcatcher" i den helt store kategori (som oven i købet har været udvidet siden 2009). Det er faktisk ikke i orden. Når instruktøren så samtidig har fået en nominering for sin instruktion i en mere snæver kategori.....så smelter min hjerne. Det giver sgu da for helvede ingen mening???
Uanset hvad så bør du unde dig selv en tur i biografen og se "Foxcatcher", inden de gyldne statuetter uddeles. Bennett Miller har lavet en fremragende film. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, da "Moneyball", trods dens styrker, ikke nåede sensationsdebuten "Capote" til sokkeholderne (årets film for mig det år). Med "Foxcatcher" er Miller igen 'on fire'.
På overfladen er det en sportsfilm med en sand historie om den excentriske rigmand John du Ponts kamp for at fremme brydningssporten i USA og igen sikre nationen guldmedaljer ved De Olympiske Lege. Men i substansen er det en sørgmodig menneskelig fortælling om mødet mellem to sølle skikkelser. To skikkelser der befinder sig i hver sin ende af den sociale rangstige, men som alligevel har social udduelighed til fælles. To frustrerede enspændere der finder falsk tryghed i hinanden, og netop kunstigheden i dette forhold er smertefuldt fascinerende at overvære.
Især fordi det nok engang lykkedes Miller at få det bedste frem i sine skuespillere. Channing Tatum topper alt, hvad han har lavet som den yngste af bryder-brødrene. Steve Carrell er fuldstændig transformeret som John du Pont og laver en af filmhistoriens bedste overgange fra komiker til dramatisk skuespiller. Og Mark Ruffalo giver en sand opvisning i at underspille. Han er filmens hjerte, og man sætter derfor al sin lid til ham i en film, der ellers er grå og trist på alle måder. Netop derfor er hans skæbne ubærlig. Jeg havde besluttet mig for ikke at kende den sande historie, inden jeg drog i biografen, så jeg blev kørt over med et tog til sidst. Jeg var knust. Også som bror. Jeg kan faktisk ikke mindes at have set en film, der skildrer brødrekærlighed mere ægte end her. Og det er på trods af de ellers lavmælte karakterer. Alene deres første scene sammen i træningslokalet er mageløs. Stort set uden et eneste ord får vi alt at vide om disse brødre, som vi behøver, mens brydningen med dens kombination af intimitet og aggression fungerer som en perfekt metafor.
Det er næsten en anti-melodramatisk film, men "Foxcatcher" brillerer med sin larmende tavshed. Den er stilfærdig, men den er samtidig voldsom i sin skildring af menneskets indre konflikter. Et tema Bennett Miller behandlede mesterligt i "Capote", og denne unikke evne viser han nu igen og sørger for, at ingen slipper helskindet igennem. Det er stort.
Uanset hvad så bør du unde dig selv en tur i biografen og se "Foxcatcher", inden de gyldne statuetter uddeles. Bennett Miller har lavet en fremragende film. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, da "Moneyball", trods dens styrker, ikke nåede sensationsdebuten "Capote" til sokkeholderne (årets film for mig det år). Med "Foxcatcher" er Miller igen 'on fire'.
På overfladen er det en sportsfilm med en sand historie om den excentriske rigmand John du Ponts kamp for at fremme brydningssporten i USA og igen sikre nationen guldmedaljer ved De Olympiske Lege. Men i substansen er det en sørgmodig menneskelig fortælling om mødet mellem to sølle skikkelser. To skikkelser der befinder sig i hver sin ende af den sociale rangstige, men som alligevel har social udduelighed til fælles. To frustrerede enspændere der finder falsk tryghed i hinanden, og netop kunstigheden i dette forhold er smertefuldt fascinerende at overvære.
Især fordi det nok engang lykkedes Miller at få det bedste frem i sine skuespillere. Channing Tatum topper alt, hvad han har lavet som den yngste af bryder-brødrene. Steve Carrell er fuldstændig transformeret som John du Pont og laver en af filmhistoriens bedste overgange fra komiker til dramatisk skuespiller. Og Mark Ruffalo giver en sand opvisning i at underspille. Han er filmens hjerte, og man sætter derfor al sin lid til ham i en film, der ellers er grå og trist på alle måder. Netop derfor er hans skæbne ubærlig. Jeg havde besluttet mig for ikke at kende den sande historie, inden jeg drog i biografen, så jeg blev kørt over med et tog til sidst. Jeg var knust. Også som bror. Jeg kan faktisk ikke mindes at have set en film, der skildrer brødrekærlighed mere ægte end her. Og det er på trods af de ellers lavmælte karakterer. Alene deres første scene sammen i træningslokalet er mageløs. Stort set uden et eneste ord får vi alt at vide om disse brødre, som vi behøver, mens brydningen med dens kombination af intimitet og aggression fungerer som en perfekt metafor.
Det er næsten en anti-melodramatisk film, men "Foxcatcher" brillerer med sin larmende tavshed. Den er stilfærdig, men den er samtidig voldsom i sin skildring af menneskets indre konflikter. Et tema Bennett Miller behandlede mesterligt i "Capote", og denne unikke evne viser han nu igen og sørger for, at ingen slipper helskindet igennem. Det er stort.
18/01-2015
