Fælt skuffende topmøde

"Bowfinger" blev mødt med gode anmeldelser i sin tid, men set i dagens lys mener jeg, de to stjerner i front fik lidt for meget goodwill. Det er faktisk ikke en særlig sjov film.

Jeg ville have elsket, at dette var en af dem, jeg kunne hive ned fra hylden fra tid til anden, når jeg trængte til en sand komedieklassiker. Det er trods alt mødet mellem to titaner. Men jeg må bare sande, at der er en grund til, jeg ser filmen med fem års mellemrum. Jeg ejer den kun på grund af Eddie Murphy, som alle dage har været en af mine favoritter i Hollywoods sjove afdeling. Selv når han laver lortefilm, er det umuligt at slukke hans enestående talent.

Han er da også det, der redder "Bowfinger" fra at gå i spåner. Især i den senere af sine to roller som den nørdede og hormon-hærgede Jiff, stjæler han fuldstændig billedet. Der er bestemt sjove scener, der fungerer optimalt - det forbløffende er, hvor få der er tale om. Jeg ved ikke, hvordan det er lykkedes Frank Oz at lave en så fattig komedie, når han har haft et geni som Murphy til rådighed plus et manuskript af ikonet Steve Martin (en af fagets største forfattere gennem tiderne), men det har han.

For historien er egentlig godt fundet på. Idéen om en desperat instruktør der vil filme sin film med en hovedrolleindehaver, der ikke selv ved det er morsom, men det er som om, Oz har suget al spontanitet og komisk energi ud af projektet. Og så irriterer slutningen mig stadig helt vildt. "NÅ, jeg skal bruge hans tilladelse for at udgive filmen? DET havde jeg ikke tænkt over....". Det er bare dovent skrevet. Steve Martin og især Eddie Murphy leverer dog varen foran kameraet og de to alene slæber filmen op på tre små stjerner. Som spildt mulighed rangerer den her højt.