Stille og smuk film om aktiv dødshjælp
4.0
Bille August viser, hvorfor han engang var Danmarks helt store filmnavn, med dette fine lille drama om døden og aktiv dødshjælp. Omdrejningspunktet er den aldrende Esther, som har fået at vide, at hun er uhelbredeligt syg af en aggressiv sklerose, som langsomt vil fratage hende førligheden. Derfor har hun besluttet sig for selv at bestemme, hvornår hun skal dø. Og hun har så inviteret sine to døtre og deres nærmeste på besøg i en weekend for at sige farvel.
Emnet er stort og voldsomt, men Christian Torpes manuskript hegner fint temaerne ind til relativt afgrænsede konflikter, eksempelvis ved at lade Esthers mand være læge, så der ikke er nogen tvivl, om at diagnosen er korrekt. Filmen stiller selvfølgelig skarpt på emnet, om det er okay at hjælpe én med at begå selvmord, men dens primære konflikt ligger i forholdet mellem de to yderst forskellige døtre. Den ældste er kontrolleret og ordentlig med mand og barn i et pænt middelklasseliv; den yngste er den vilde, som har kæmpet med depression og har en sumperkæreste, der er velforsynet med hash. Deres kamp om at definere forholdet til moderen definerer i høj grad også filmen, samtidig med at døtrene fra skiftende positioner begge kommer i tvivl, om de kan lade hende føre sin plan ud i livet.
Fortællingen ender med at blive en anelse forceret i det sidste twist, som virker ret fortænkt. Men dens styrke ligger også først og fremmest i observationen af de forskellige personer, som kæmper med at forholde sig endegyldigt til den planlagte død. Hvilket giver en stribe store danske navne flot plads til at folde skuespillet ud under Augusts afdæmpede instruktion.
Ghita Nørby er rigtig god som Esther - en snusfornuftig og sympatisk gammel dame, som hun spiller med en klassisk obstruction i form af en lammet arm. En anden af dansk films store kvinder, Paprika Steen, gør det også udmærket som den emsige ældste datter, men overraskende nok bliver de begge overstrålet af Danica Curcic, der virkelig brænder igennem som lillesøsteren. Det handler ikke så meget om hendes evne til at spille fucked-up, men mere om Curcics imponerende fokus på de helt små detaljer i berøringer og mimik. Før denne film havde jeg ikke helt forstået den store hype om Curcic, men nu er jeg absolut også overbevist. Hun får også fint modspil af Pilou Asbæks drengede charme som sumperkæresten, mens Morten Grunwald til gengæld virker ret stiv i det som Esthers mand - selv taget i betragtning, at han spiller en mand af en generation af knudemænd.
Men generelt er skuespillet af høj kvalitet, og det gælder også den tekniske iscenesættelse, hvor man ser Augusts baggrund som fotograf i brugen af landlige stemningsbilleder. I det hele taget er "Stille hjerte" en utroligt præcist iscenesat film, der behandler sine tunge emner med stor respekt. Hvis man kender Augusts bagkatalog, ved man, at manden i allerhøjeste grad kan finde ud af at lave tårepersere - men her holder han sig virkelig tilbage og fortæller historien smukt afdæmpet. For selvfølgelig er det en tragisk og rørende historie, men "Stille hjerte" er også en film, der overbevisende argumenterer for det anstændige i at lade folk dø en ordentlig død. I mine øjne er det Augusts bedste film siden "Den gode vilje", og de fire stjerner er med en stor pil opad.
Emnet er stort og voldsomt, men Christian Torpes manuskript hegner fint temaerne ind til relativt afgrænsede konflikter, eksempelvis ved at lade Esthers mand være læge, så der ikke er nogen tvivl, om at diagnosen er korrekt. Filmen stiller selvfølgelig skarpt på emnet, om det er okay at hjælpe én med at begå selvmord, men dens primære konflikt ligger i forholdet mellem de to yderst forskellige døtre. Den ældste er kontrolleret og ordentlig med mand og barn i et pænt middelklasseliv; den yngste er den vilde, som har kæmpet med depression og har en sumperkæreste, der er velforsynet med hash. Deres kamp om at definere forholdet til moderen definerer i høj grad også filmen, samtidig med at døtrene fra skiftende positioner begge kommer i tvivl, om de kan lade hende føre sin plan ud i livet.
Fortællingen ender med at blive en anelse forceret i det sidste twist, som virker ret fortænkt. Men dens styrke ligger også først og fremmest i observationen af de forskellige personer, som kæmper med at forholde sig endegyldigt til den planlagte død. Hvilket giver en stribe store danske navne flot plads til at folde skuespillet ud under Augusts afdæmpede instruktion.
Ghita Nørby er rigtig god som Esther - en snusfornuftig og sympatisk gammel dame, som hun spiller med en klassisk obstruction i form af en lammet arm. En anden af dansk films store kvinder, Paprika Steen, gør det også udmærket som den emsige ældste datter, men overraskende nok bliver de begge overstrålet af Danica Curcic, der virkelig brænder igennem som lillesøsteren. Det handler ikke så meget om hendes evne til at spille fucked-up, men mere om Curcics imponerende fokus på de helt små detaljer i berøringer og mimik. Før denne film havde jeg ikke helt forstået den store hype om Curcic, men nu er jeg absolut også overbevist. Hun får også fint modspil af Pilou Asbæks drengede charme som sumperkæresten, mens Morten Grunwald til gengæld virker ret stiv i det som Esthers mand - selv taget i betragtning, at han spiller en mand af en generation af knudemænd.
Men generelt er skuespillet af høj kvalitet, og det gælder også den tekniske iscenesættelse, hvor man ser Augusts baggrund som fotograf i brugen af landlige stemningsbilleder. I det hele taget er "Stille hjerte" en utroligt præcist iscenesat film, der behandler sine tunge emner med stor respekt. Hvis man kender Augusts bagkatalog, ved man, at manden i allerhøjeste grad kan finde ud af at lave tårepersere - men her holder han sig virkelig tilbage og fortæller historien smukt afdæmpet. For selvfølgelig er det en tragisk og rørende historie, men "Stille hjerte" er også en film, der overbevisende argumenterer for det anstændige i at lade folk dø en ordentlig død. I mine øjne er det Augusts bedste film siden "Den gode vilje", og de fire stjerner er med en stor pil opad.
23/01-2015
