En dårlig film til
2.0
Susanne Bier er tilbage i den tunge moralske dramastil med "En chance til", hvis hovedperson er en politimand, der opdager, at en gammel kending af en vaneforbryder har fået et barn med sin narkoman-kæreste. Barnet ser særdeles vanrøgtet ud, men til politifolkenes frustration er det ikke nok, til at myndighederne kan gøre noget. Men da politimandens spæde søn dør og sender hans kone i dyb sorg, ser han pludselig muligheden for at gøre noget godt for alle: Han kan bytte om på de to børn.
Det er noget af en præmis at skulle sluge, at hovedpersonen - som tilmed er politimand - finder på at bytte sit døde barn væk som en anden skifting. Og den virker da heller ikke ret godt. Jo længere man kommer hen i handlingen, jo mere postuleret virker det, der foregår. Og så begynder Bier at introducere de twists, som skal understrege konsekvenserne af barnerovet, men der viser sig at være tale om konflikter og pointer, som skal bankes ind med syvtommersøm. Subtilt er det i hvert fald ikke.
På "En chance til" har Bier for sjette danske film i træk haft Anders Thomas Jensen som medforfatter, og det er egentlig interessant at se, hvor meget de her forsøger at kopiere den formel, som med "Hævnen" gav dem hæder i hele verden. Jeg syntes ikke, at "Hævnen" var nogen specielt elegant film, men denne historie af samme støbning er klart værre. Fordi hele handlingen er temmelig anstrengt og postuleret - fra anslag til klimaks. Et sted bag de meget åbenlyse konflikter er der et interessant undertema om klasseskel i "En chance til", der ønsker at spørge, hvorfor samfundets laveste klasser automatisk ses som dårlige forældre. Men det drukner lidt i, at filmen føles så konstrueret.
I hovedrollen har Nikolaj Coster-Waldau sin første danske rolle, siden han for alvor begyndte at slå igennem internationalt med "Game of Thrones". Han gør, hvad han kan, men bliver ret meget ladt i stikken af utroværdig karakterskrivning. Det går en del bedre for Maria Bonnevie som hans kone, for hun får bare lov til at give den fuld skrue med psykose, hvilket er en mere taknemmelig opgave. Filmens anden store kvinderolle som narkoman-moderen er så en ret interessant debut, nemlig til Lykke May Andersen, der er bedre kendt som model under navnet Lykke May. Onde tunger kunne nok finde på at pointere, at modeller fra Andersens generation har masser af træning i at ligne narkomaner fra modeserier, men hun gør det faktisk udmærket, og Nikolaj Lie Kaas er også o.k. som hendes usympatiske dealer-kæreste. Til gengæld er Ulrich Thomsen bleg og uformelig som Coster-Waldaus fordrukne makker, der først og fremmest er med for at løse plottet til sidst.
På den måde er der virkelig mange elementer i "En chance til", som virker rigeligt fortænkte, og selv om det tekniske filmhåndværk stadig er der, virker det, som om Bier har forlagt noget af sin dramatiske flair. Denne film fremstår i hvert fald som et træt forsøg på at gentage tidligere succeser, og med "En chance til" og "Serena" har Bier nu lavet to decideret dårlige film i træk.
Det er noget af en præmis at skulle sluge, at hovedpersonen - som tilmed er politimand - finder på at bytte sit døde barn væk som en anden skifting. Og den virker da heller ikke ret godt. Jo længere man kommer hen i handlingen, jo mere postuleret virker det, der foregår. Og så begynder Bier at introducere de twists, som skal understrege konsekvenserne af barnerovet, men der viser sig at være tale om konflikter og pointer, som skal bankes ind med syvtommersøm. Subtilt er det i hvert fald ikke.
På "En chance til" har Bier for sjette danske film i træk haft Anders Thomas Jensen som medforfatter, og det er egentlig interessant at se, hvor meget de her forsøger at kopiere den formel, som med "Hævnen" gav dem hæder i hele verden. Jeg syntes ikke, at "Hævnen" var nogen specielt elegant film, men denne historie af samme støbning er klart værre. Fordi hele handlingen er temmelig anstrengt og postuleret - fra anslag til klimaks. Et sted bag de meget åbenlyse konflikter er der et interessant undertema om klasseskel i "En chance til", der ønsker at spørge, hvorfor samfundets laveste klasser automatisk ses som dårlige forældre. Men det drukner lidt i, at filmen føles så konstrueret.
I hovedrollen har Nikolaj Coster-Waldau sin første danske rolle, siden han for alvor begyndte at slå igennem internationalt med "Game of Thrones". Han gør, hvad han kan, men bliver ret meget ladt i stikken af utroværdig karakterskrivning. Det går en del bedre for Maria Bonnevie som hans kone, for hun får bare lov til at give den fuld skrue med psykose, hvilket er en mere taknemmelig opgave. Filmens anden store kvinderolle som narkoman-moderen er så en ret interessant debut, nemlig til Lykke May Andersen, der er bedre kendt som model under navnet Lykke May. Onde tunger kunne nok finde på at pointere, at modeller fra Andersens generation har masser af træning i at ligne narkomaner fra modeserier, men hun gør det faktisk udmærket, og Nikolaj Lie Kaas er også o.k. som hendes usympatiske dealer-kæreste. Til gengæld er Ulrich Thomsen bleg og uformelig som Coster-Waldaus fordrukne makker, der først og fremmest er med for at løse plottet til sidst.
På den måde er der virkelig mange elementer i "En chance til", som virker rigeligt fortænkte, og selv om det tekniske filmhåndværk stadig er der, virker det, som om Bier har forlagt noget af sin dramatiske flair. Denne film fremstår i hvert fald som et træt forsøg på at gentage tidligere succeser, og med "En chance til" og "Serena" har Bier nu lavet to decideret dårlige film i træk.
24/01-2015
