Guantanamera
4.0
Den amerikanske fangelejr ved Guantánamo er scenen for dette indiedrama om menneskelige relationer under de mest ekstreme omstændigheder.
Kristen Stewart spiller en ung marinesoldat, der i 2009 bliver udstationeret i Guantánamo Bay som del af den vagtstyrke, der overvåger de formodede terrorister, som holdes fanget der. I starten holder hun en cool facade og den beordrede afstand til fangerne, men lidt efter lidt får én af dem, spillet af iranske Peyman Moaadi, åbnet op for hende, og der opstår en gensidig respekt og et aparte venskab mellem de to.
Den debuterende forfatter-instruktør Peter Sattler bygger filmen op med udgangspunkt i det hårde møde med de ekstremt rigide regler om håndteringen af fangerne, som i alle led bliver behandlet med hårdhændet mistro. På den måde skildrer filmen lejren som en logisk forlængelse af den filosofi, som også lå bag CIA's torturprogram, nemlig at det handlede om at vise de formodede modstandere, at man er stærkest, ved at de oplevede, at man tog fuldstændig kontrol over deres liv. Eftersom filmen er sat i 2009, foregår den, efter Obama beordrede CIA til at stoppe, men "Camp X-Ray" antyder, at vagterne på Guantánamo alligevel har fundet smuthuller i reglerne til at blive ved med at benytte visse torturmetoder til at knægte deres fanger.
Det står aldrig 100% klart, om Moaadis rolle faktisk var terrorist, eller om han blot var én af de ekstremt uheldige, som endte på Guantánamo, selv om de var uskyldige. Men det er én af filmens stærkeste pointer, at det egentlig ikke er afgørende i mødet mellem to mennesker, der formår at komme i dialog med hinanden på tværs af store skel.
Moaadi, som herhjemme primært er kendt fra "Nader og Simin - en separation", er stærk som fangen, der forsøger at fastholde sin stolthed ved at være provokerende og udfordrende, men også bare er glad for at få en smule menneskelig kontakt. Over for ham bruger Stewart dygtigt sin evne til at spille indadvendt og usikker-men-hårdhudet til at skabe et troværdigt portræt af den ene fangevogter, som ikke bare ser fangerne som umenneskelige dødsfjender. Filmen argumenterer så også for, at hun nok kan se tingene anderledes, fordi hun som kvinde selv er en outsider i et ret sexistisk soldatermiljø, hvor den skarpt hierarkiske ledelsesstil kommer til at virke mere og mere utroværdig.
Stewart og Moaadi er så absolut de primære drivkræfter i "Camp X-Ray", der nogle steder balancerer på kanten af det banale, men bliver reddet af deres troværdige samspil. Resultatet er en fin lille film om menneskelighed, som forholdsvis underspillet protesterer mod, at sådan noget som Guantánamo-lejren eksisterer.
Kristen Stewart spiller en ung marinesoldat, der i 2009 bliver udstationeret i Guantánamo Bay som del af den vagtstyrke, der overvåger de formodede terrorister, som holdes fanget der. I starten holder hun en cool facade og den beordrede afstand til fangerne, men lidt efter lidt får én af dem, spillet af iranske Peyman Moaadi, åbnet op for hende, og der opstår en gensidig respekt og et aparte venskab mellem de to.
Den debuterende forfatter-instruktør Peter Sattler bygger filmen op med udgangspunkt i det hårde møde med de ekstremt rigide regler om håndteringen af fangerne, som i alle led bliver behandlet med hårdhændet mistro. På den måde skildrer filmen lejren som en logisk forlængelse af den filosofi, som også lå bag CIA's torturprogram, nemlig at det handlede om at vise de formodede modstandere, at man er stærkest, ved at de oplevede, at man tog fuldstændig kontrol over deres liv. Eftersom filmen er sat i 2009, foregår den, efter Obama beordrede CIA til at stoppe, men "Camp X-Ray" antyder, at vagterne på Guantánamo alligevel har fundet smuthuller i reglerne til at blive ved med at benytte visse torturmetoder til at knægte deres fanger.
Det står aldrig 100% klart, om Moaadis rolle faktisk var terrorist, eller om han blot var én af de ekstremt uheldige, som endte på Guantánamo, selv om de var uskyldige. Men det er én af filmens stærkeste pointer, at det egentlig ikke er afgørende i mødet mellem to mennesker, der formår at komme i dialog med hinanden på tværs af store skel.
Moaadi, som herhjemme primært er kendt fra "Nader og Simin - en separation", er stærk som fangen, der forsøger at fastholde sin stolthed ved at være provokerende og udfordrende, men også bare er glad for at få en smule menneskelig kontakt. Over for ham bruger Stewart dygtigt sin evne til at spille indadvendt og usikker-men-hårdhudet til at skabe et troværdigt portræt af den ene fangevogter, som ikke bare ser fangerne som umenneskelige dødsfjender. Filmen argumenterer så også for, at hun nok kan se tingene anderledes, fordi hun som kvinde selv er en outsider i et ret sexistisk soldatermiljø, hvor den skarpt hierarkiske ledelsesstil kommer til at virke mere og mere utroværdig.
Stewart og Moaadi er så absolut de primære drivkræfter i "Camp X-Ray", der nogle steder balancerer på kanten af det banale, men bliver reddet af deres troværdige samspil. Resultatet er en fin lille film om menneskelighed, som forholdsvis underspillet protesterer mod, at sådan noget som Guantánamo-lejren eksisterer.
24/01-2015
