Amerikansk krigshelt og pralhans med PTSD
3.0
Titlen er lige på og præcis, for "American Sniper" handler om Chris Kyle, som med over 160 bekræftede drab i Irakkrigen er gået over i historien som den mest dødbringende finskytte i det amerikanske militærs historie. Clint Eastwoods film om Kyle er baseret på hovedpersonens selvbiografi af samme navn og følger ham fra barndommen i Texas til missionerne i Irak og tiden derefter.
Kyle er en interessant figur, der på samme tid er endimensionel og tvetydig. På den ene side er han en regulær amerikansk helt; en supersoldat fra elitestyrken Navy SEALs, der med sine præcise skud reddede andre soldaters liv i krigen. Både hans selvbiografi og denne film har været bestsellere, og Kyle er især fejret af den fløj af amerikanere, som tror på 'the American Way' og USA's selvbillede som moralsk stormagt. På den anden side er hans selvbiografi skrevet af en pralhans, for den er bevisligt fuld af løgn, ved at den omkring Kyles liv uden for militæret beskriver flere episoder, som aldrig har fundet sted. Faktisk har bogen ført til en verserende injuriesag, som i første domsinstans udløste en millionerstatning.
Eastwood og manuskriptforfatter Jason Hall har klogeligt udeladt de kontroversielle dele af selvbiografien og fokuserer i stedet på de oplevelser i Irak, som langsomt kravler ind under huden på Kyle. Filmen hylder entydigt hans indsats, men skildrer også det enorme stress, der rammer ham, når han i løbet af splitsekunder skal afgøre, om en person - nogle gange et barn - er en trussel, der bør elimineres. Der viser filmen glimrende den væmmelige spænding, der er ved bykampe i et fremmed land, hvor alle kan vise sig at være fjender. Selv om den dog aldrig kommer i nærheden af den intensitet, man så i "The Hurt Locker".
Samtidig er filmens skildring af indsatsen i Irak så også problematisk. Én ting er, at den i seriøs grad kipper med flaget for de amerikanske helte, uden at den overhovedet forholder sig til de problematiske sider af den amerikanske besættelse, og uden at modstanderne vises som andet end barbarer og luskede fjender. Det kan i én eller anden grad forklares med, at filmen ser begivenhederne fra Kyles synspunkt, som vist ikke var det mest nuancerede. Det får bare en rigtig grim bismag, når der samtidig bliver digtet med rund hånd omkring Kyles bedrifter. For det gør der helt sikkert i mindst to af de subplots, som fylder meget i Irak-afsnittene. I det ene ser man hovedpersonen være afgørende med i jagten på en lokal Al-Qaeda-leder. Men han blev i virkeligheden fanget af civilbefolkningen og var den første prominente Al-Qaeda-mand, som på den måde blev udleveret til amerikanerne. Og det subplot, som fylder mest overhovedet, er en rent fiktiv fortælling, om at oprørerne også har en superskytte, som Kyle udkæmper en slags tvekamp på afstand med. Men det er altså fri fantasi og udelukkende tilføjet for at skabe filmisk spænding.
Jeg synes ikke, at film baseret på fakta har pligt til at være 100% sandfærdige, men "American Sniper" overskrider den grænse i usædvanligt høj grad. Ikke mindst i betragtning af, at den foregår for ganske få år siden og handler om et så væsentligt og kontroversielt emne som Irakkrigen.
Til gengæld har "American Sniper" så mere bund i den del, der handler om konsekvenserne af at blive sendt i krig og det posttraumatiske stress, som Kyle tydeligvis bliver ramt af, måske uden at han helt erkender det. Bradley Cooper er virkelig overbevisende som Kyle, som han troværdigt og inklusive 15-20 ekstra kilo muskler skildrer som en meget ukompliceret redneck-fyr, der aldrig er i tvivl om, at han gør sin pligt og det rigtige. Men alligevel sker der nogle ting bag facaden, som han ikke kan finde ud af at få talt om, men som tydeligvis får ham til at spørge, om resultaterne i Irak var omkostningerne værd. I den del af filmen får Cooper solidt modspil af Sienna Miller som Kyles kone - en rolle, der udelukkende er defineret som en hjemmegående husmor, der venter på, at far kommer hjem fra krigen, men som Miller trods alt gør vedkommende. Og til sidst lader Eastwood filmen slå et virkningsfuldt slag med halen i den dybe skæbnens ironi, som også er historien om Chris Kyle.
Filmens fokus på det posttraumatiske stress fik mig til at tænke over, om vi nu for alvor er ved at komme ind i den fase, hvor Hollywoods film om krigen handler om dem, der kommer mærkede hjem. Nogle af de bedste film om USA's tidligere krige har nemlig behandlet det tema, og det bliver interessant at se, om Irak kan give grundlag for samme type refleksioner, som 2. Verdenskrig og Vietnam gjorde. "American Sniper" er i hvert fald et skridt i den retning, selv om den langtfra er nogen ny "Coming Home" eller "The Best Years of Our Lives".
"American Sniper" er i øvrigt en særdeles solid produktion på de fleste punkter, og Eastwood styrer sit publikum igennem historien uden ret mange dikkedarer - ganske som han plejer. Kampscenerne fra Irak er generelt velproducerede, og særligt én træfning midt i en begyndende sandstorm imponerer. Men samtidig er det altså også en film, der som sin helt er tvetydig under en tilsyneladende simpel overflade. Dens skildring af de menneskelige omkostninger ved at sende folk i krig er vedkommende og interessant, men omvendt er dens brug af det historiske kildemateriale tvivlsom (for at sige det mildt), og jeg undres over, at Eastwood ikke har fundet det nødvendigt at udfordre sin hovedpersons syn på tingene noget mere. Det er svært at se, at det er samme instruktør, som med den begavede og nuancerede "Letters from Iwo Jima" lavede én af det sidste årtis allerbedste krigsfilm. Til sammenligning stritter den her i så mange retninger - både positive og negative - at det faktisk gør den svær at bedømme, men jeg lander på tre store stjerner.
Kyle er en interessant figur, der på samme tid er endimensionel og tvetydig. På den ene side er han en regulær amerikansk helt; en supersoldat fra elitestyrken Navy SEALs, der med sine præcise skud reddede andre soldaters liv i krigen. Både hans selvbiografi og denne film har været bestsellere, og Kyle er især fejret af den fløj af amerikanere, som tror på 'the American Way' og USA's selvbillede som moralsk stormagt. På den anden side er hans selvbiografi skrevet af en pralhans, for den er bevisligt fuld af løgn, ved at den omkring Kyles liv uden for militæret beskriver flere episoder, som aldrig har fundet sted. Faktisk har bogen ført til en verserende injuriesag, som i første domsinstans udløste en millionerstatning.
Eastwood og manuskriptforfatter Jason Hall har klogeligt udeladt de kontroversielle dele af selvbiografien og fokuserer i stedet på de oplevelser i Irak, som langsomt kravler ind under huden på Kyle. Filmen hylder entydigt hans indsats, men skildrer også det enorme stress, der rammer ham, når han i løbet af splitsekunder skal afgøre, om en person - nogle gange et barn - er en trussel, der bør elimineres. Der viser filmen glimrende den væmmelige spænding, der er ved bykampe i et fremmed land, hvor alle kan vise sig at være fjender. Selv om den dog aldrig kommer i nærheden af den intensitet, man så i "The Hurt Locker".
Samtidig er filmens skildring af indsatsen i Irak så også problematisk. Én ting er, at den i seriøs grad kipper med flaget for de amerikanske helte, uden at den overhovedet forholder sig til de problematiske sider af den amerikanske besættelse, og uden at modstanderne vises som andet end barbarer og luskede fjender. Det kan i én eller anden grad forklares med, at filmen ser begivenhederne fra Kyles synspunkt, som vist ikke var det mest nuancerede. Det får bare en rigtig grim bismag, når der samtidig bliver digtet med rund hånd omkring Kyles bedrifter. For det gør der helt sikkert i mindst to af de subplots, som fylder meget i Irak-afsnittene. I det ene ser man hovedpersonen være afgørende med i jagten på en lokal Al-Qaeda-leder. Men han blev i virkeligheden fanget af civilbefolkningen og var den første prominente Al-Qaeda-mand, som på den måde blev udleveret til amerikanerne. Og det subplot, som fylder mest overhovedet, er en rent fiktiv fortælling, om at oprørerne også har en superskytte, som Kyle udkæmper en slags tvekamp på afstand med. Men det er altså fri fantasi og udelukkende tilføjet for at skabe filmisk spænding.
Jeg synes ikke, at film baseret på fakta har pligt til at være 100% sandfærdige, men "American Sniper" overskrider den grænse i usædvanligt høj grad. Ikke mindst i betragtning af, at den foregår for ganske få år siden og handler om et så væsentligt og kontroversielt emne som Irakkrigen.
Til gengæld har "American Sniper" så mere bund i den del, der handler om konsekvenserne af at blive sendt i krig og det posttraumatiske stress, som Kyle tydeligvis bliver ramt af, måske uden at han helt erkender det. Bradley Cooper er virkelig overbevisende som Kyle, som han troværdigt og inklusive 15-20 ekstra kilo muskler skildrer som en meget ukompliceret redneck-fyr, der aldrig er i tvivl om, at han gør sin pligt og det rigtige. Men alligevel sker der nogle ting bag facaden, som han ikke kan finde ud af at få talt om, men som tydeligvis får ham til at spørge, om resultaterne i Irak var omkostningerne værd. I den del af filmen får Cooper solidt modspil af Sienna Miller som Kyles kone - en rolle, der udelukkende er defineret som en hjemmegående husmor, der venter på, at far kommer hjem fra krigen, men som Miller trods alt gør vedkommende. Og til sidst lader Eastwood filmen slå et virkningsfuldt slag med halen i den dybe skæbnens ironi, som også er historien om Chris Kyle.
Filmens fokus på det posttraumatiske stress fik mig til at tænke over, om vi nu for alvor er ved at komme ind i den fase, hvor Hollywoods film om krigen handler om dem, der kommer mærkede hjem. Nogle af de bedste film om USA's tidligere krige har nemlig behandlet det tema, og det bliver interessant at se, om Irak kan give grundlag for samme type refleksioner, som 2. Verdenskrig og Vietnam gjorde. "American Sniper" er i hvert fald et skridt i den retning, selv om den langtfra er nogen ny "Coming Home" eller "The Best Years of Our Lives".
"American Sniper" er i øvrigt en særdeles solid produktion på de fleste punkter, og Eastwood styrer sit publikum igennem historien uden ret mange dikkedarer - ganske som han plejer. Kampscenerne fra Irak er generelt velproducerede, og særligt én træfning midt i en begyndende sandstorm imponerer. Men samtidig er det altså også en film, der som sin helt er tvetydig under en tilsyneladende simpel overflade. Dens skildring af de menneskelige omkostninger ved at sende folk i krig er vedkommende og interessant, men omvendt er dens brug af det historiske kildemateriale tvivlsom (for at sige det mildt), og jeg undres over, at Eastwood ikke har fundet det nødvendigt at udfordre sin hovedpersons syn på tingene noget mere. Det er svært at se, at det er samme instruktør, som med den begavede og nuancerede "Letters from Iwo Jima" lavede én af det sidste årtis allerbedste krigsfilm. Til sammenligning stritter den her i så mange retninger - både positive og negative - at det faktisk gør den svær at bedømme, men jeg lander på tre store stjerner.
26/01-2015
