Mirakuløs helligbrøde
5.0
Ét ord falder mig ind, når jeg skal beskrive den måske sværeste toer i filmhistorien. Mirakel.
Der så mange ting i denne film, der gør ens forudindtagelse til skamme. På papiret er det jo komplet vanvittigt, så mange år efter at lave en forsættelse til en så ikonisk klassiker som "Psycho", der er lavet af en instruktør, mange betragter som den største nogensinde. Men fandeme om den ikke hiver den ene kanin efter den anden op af hatten.
Første kanin får vi allerede i begyndelsen, da man smider Norman Bates ind som 'ny i job' i en snasket diner, der står i skærende kontrast til Bates' naturlige elegance og ynde. Han er lige så lost, som han var, da vi slap ham sidst men under nye omstændinger. Arkade-spillemaskinerne i hjørnet bliver et godt billede på de 23 år, han har været væk fra virkeligheden. En virkelighed han aldrig lærte at håndtere til at starte med, endsige var en del af. Og nu skal han så forsøge at finde sin plads i den. Man har sgu lidt ondt af ham.
Netop sympatien for Norman, som instruktøren tydeligvis lægger stor vægt på, er en altafgørende faktor for, at filmen holder. Det var jo genistregen ved det sublime gys i originalen. At vi havde ondt af psykopaten. I det hele taget er det en fornøjelse at se, hvor ærefuld og samtidig original en fortsættelse det er. Der ligger en indbygget skønhed i filmen men også i historien om, at det lige blev Richard Franklin, der endte med at få instruktørtjansen. En mand hvis drøm om at lave film blev født det sekund, hans 12-årige øjne så "Psycho".
Som gyserfilm er det også en forbløffende stærk toer. Den leverer nogle eminente chok-øjeblikke, og derudover indeholder den nogle virkelig velorkestrerede scener, der har en oprigtigt uhyggelig atmosfære over sig. I øvrigt fint flettet sammen med krimi-delen jo længere vi kommer ind i historien, som Hitchcock jo også gjorde.
En anden ting jeg til stadighed imponeres over er plottet og konstruktionen i det. Det er så elegant skruet sammen. Måden det spiller op til vores hovedpersons skrøbelige psyke og hele tiden skaber usikkerhed om Norman. Det psykologiske spil som udfolder sig i den sidste akt er tæt på det geniale, vil jeg mene. Især fordi det også fucker med os, tilskueren, nøjagtigt som det gør med stort set alle filmens karakterer. Og det endelige twist er helt i top, hvor det tragiske aspekt virkelig får næring med en nådesløs slutning.
Og Anthony Perkins! Han gentager rollen med respektindgydende overbevisning. Han har ikke tabt et eneste skridt trods de mange år væk fra rollen, og dermed er ens fascination af Bates intakt. Og samspillet mellem Perkins og Meg Tilly i den anden bærende rolle er helt igennem fantastisk....der er som sagt så mange ting at glædes over ved denne toer som jeg, netop i kraft af min tilbedelse af originalen, vil kalde et mirakel.
Der så mange ting i denne film, der gør ens forudindtagelse til skamme. På papiret er det jo komplet vanvittigt, så mange år efter at lave en forsættelse til en så ikonisk klassiker som "Psycho", der er lavet af en instruktør, mange betragter som den største nogensinde. Men fandeme om den ikke hiver den ene kanin efter den anden op af hatten.
Første kanin får vi allerede i begyndelsen, da man smider Norman Bates ind som 'ny i job' i en snasket diner, der står i skærende kontrast til Bates' naturlige elegance og ynde. Han er lige så lost, som han var, da vi slap ham sidst men under nye omstændinger. Arkade-spillemaskinerne i hjørnet bliver et godt billede på de 23 år, han har været væk fra virkeligheden. En virkelighed han aldrig lærte at håndtere til at starte med, endsige var en del af. Og nu skal han så forsøge at finde sin plads i den. Man har sgu lidt ondt af ham.
Netop sympatien for Norman, som instruktøren tydeligvis lægger stor vægt på, er en altafgørende faktor for, at filmen holder. Det var jo genistregen ved det sublime gys i originalen. At vi havde ondt af psykopaten. I det hele taget er det en fornøjelse at se, hvor ærefuld og samtidig original en fortsættelse det er. Der ligger en indbygget skønhed i filmen men også i historien om, at det lige blev Richard Franklin, der endte med at få instruktørtjansen. En mand hvis drøm om at lave film blev født det sekund, hans 12-årige øjne så "Psycho".
Som gyserfilm er det også en forbløffende stærk toer. Den leverer nogle eminente chok-øjeblikke, og derudover indeholder den nogle virkelig velorkestrerede scener, der har en oprigtigt uhyggelig atmosfære over sig. I øvrigt fint flettet sammen med krimi-delen jo længere vi kommer ind i historien, som Hitchcock jo også gjorde.
En anden ting jeg til stadighed imponeres over er plottet og konstruktionen i det. Det er så elegant skruet sammen. Måden det spiller op til vores hovedpersons skrøbelige psyke og hele tiden skaber usikkerhed om Norman. Det psykologiske spil som udfolder sig i den sidste akt er tæt på det geniale, vil jeg mene. Især fordi det også fucker med os, tilskueren, nøjagtigt som det gør med stort set alle filmens karakterer. Og det endelige twist er helt i top, hvor det tragiske aspekt virkelig får næring med en nådesløs slutning.
Og Anthony Perkins! Han gentager rollen med respektindgydende overbevisning. Han har ikke tabt et eneste skridt trods de mange år væk fra rollen, og dermed er ens fascination af Bates intakt. Og samspillet mellem Perkins og Meg Tilly i den anden bærende rolle er helt igennem fantastisk....der er som sagt så mange ting at glædes over ved denne toer som jeg, netop i kraft af min tilbedelse af originalen, vil kalde et mirakel.
03/02-2015
