Et kreativt mesterværk af de helt sjældne

Alejandro González Iñárritu har fra sin debut, "Love Is a Bitch", og i alle sine efterfølgende værker imponeret med et åbenlyst talent for at lave film. I "Birdman" tager han det talent for kompleks historiefortælling kombineret med teknisk præcision ét skridt videre - først og fremmest ved at tilføre en humor og lethed, som ikke har været der i de tunge dramaer, Iñárritu tidligere har lavet.

Hovedpersonen er Riggan Thomson - en afdanket Hollywood-stjerne, der engang var verdensberømt som superhelten Birdman. I sin karrieres efterår har han besluttet sig for, at han vil tages seriøst som kunstner, og derfor har han skrabet penge sammen til at sætte en dramatisering af Raymond Carver op på Broadway. Med Riggan selv som instruktør, dramatiker og hovedrolle. Efterhånden som premieren nærmer sig, opstår der dog masser af stress bag kulisserne, og Riggan får nok at gøre med at holde sammen på produktionen, samtidig med at han kæmper med sit eget kritiske sind.

"Birdman" er først og fremmest historien om en mand, der gerne vil gøre sig fri af sin fortid og blive taget alvorligt af det fine selskab. Fortalt i en spydigt humoristisk stil, der gør, at man både griner med og ad hovedpersonen. Midt i kaos og absurde episoder er han nemlig ret latterlig - men på den meget genkendelige måde, som man godt kan genkende fra sig selv.

Riggan er på den måde en utroligt menneskelig karakter; en mand, som bare gerne vil have anerkendelse og sætter alt på ét bræt for at få det. Men som også er enormt sympatisk i sin uperfekte stræben efter drømmen. Og som virkelig har et problem med den fantasifigur i Birdman-dragt, der konstant plager ham og på den måde repræsenterer den sorte side af Riggans sind.

Den fortælling bliver så foldet ud i en arketypisk teatersetting med hysteriske kunstnertyper, Riggans sarkastiske datter og hans bedste ven, der fortvivlet forsøger at få finansieringen af stykket til at gå op. Iñárritus ekstremt veloplagte manuskript sprøjter jokes og in-jokes om både Broadway og Hollywood ud til højre og venstre, og det gør "Birdman" til en virkelig morsom film oven på den egentlig tragiske hovedhistorie. Det er aldeles passende, at filmens fulde titel er "Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance)" - men man skal se den for at forstå hvorfor.

Oven på sit skarpe manuskript leverer Iñárritu så en sjældent gennemtænkt instruktion på et kreativt niveau, man meget sjældent ser. "Birdman" er optaget, så det ser ud, som om hele filmen er lavet i ét langt skud - hvilket den så åbenlyst alligevel ikke er, men der er alligevel tale om sekvens efter sekvens med kameraet i konstant bevægelse i meget lange takes, der virkelig elegant klippes sammen. Det er seriøst imponerende, og hvis fotograf Emmanuel Lubezki ikke vinder sin anden Oscar i træk, er der ingen retfærdighed til. Det ekstra fede er så, at der oven i de lange, komplekse skud bliver lagt en surrealistisk dimension, hvor den skizofrene indflydelse fra Riggans alter ego bliver illustreret som indslag af superkræfter. Der er så gnidningsfrit sat sammen med de rigtige optagelser, at det ender med at være svært at spotte, præcis hvornår de surrealistiske indslag stopper, og hvordan de skal tolkes i forhold til resten.

Det hele bliver holdt sammen af et særdeles usædvanligt soundtrack, hvor størsteparten af musikken er skrevet og spillet solo af jazztrommeslageren Antonio Sánchez (som Iñárritu endda er fræk nok til at lade sidde og spille i baggrunden af et take). Det er en helt anden musikstil end den klassiske Hollywood-symfoni, og den er i allerhøjeste grad med til at definere den ukonventionelle fortællerytme i "Birdman".

Den rytme præger naturligvis også filmens skuespillere, som tydeligvis har arbejdet hårdt med at gå ind og ud af de lange takes og levere maksimalt, mens de er på kamera. Det gælder først og fremmest Michael Keaton, som er aldeles fremragende som Riggan Thomson - formentlig den bedste rolle i hans karriere, spillet med humørsvingninger fra ynkelighed til raseri og hele vejen stort nærvær.

Edward Norton er også i storform som den selvfede, kompromisløse Broadway-stjerne, der bliver hentet ind for at redde forestillingen, og derudover er Naomi Watts og Emma Stone dejligt skarpe som henholdsvis stykkets kvindelige hovedrolle og Riggans datter. Men der er også fantastisk power i Andrea Riseborough som Riggans smågale kæreste og en fin rolle til Zach Galifianakis, der overraskende modsat sin stereotyp spiller teatrets mest normale menneske som Riggans advokat og bedste ven. I det hele taget er der heller ikke en finger at sætte på skuespillet, selv om det nogle gange er lettere overvældende, at alle de dygtige skuespillere for fuld damp kæmper om éns opmærksomhed.

"Birdman" er helt vildt fed. En film med fuldt tryk på alle cylindre, hvor form, indhold, udførsel, teknik og skuespil i sjælden grad går op i en højere enhed. Sådan laver man et mesterværk.