Rum'antisk
4.0
Det er svært ikke at sympatisere med en Zemeckis-film. Der ligger altid et enormt hjerte bag hans fortællinger. Jeg holder af ham, fordi han har en virkelig god sans for at lave sentimentale film, der ikke skammer sig over at være det, og alligevel sørger for ikke at overgøre det.
Den balancegang lykkedes han også med i sci fi-dramaet "Contact" fra '97, som stadig holder, hvis du spørger mig. Det er grundlæggende en rørende fortælling om en piges og sidenhen kvindes ukuelige søgen efter nogen 'derude'. Ellie Arroway har præcis det samme optimistiske og nysgerrige væsen som voksen, som når vi først møder hende, og derfor holder jeg af hende. Det er vigtigt, for filmen står og falder med, om man er lige så investeret i tingene, som hun er.
Hele religion vs. videnskab-aspektet er måske ikke synderlig originalt, og det havde klart fungeret bedre, hvis Matthew McConaugheys karakter var bedre skrevet - hans personlighed ligger omtrent på gople-stadiet. Men alligevel synes jeg, det lykkedes i sidste akt at skabe en fin pointe i historien, hvor en af videnskabens mest tro disciple må erkende, man ikke kan bevise, eller blot beskrive, guddommelighed for en person, der ikke selv har oplevet den. Hendes eget regelbundne felt forhindrer hende paradoksalt nok i at dele videnskabens største opdagelse med resten af verden. Det er godt skrevet.
Man kan så godt tage sig lidt til hovedet over, at manuskriptforfatterne har brugt så mange kræfter på at gøre deres science fiction troværdig (og i øvrigt gør det godt), mens forklaringsproblemerne opstår nede på Jorden af alle steder. Såsom udvælgelsesprocessen hvor valget falder på en mand, fordi han tror mere på Gud end Ellie (?), og dermed vælger man altså en astronaut til menneskehedens vigtigste rum-mission, hvis fysik peakede for 25-30 år siden. Eller den kristne ekstremist der slipper igennem hvad der må formodes at være ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger med et bombebælte på størrelse med sin torso.....come on. Hele den sekvens er faktisk hæslig.
Så er det godt at andre dele af filmen ligefrem funkler. Jeg finder i hvert fald stadig skønhed i Zemeckis' kærlighedsbrev til det ydre rum og håbet om, at vi ikke er så alene, som vi går og tror. Selve rumrejsen og ikke mindst endestationen er vidunderligt iscenesat. Og så er Ellies afsluttende monolog foran kongressen uomtvisteligt rørende - den gør stadig et stort indtryk på mig. Den er faktisk tæt på at nå de samme smukke højder, som da Richard Dreyfuss modellerede sin kartoffelmos i 'Close Encounters'.
Den balancegang lykkedes han også med i sci fi-dramaet "Contact" fra '97, som stadig holder, hvis du spørger mig. Det er grundlæggende en rørende fortælling om en piges og sidenhen kvindes ukuelige søgen efter nogen 'derude'. Ellie Arroway har præcis det samme optimistiske og nysgerrige væsen som voksen, som når vi først møder hende, og derfor holder jeg af hende. Det er vigtigt, for filmen står og falder med, om man er lige så investeret i tingene, som hun er.
Hele religion vs. videnskab-aspektet er måske ikke synderlig originalt, og det havde klart fungeret bedre, hvis Matthew McConaugheys karakter var bedre skrevet - hans personlighed ligger omtrent på gople-stadiet. Men alligevel synes jeg, det lykkedes i sidste akt at skabe en fin pointe i historien, hvor en af videnskabens mest tro disciple må erkende, man ikke kan bevise, eller blot beskrive, guddommelighed for en person, der ikke selv har oplevet den. Hendes eget regelbundne felt forhindrer hende paradoksalt nok i at dele videnskabens største opdagelse med resten af verden. Det er godt skrevet.
Man kan så godt tage sig lidt til hovedet over, at manuskriptforfatterne har brugt så mange kræfter på at gøre deres science fiction troværdig (og i øvrigt gør det godt), mens forklaringsproblemerne opstår nede på Jorden af alle steder. Såsom udvælgelsesprocessen hvor valget falder på en mand, fordi han tror mere på Gud end Ellie (?), og dermed vælger man altså en astronaut til menneskehedens vigtigste rum-mission, hvis fysik peakede for 25-30 år siden. Eller den kristne ekstremist der slipper igennem hvad der må formodes at være ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger med et bombebælte på størrelse med sin torso.....come on. Hele den sekvens er faktisk hæslig.
Så er det godt at andre dele af filmen ligefrem funkler. Jeg finder i hvert fald stadig skønhed i Zemeckis' kærlighedsbrev til det ydre rum og håbet om, at vi ikke er så alene, som vi går og tror. Selve rumrejsen og ikke mindst endestationen er vidunderligt iscenesat. Og så er Ellies afsluttende monolog foran kongressen uomtvisteligt rørende - den gør stadig et stort indtryk på mig. Den er faktisk tæt på at nå de samme smukke højder, som da Richard Dreyfuss modellerede sin kartoffelmos i 'Close Encounters'.
11/02-2015
