What else flows in water? Not this movie. It sinks.

I en dyster fantasy-udgave af et middelalderligt England slipper Mother Malkin, en mægtig heksedronning, ud af sit mangeårige fængsel. Hun kalder sine tjenere til sig, for at de under den forestående blodmåne kan udføre et stort ritual, der vil gøre Malkin uovervindelig. Den eneste, der kan stoppe hendes planer, er en gammel heksejæger, der som hjælp rekrutterer en ny lærling - den syvende søn af en syvende søn, som har særlige kræfter på grund af sit ophav.

"Seventh Son" er primært baseret på første bind i Joseph Delaneys succesfulde romanserie "The Wardstone Chronicles". Historien er klassisk ungdomsfantasy med en ung helt, der viser sig at være noget helt specielt og derfor får en særlig rolle i kampen mod ondskaben. Intet nyt her, men Delaneys univers har dog et sjovt træk, jeg også har set i andre moderne fantasyhistorier: Historiens hekse fremstilles som en særlig race - og altså ikke mennesker, der bruger hekseri. Måske er det for at distancere sig fra den kvindefjendske arv fra virkelighedens heksejagter, men det reducerer så også heksene til at være en slags formskiftende dæmoner eller magiske bøhmænd på linje med de trolde og lignende, som også optræder i historien. Men samtidig er heksene stadig lusket forføreriske, og i virkeligheden handler det om forsmåede damer. Det metafysiske er lidt noget rod.

Det er "Seventh Son" også helt overordnet i russiske Sergei Bodrovs instruktion. Altså noget rod. Bodrov forsøger egentlig at slå en gritty dark fantasy-tone an, som jeg godt kan lide. Fantasy har godt af, at magien virkelig er farlig og korrumperende. Men det skal åbenbart ikke blive for dystert, så derfor bliver der også drysset falde-på-halen-komik og bøvede jokes ud over filmen med jævn hånd. Og det dræber både spænding og tone i filmen, som bare bliver en ekstremt forudsigelig episodisk nedkæmpning af hekse. Nå ja, og så er der også lige en ung heks, som vist er god nok. Men hendes relation til den unge helt bliver abrupt tabt på gulvet i en alt for inkonsekvent slutning, hvor filmen bare pludselig er forbi.

Skuespillet er absolut heller ikke værd at råbe hurra for, og det er ganske forbløffende, når man ser på, hvor gode kræfter der egentlig er med i "Seventh Son". En hysterisk overspillende Jeff Bridges, der fjoller rundt med gedebukkeskæg og forceret jovialitet som den gamle heksejæger (der vist egentlig er en ridder af en slags?). En skinger Julianne Moore, der kører 100% på rutinen som Mother Malkin. En sød, men også ret forglemmelig Alicia Vikander som den unge heks. Og så en mere forudsigeligt farveløs Ben Barnes som heksejægerens nye lærling.

I det hele taget kan jeg kun se ét rigtigt plus ved "Seventh Son", og det er veteranen Dante Ferrettis fine production design. Ferretti er jo i verdensklasse i sit fag, og her blender han fornemt forskellige kulturelle inspirationer til en overbevisende visuel fusion, der kommer langt ud over den traditionelle anglicistiske fantasystil. Der går så også totalt etnisk stereotyp i portrætterne af de forskellige hekse - en indertype med mange arme, en afrikanertype, der kan forvandle sig til en leopard, og så videre. Men det skyldes nok Delaneys forlæg og ikke Ferrettis bundsolide arbejde med visualiseringen af universet.

I sidste ende er der bare ikke ret meget at komme efter i "Seventh Son". Det er total klichéfantasy med en simpel kamp mellem onde og gode, hvor instruktør Bodrov tilmed mister grebet om fortællingen mod slutningen (hvor filmen dog trods alt nåede at afbryde sig selv, før den kom helt ned på én stjerne hos mig). Man skal være helt enormt glad for drager og den slags for at kunne elske den her.