Løberens langtrukne lidelser
2.0
Angelina Jolies anden film som instruktør er den biografiske fortælling om Louis Zamperini - en bemærkelsesværdig mand, der som 19-årig deltog i OL i Berlin og siden havde en forfærdelig tid som krigsfange under 2. Verdenskrig. Zamperini var om bord på et bombefly, der styrtede ned i Stillehavet, og efter 47 dage i en redningsbåd blev han og det eneste andet overlevende besætningsmedlem samlet op af japanerne. Herefter fulgte mere end to år med mishandling og tvangsarbejde i forskellige fangelejre, hvor særligt én sadistisk fangevogter satte sig for at knække Zamperini, efter han havde genkendt ham som olympisk atlet.
"Unbroken" er altså, præcis hvad titlen lover: En fortælling om en mand, der ikke lader sig knække, lige meget hvad han bliver udsat for af modgang. Filmen fører det tilbage til hans opvækst i 30'erne, hvor hovedpersonen som italiensk-amerikaner bliver udsat for småracisme og mobning, og han er på vej ud i kriminalitet, før hans storebror får ham sporet ind på, at han i stedet kan bevise sig selv som langdistanceløber. Den samme vilje og trodsighed er altså grundlaget for, at han først overlever i usandsynligt lang tid på havet og derefter kommer levende igennem konstant mishandling som krigsfange.
Det er med andre ord en meget klassisk heltehistorie om mod og mandshjerte, men desværre synes jeg ikke, at Jolie forløser den ret godt. Hun fortæller historien i en meget konservativ filmstil, fuldstændig typisk biopic, hvor forhistorien i USA fungerer bedst, og scenerne fra krigen er rigtig nydeligt lavet - som resten af filmen er de skudt i en overbevisende naturalistisk billedstil af stjernefotografen Roger Deakins.
Men efter at Zamperini lander i japansk fangenskab, bliver fortællingen enormt repetitiv, når man får den ene scene efter den anden med følelseskolde, onde japanere, der mishandler deres fanger. Det betyder også, at den ellers lovende unge stjerne Jack O'Connell får et meget begrænset register at spille på i hovedrollen, hvor han mest bare skifter mellem trodsige og lidende ansigtsudtryk. Og på den anden side formår den japanske rockstjerne Miyavi på intet tidspunkt at gøre det forståeligt, hvad der foregår i hovedet på Zamperinis primære plageånd.
Det har givetvis været nogenlunde sådan, fangerne oplevede situationen: At de uden grund blev mishandlet igen og igen af brutale vogtere. Men jeg spørger mig selv, hvad jeg skal med en film, der tilsyneladende bare ønsker at sige, at de onde er onde, og helten er en helt, fordi han kan tage det? Og måske ville jeg så alligevel have syntes, at filmen var mere interessant, hvis jeg på forhånd havde kendt mindre til japanernes brutale behandling af deres fanger.
Et stort problem - og en virkelig underlig prioritering - i "Unbroken" er også, at den blot fortæller historien om at overleve. Men efterspillet efter krigen og konsekvenserne for hovedpersonerne bliver udelukkende behandlet i eftertekster. Hvor man så ender med et budskab, om at man tilsyneladende finder Gud ved at få tæsk i årevis af onde asiater. Selv om der bestemt sker gribende ting på lærredet undervejs, er det underligt, at det her har kunnet blive til en så relativt formålsløs fortælling - særligt når instruktør Jolie bl.a. har fået hjælp af Coen-brødrene til manuskriptet.
"Unbroken" er altså, præcis hvad titlen lover: En fortælling om en mand, der ikke lader sig knække, lige meget hvad han bliver udsat for af modgang. Filmen fører det tilbage til hans opvækst i 30'erne, hvor hovedpersonen som italiensk-amerikaner bliver udsat for småracisme og mobning, og han er på vej ud i kriminalitet, før hans storebror får ham sporet ind på, at han i stedet kan bevise sig selv som langdistanceløber. Den samme vilje og trodsighed er altså grundlaget for, at han først overlever i usandsynligt lang tid på havet og derefter kommer levende igennem konstant mishandling som krigsfange.
Det er med andre ord en meget klassisk heltehistorie om mod og mandshjerte, men desværre synes jeg ikke, at Jolie forløser den ret godt. Hun fortæller historien i en meget konservativ filmstil, fuldstændig typisk biopic, hvor forhistorien i USA fungerer bedst, og scenerne fra krigen er rigtig nydeligt lavet - som resten af filmen er de skudt i en overbevisende naturalistisk billedstil af stjernefotografen Roger Deakins.
Men efter at Zamperini lander i japansk fangenskab, bliver fortællingen enormt repetitiv, når man får den ene scene efter den anden med følelseskolde, onde japanere, der mishandler deres fanger. Det betyder også, at den ellers lovende unge stjerne Jack O'Connell får et meget begrænset register at spille på i hovedrollen, hvor han mest bare skifter mellem trodsige og lidende ansigtsudtryk. Og på den anden side formår den japanske rockstjerne Miyavi på intet tidspunkt at gøre det forståeligt, hvad der foregår i hovedet på Zamperinis primære plageånd.
Det har givetvis været nogenlunde sådan, fangerne oplevede situationen: At de uden grund blev mishandlet igen og igen af brutale vogtere. Men jeg spørger mig selv, hvad jeg skal med en film, der tilsyneladende bare ønsker at sige, at de onde er onde, og helten er en helt, fordi han kan tage det? Og måske ville jeg så alligevel have syntes, at filmen var mere interessant, hvis jeg på forhånd havde kendt mindre til japanernes brutale behandling af deres fanger.
Et stort problem - og en virkelig underlig prioritering - i "Unbroken" er også, at den blot fortæller historien om at overleve. Men efterspillet efter krigen og konsekvenserne for hovedpersonerne bliver udelukkende behandlet i eftertekster. Hvor man så ender med et budskab, om at man tilsyneladende finder Gud ved at få tæsk i årevis af onde asiater. Selv om der bestemt sker gribende ting på lærredet undervejs, er det underligt, at det her har kunnet blive til en så relativt formålsløs fortælling - særligt når instruktør Jolie bl.a. har fået hjælp af Coen-brødrene til manuskriptet.
12/02-2015
