Når skuespilleren er bedre end filmen

4.0
"Nightcrawler" har et kæmpe problem. Den stopper, mens legen er god. Og legen bliver først rigtig god henimod slutningen.

Siden jeg så den i biffen har jeg ladet den rumle lidt i maven, men jeg bliver nødt til at erkende skuffelsen nu. Jeg er ikke skuffet over en dårlig film, jeg er skuffet over en film, der ikke udlever sit potentiale.

Lad mig slå én ting helt fast. Jake Gyllenhaal er fucking fantastisk her. Sammen med hans præstation i "Prisoners" har han nu endegyldigt overbevist mig om, at babyfedtet er smidt - Gyllenhaal var indrømmet ikke min kop te i de unge år, men står nu som et pragteksempel på, hvor meget en skuespiller kan vokse med opgaven, hvis de rette roller lander på skrivebordet. Han er hele attraktionen ved denne film. Han ER filmen. Den afstumpede, nærmest alien-agtige, Louis Bloom er en karakter, man kun kan tabe kæben over, alt imens man prøver at finde ud af, om det er væmmelse eller imponerethed, man føler. Det er nu nok væmmelse, men ligesom Nina i filmen (spillet af en veloplagt men på ingen måde oscar-god Rene Russo) kan man alligevel ikke lade være med måbende at respektere hans rovdyrsagtige og nøje kalkulerede tur op ad rangstigen. Det bliver man nødt til, når nu gamet er, som det er.

Som mediekritik maler filmen med for brede (og for tydelige) strøg til, at jeg kan hylde den på de præmisser, og det er velnok heri min skuffelse består. Selvfølgelig skal den have point for at adressere en syg mediekultur, men vi kommer aldrig spadestikket dybere, hverken konkret eller kunstnerisk.

Og det er ikke fordi, den ikke prøver at være en samtidsrelevant interessant film, den lykkedes bare ikke med det, fordi Gilroys instruktion er for usikker. Han sætter sig mellem to stole. Gilroy skulle hellere have holdt sig til "bare" at lave en enspænder-film og lade mediekritikken være et krydderi i stedet for en halv hovedret. Der er RIGELIGT fascinerende gods i Louis Bloom til at lade ham køre solo i en hel film. Han er grunden til at se "Nightcrawler". Ham og så et velfungerende klimaks. Fire stjerner og fem panderynker.
Nightcrawler