Tre meget atypiske hovedroller bærer en film om tragiske ambitioner
4.0
Brydning er omdrejningspunktet for den virkelige historie, der ligger bag "Foxcatcher". Helt præcist brydning i fristil, som i 1984 var den disciplin, som brødrene Dave og Mark Schultz begge vandt olympisk guld i. Efter OL bliver Mark Schultz kontaktet af mangemillionæren John du Pont, som vil opbygge sit helt eget team og derigennem skabe det bedste amerikanske brydelandshold nogensinde. Med hjælp fra Mark lykkes det også at få storebror Dave til at frigøre sig og komme med på holdet som træner frem mod OL i 1988. Men deres nye mæcen begynder også at opføre sig mere og mere besynderligt.
"Foxcatcher" skildrer nemlig først og fremmest den lettere mystiske John du Pont, der sælger sin idé om at skabe Team Foxcatcher - opkaldt efter familiens landsted i Pennsylvania - som sit personlige bidrag til at give USA succes mod østbloklandene. Filmen udspiller sig jo i de afgørende år af Den Kolde Krig. Men bid for bid viser instruktør Bennett Miller, at du Ponts projekt nok nærmere handler om at bevise sig selv over for sin dominerende mor, der ellers mere er til væddeløbsheste.
På den led er filmen også et ganske bidskt portræt af den traditionelle amerikanske overklasse - de store, gamle familier, der ofte kaldes 'old money'. For Du Pont-klanen er styrtende rige, med en formue baseret på en kemikoncern, der blandt meget andet har opfundet produkter som nylon, kevlar og teflon. Og i "Foxcatcher" skildres familien som en slags moderne højadel, der er helt ude af kontakt med almindelige menneskers hverdag. Og som derfor kan have en tendens til at tro, at deres penge betyder, at de kan tillade sig hvad som helst - hvilket går helt galt for John du Pont.
Han bliver virkelig imponerende portrætteret af Steve Carell, der her er meget langt væk fra sine normale komiske roller. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se Carell som en stærk karakterskuespiller, men med små, nærmest underspillende midler bygger han detaljer på John du Pont, som stille og roligt afslører ham som en seriøst weird type - der egentlig er ret ynkelig i sine forsøg på at spille den store brydetræner, når moderen er i nærheden.
En meget usædvanlig ting ved "Foxcatcher" er, at alle dens tre hovedpersoner er ekstremt introverte, og det betyder, at rigtig meget af skuespillet bliver formidlet gennem ultrakorte sætninger, grynt og ludende skuldre - når hovedpersonerne da ikke lader fysikken tale i stedet. Det fungerer også rigtig godt for både Channing Tatum og Mark Ruffalo, der begge er stærkt spillende som Mark og Dave Schultz - Ruffalo som den lidt mere udadvendte storebror, og Tatum som den meget forknytte, men også mere talentfulde lillebror. Begge i øvrigt med dygtigt lagt makeup i form af braktude og blomkålsører, som også bidrager til Carells rolle.
Det er tydeligt, at instruktør Miller har haft stort fokus på personinstruktionen, for det er kun gennem den, at historien i "Foxcatcher" kommer til at leve. Og det gør den så også i fin stil, fordi der bliver leveret fascinerende skuespil i nogle meget atypiske hovedroller. Rundt omkring dem er filmen også flot iscenesat i en meget farveløs og trist stil, der dog helt troværdigt gengiver samtiden. For det er jo tydeligvis tidsbilleder og særprægede personer i ditto historier, som interesserer Bennett Miller. "Foxcatcher" er ikke nogen ny "Capote", men den viser igen hans sikre hånd i filmatiseringer af dramaer fra virkeligheden - her et meningsløst tragisk ét af slagsen.
"Foxcatcher" skildrer nemlig først og fremmest den lettere mystiske John du Pont, der sælger sin idé om at skabe Team Foxcatcher - opkaldt efter familiens landsted i Pennsylvania - som sit personlige bidrag til at give USA succes mod østbloklandene. Filmen udspiller sig jo i de afgørende år af Den Kolde Krig. Men bid for bid viser instruktør Bennett Miller, at du Ponts projekt nok nærmere handler om at bevise sig selv over for sin dominerende mor, der ellers mere er til væddeløbsheste.
På den led er filmen også et ganske bidskt portræt af den traditionelle amerikanske overklasse - de store, gamle familier, der ofte kaldes 'old money'. For Du Pont-klanen er styrtende rige, med en formue baseret på en kemikoncern, der blandt meget andet har opfundet produkter som nylon, kevlar og teflon. Og i "Foxcatcher" skildres familien som en slags moderne højadel, der er helt ude af kontakt med almindelige menneskers hverdag. Og som derfor kan have en tendens til at tro, at deres penge betyder, at de kan tillade sig hvad som helst - hvilket går helt galt for John du Pont.
Han bliver virkelig imponerende portrætteret af Steve Carell, der her er meget langt væk fra sine normale komiske roller. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se Carell som en stærk karakterskuespiller, men med små, nærmest underspillende midler bygger han detaljer på John du Pont, som stille og roligt afslører ham som en seriøst weird type - der egentlig er ret ynkelig i sine forsøg på at spille den store brydetræner, når moderen er i nærheden.
En meget usædvanlig ting ved "Foxcatcher" er, at alle dens tre hovedpersoner er ekstremt introverte, og det betyder, at rigtig meget af skuespillet bliver formidlet gennem ultrakorte sætninger, grynt og ludende skuldre - når hovedpersonerne da ikke lader fysikken tale i stedet. Det fungerer også rigtig godt for både Channing Tatum og Mark Ruffalo, der begge er stærkt spillende som Mark og Dave Schultz - Ruffalo som den lidt mere udadvendte storebror, og Tatum som den meget forknytte, men også mere talentfulde lillebror. Begge i øvrigt med dygtigt lagt makeup i form af braktude og blomkålsører, som også bidrager til Carells rolle.
Det er tydeligt, at instruktør Miller har haft stort fokus på personinstruktionen, for det er kun gennem den, at historien i "Foxcatcher" kommer til at leve. Og det gør den så også i fin stil, fordi der bliver leveret fascinerende skuespil i nogle meget atypiske hovedroller. Rundt omkring dem er filmen også flot iscenesat i en meget farveløs og trist stil, der dog helt troværdigt gengiver samtiden. For det er jo tydeligvis tidsbilleder og særprægede personer i ditto historier, som interesserer Bennett Miller. "Foxcatcher" er ikke nogen ny "Capote", men den viser igen hans sikre hånd i filmatiseringer af dramaer fra virkeligheden - her et meningsløst tragisk ét af slagsen.
17/02-2015
