Enkel og effektiv

4.0
Navnligt når det kommer til gyserfilm skal man være på vagt (hvis altså man finder genren interessant), da mange indenfor denne genre ikke vises i biograferne, men efterhånden udelukkende er tilgængelige på streaming-tjenester. Herunder hører for eksempel Torment, som jeg ellers aldrig havde hørt om, men som viste sig som en positiv overraskelse.

Filmen holder sig til den helt traditionelle og velkendte formel om en lille familie der flytter ud til et afsides beliggende hus, hvor freden ikke varer længe, da de terroriseres af en trussel, som i dette tilfælde er en sindssyg, indavlet familie af mordere med hang til at kidnappe andre folks børn.

Strengt taget er filmen egentlig blot én blandt mange gyserfilm, men den hører efter min vurdering til i den bedre del af skalaen. Instruktøren finder næsten kun genreklichéer frem til lejligheden, men ved tydeligvis hvordan de skal bruges for at kreere mest mulig suspense. Herunder er den meget stramme fortællestil et af de mest fremtrædende virkemidler, der gør filmen så vellykket. Spilletiden er meget kort, kun lidt over 1 time og 10 minutter, men det gør ikke noget da man føler at handlingsforløbet er præcist afgrænset til hvad det drejer sig om, og ikke spilder et sekund på overflødigheder. Flere af chokeffekterne kan man indrømmet også forudse, men samtidig kommer de ofte med så korte mellemrum og så hastigt et tempo at de alligevel fungerer og overrasker.

Det eneste filmen har på minussiden, er skuespillet der tenderer henimod det dilettantiske, men for denne genre er det sjældent et problem der skader det samlede indtryk, nogle vil måske endda påstå at det hører sig til. I denne film træder der i hvert fald i baggrunden.

Skulle man drage en sammenligning mellem Torment og en anden film, så ville valget falde på The Strangers fra 2008. De følger begge dette enkle setup og udfører det meget stramt og effektivt. Den mest markante forskel mellem dem, er nok at mystikken som The Strangers besidder, her erstattes med noget mere indsigt i mordernes sindssyge motivation. Men hvis man satte pris på førnævnte film, så tror jeg at der vil være noget at komme efter i Torment.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg er en sucker for denne genre, og at mit positive indtryk af filmen muligvis hænger sammen dermed. Alligevel vil jeg ikke tøve med at kaste en anbefaling efter filmen hvis man leder efter et gys, helst i en sen nattetime. Filmen er under alle omstændigheder bedre end dens sølle IMDB-rating på blot 4,8. Jeg er glad for at jeg fik den set!
Torment