Trommer og en lektion om livet?
4.0
Min umiddelbare reaktion på filmen var forbløffelse, men efter grundige overvejelser har jeg valgt at revurdere filmen, eftersom jeg mener, at dens få mangler har afgørende betydning for filmen som helhed:
Set fra den filmiske vinkel er "Whiplash" en fremragende film: stærk klipning, godt skuespil og kanon underholdning. Sekvenserne hvor den nærmest dæmonisk onde Terence Fletcher udskælder sine hårdtarbejde elever er modbydelige, selv når han understøtter dem med en anekdote om Charlie Parkers kamp om at nå frem i jazzverdenen for mange år tilbage. Der er kort sagt ingen undskyldninger for hans adfærd over for sine elever, og enhver person med bare de mindste tanker om lærerpædagogik vil krumme tæer, når Fletcher folder sine erfarne, stokkepryglende hænder op i luften for at dirigere eller uddele lussinger til de elever, der laver fejl.
Alt dette oplever den 19-årige Andrew Neiman i høj grad, da han ganske overraskende bliver udvalgt af ingen ringere end Fletcher selv til at udfylde trommerollen i konservatoriets bedste orkester - du må selv gætte, hvem der er dirigenten. I sin første undervisningstime bliver Andrew ydmyget i allerhøjeste grad og får et vink med en vognstang om, at der skal mere til for at være med. Og de andre ved det - ikke én fejl undslipper Fletchers absolutte gehør, så det er bare på med vanten og hjem og øve sig, til den der spiller forkert.
Andrew er imidlertid ikke så let at vælte af pinden. Han opgiver forholdet til den søde pige, som han har fået et forhold til, for udelukkende at kunne koncentrere sig om sine trommer, og han har for længst opgivet at få tid til at se venner i sin fritid. Timer, som andre studerende bruger på at gå i byen og drikke sammen med kammeraterne, går hjemme hos Andrew med at imitere soloerne af sit idol Buddy Rich og spille i et tempo, hvor Fletcher ikke skriger af ham for at spille for langsomt. Andrew's flid illustreres gennem (meget) blodsvedte håndflader og bækkener dryppende af sved, for ikke at tale om Andrew selv, der i en gribende scene forsøger at holde masken under en koncert, hvor han kort inden var ude for en bilulykke. Spørgsmålet er så, om det er nok til at tilfredsstille Fletcher...
Filmens budskab om, at man skal knokle hæmningsløst og være stædig for at nå sine drømme, bør kunne relatere til enhver. Dens store mangel falder dog på dens emne - den afspejler på ingen måde livet som musiker. Da jeg selv spiller meget musik i min fritid og jævnligt spiller med andre fandt jeg det urealistisk, på trods af Andrew's natur, at han ikke interagerer med andre end sin familie, nu hvor han går på landets bedste konservatorium, som han har knoklet så meget for at komme ind på. Ja, han siger godt nok, at han har svært ved at kigge folk i øjnene, men som musiker er det nærmest umuligt at fungere i en professionel sammenhæng og samtidig fungere så dårligt kommunikationsmæssigt - både i musikken og 'uden for' musikken. Desuden beskriver filmen musik som værende lutter hårdt arbejde - på intet tidspunkt finder vi ud af, om Andrew faktisk kan LIDE at spille trommer. Han siger, at han vil være 'one of the greats', og han holder da også en Buddy Rich-plade i hånden på et tidspunkt, men vi mærker ikke, om han har naturlig glæde for musik. Han vil, med andre ord, ikke være en dygtig musiker - han vil bare være god til at spille trommer. Men man bliver altså ikke en god trommeslager af at øve videre når det gør ondt. Slet ikke, hvis man bløder.
Jeg har valgt at give filmen 4 stjerner alene på grund af dens underholdningskvaliteter og skuespil. Den fungerer på ingen måde som repræsentant for musikkonservatoriernes undervisning - for slet ikke at tale om jazzmusik. Musikere og pædagoger - hold jer væk. Ellers god fornøjelse!
Set fra den filmiske vinkel er "Whiplash" en fremragende film: stærk klipning, godt skuespil og kanon underholdning. Sekvenserne hvor den nærmest dæmonisk onde Terence Fletcher udskælder sine hårdtarbejde elever er modbydelige, selv når han understøtter dem med en anekdote om Charlie Parkers kamp om at nå frem i jazzverdenen for mange år tilbage. Der er kort sagt ingen undskyldninger for hans adfærd over for sine elever, og enhver person med bare de mindste tanker om lærerpædagogik vil krumme tæer, når Fletcher folder sine erfarne, stokkepryglende hænder op i luften for at dirigere eller uddele lussinger til de elever, der laver fejl.
Alt dette oplever den 19-årige Andrew Neiman i høj grad, da han ganske overraskende bliver udvalgt af ingen ringere end Fletcher selv til at udfylde trommerollen i konservatoriets bedste orkester - du må selv gætte, hvem der er dirigenten. I sin første undervisningstime bliver Andrew ydmyget i allerhøjeste grad og får et vink med en vognstang om, at der skal mere til for at være med. Og de andre ved det - ikke én fejl undslipper Fletchers absolutte gehør, så det er bare på med vanten og hjem og øve sig, til den der spiller forkert.
Andrew er imidlertid ikke så let at vælte af pinden. Han opgiver forholdet til den søde pige, som han har fået et forhold til, for udelukkende at kunne koncentrere sig om sine trommer, og han har for længst opgivet at få tid til at se venner i sin fritid. Timer, som andre studerende bruger på at gå i byen og drikke sammen med kammeraterne, går hjemme hos Andrew med at imitere soloerne af sit idol Buddy Rich og spille i et tempo, hvor Fletcher ikke skriger af ham for at spille for langsomt. Andrew's flid illustreres gennem (meget) blodsvedte håndflader og bækkener dryppende af sved, for ikke at tale om Andrew selv, der i en gribende scene forsøger at holde masken under en koncert, hvor han kort inden var ude for en bilulykke. Spørgsmålet er så, om det er nok til at tilfredsstille Fletcher...
Filmens budskab om, at man skal knokle hæmningsløst og være stædig for at nå sine drømme, bør kunne relatere til enhver. Dens store mangel falder dog på dens emne - den afspejler på ingen måde livet som musiker. Da jeg selv spiller meget musik i min fritid og jævnligt spiller med andre fandt jeg det urealistisk, på trods af Andrew's natur, at han ikke interagerer med andre end sin familie, nu hvor han går på landets bedste konservatorium, som han har knoklet så meget for at komme ind på. Ja, han siger godt nok, at han har svært ved at kigge folk i øjnene, men som musiker er det nærmest umuligt at fungere i en professionel sammenhæng og samtidig fungere så dårligt kommunikationsmæssigt - både i musikken og 'uden for' musikken. Desuden beskriver filmen musik som værende lutter hårdt arbejde - på intet tidspunkt finder vi ud af, om Andrew faktisk kan LIDE at spille trommer. Han siger, at han vil være 'one of the greats', og han holder da også en Buddy Rich-plade i hånden på et tidspunkt, men vi mærker ikke, om han har naturlig glæde for musik. Han vil, med andre ord, ikke være en dygtig musiker - han vil bare være god til at spille trommer. Men man bliver altså ikke en god trommeslager af at øve videre når det gør ondt. Slet ikke, hvis man bløder.
Jeg har valgt at give filmen 4 stjerner alene på grund af dens underholdningskvaliteter og skuespil. Den fungerer på ingen måde som repræsentant for musikkonservatoriernes undervisning - for slet ikke at tale om jazzmusik. Musikere og pædagoger - hold jer væk. Ellers god fornøjelse!
21/02-2015
