Suverænt velkomponeret film om jagten på perfektion
6.0
En sjælden gang ser jeg film, som forbløffer mig med deres evne til filmisk at fortælle en historie på en måde, jeg ikke havde troet mulig. Sådan en film er "Whiplash", der er en sindssygt intens og medrivende filmoplevelse - lidt i stil med titler som "The Hurt Locker" eller "Gravity" fra de senere år. Bortset fra, at "Whiplash" handler om at spille trommer i et bigband.
Hovedpersonen er 19-årige Andrew, der spiller jazztrommer og har alle tiders naturtalent, Buddy Rich, som sit store idol. Andrew er kommet ind på ét af USA's fineste musikkonservatorier, og en drøm går i opfyldelse, da stedets mest feterede lærer, Dr. Fletcher, rekrutterer ham til sit bigband. Men den tjans viser sig at svinge mellem drøm og mareridt, for Dr. Fletcher er en benhård og totalt grænseoverskridende kapelmester, der terroriserer de studerende i jagten på perfektion. Andrew ved aldrig, om han er inde eller ude, og livet i bigbandet bliver en konstant kamp for at øve nok, ramme tempoet præcist nok - og dermed opnå lærerens gunst.
"Whiplash" er utroligt velkomponeret af forfatter-instruktør Damien Chazelle, men det er også én af den slags film, hvor det er svært at sætte ord på, hvad det er, der gør den så mesterlig. Man skal nok se den for at forstå, hvor opslugt man bliver af scene efter scene med Andrew, der fuldstændig besat spiller trommer, til blodet helt bogstaveligt sprøjter fra hans fingre. Det er en fortælling om besættende ambitioner og drømmen om at blive 'one of the greats'. Men det er også en film, som skildrer musikverdenen som en brutal og kynisk kamp om rampelyset, hvor det ikke mindst handler om, hvor meget man er villig til at ofre for at nå sine mål. Og som fremstiller det både vedkommende, engagerende og provokerende - for det er nemlig ikke en film, der respekterer janteloven.
I hovedrollen er Miles Teller særdeles velvalgt som Andrew. Teller har allerede markeret sig som et stort talent i flere andre film, og her gennemspiller han strålende forvandlingen fra en lidt blød og usikker fyr til en manisk dedikeret trommeslager, der til sidst ikke har andet tilbage end ønsket om at bevise sig selv, lige meget hvad. Men filmens absolut dominerende rolle har J.K. Simmons som den altid sortklædte lærer, der med en enorm og farlig karisma pisker sine studerende til at søge perfektion i alle små detaljer. Simmons' spil er en suveræn opvisning i fysisk tilstedeværelse kombineret med saftige replikker, der viser, hvor fuldstændig hensynsløs Dr. Fletcher er - ved at svine folk til i fuld offentlighed, smadre deres selvtillid og sågår kaste ting efter dem etablerer han den vildeste alfahan-position, hvor han kan kommandere folk rundt med den mindste håndbevægelse. Dr. Fletcher er en fantastisk overbevisende skurkerolle af den gode slags, hvor man også forstår, hvad det er, som driver manden - og Simmons er den sikreste vinder af alle, når der i nat bliver uddelt Oscars. 120% fortjent.
Ud over det hypnotiserende skuespil er "Whiplash" som nævnt også en utroligt velkomponeret film, hvor forfatter-instruktør Chazelle sammen med sit tekniske team har styr på alle detaljer. Den er smukt fotograferet i farvetemaer af sort, skinnende messing og træpaneler, der passer til jazz-temaet. Den er knivskarpt klippet af Tom Cross, der rammer taktslag efter taktslag perfekt. Og så er den naturligvis også fyldt med god musik - både originalmusik skrevet til filmen og de jazz standards, som bigbandet øver, herunder Hank Levys "Whiplash", der har givet filmen sit navn. Jeg vil tro, at det giver filmen et ekstra løft, hvis man kan lide jazz og har genkendelsens glæde ved de øjeblikke, hvor et helt bigband klikker perfekt sammen. Men det er en så overlegent vellavet film, at den også bør fungere, hvis man ikke aner noget om jazz.
Det er nemlig, hvad "Whiplash" er: Overlegent vellavet. Utroligt velkomponeret. En fantastisk film, der med enorm intensitet suger publikum ind og hamrer én igennem handlingen med op- og nedture, doubletime swings og vilde soloer, og som på en dejligt provokerende måde skildrer den snævre grænse mellem perfektion og vanvid.
Hovedpersonen er 19-årige Andrew, der spiller jazztrommer og har alle tiders naturtalent, Buddy Rich, som sit store idol. Andrew er kommet ind på ét af USA's fineste musikkonservatorier, og en drøm går i opfyldelse, da stedets mest feterede lærer, Dr. Fletcher, rekrutterer ham til sit bigband. Men den tjans viser sig at svinge mellem drøm og mareridt, for Dr. Fletcher er en benhård og totalt grænseoverskridende kapelmester, der terroriserer de studerende i jagten på perfektion. Andrew ved aldrig, om han er inde eller ude, og livet i bigbandet bliver en konstant kamp for at øve nok, ramme tempoet præcist nok - og dermed opnå lærerens gunst.
"Whiplash" er utroligt velkomponeret af forfatter-instruktør Damien Chazelle, men det er også én af den slags film, hvor det er svært at sætte ord på, hvad det er, der gør den så mesterlig. Man skal nok se den for at forstå, hvor opslugt man bliver af scene efter scene med Andrew, der fuldstændig besat spiller trommer, til blodet helt bogstaveligt sprøjter fra hans fingre. Det er en fortælling om besættende ambitioner og drømmen om at blive 'one of the greats'. Men det er også en film, som skildrer musikverdenen som en brutal og kynisk kamp om rampelyset, hvor det ikke mindst handler om, hvor meget man er villig til at ofre for at nå sine mål. Og som fremstiller det både vedkommende, engagerende og provokerende - for det er nemlig ikke en film, der respekterer janteloven.
I hovedrollen er Miles Teller særdeles velvalgt som Andrew. Teller har allerede markeret sig som et stort talent i flere andre film, og her gennemspiller han strålende forvandlingen fra en lidt blød og usikker fyr til en manisk dedikeret trommeslager, der til sidst ikke har andet tilbage end ønsket om at bevise sig selv, lige meget hvad. Men filmens absolut dominerende rolle har J.K. Simmons som den altid sortklædte lærer, der med en enorm og farlig karisma pisker sine studerende til at søge perfektion i alle små detaljer. Simmons' spil er en suveræn opvisning i fysisk tilstedeværelse kombineret med saftige replikker, der viser, hvor fuldstændig hensynsløs Dr. Fletcher er - ved at svine folk til i fuld offentlighed, smadre deres selvtillid og sågår kaste ting efter dem etablerer han den vildeste alfahan-position, hvor han kan kommandere folk rundt med den mindste håndbevægelse. Dr. Fletcher er en fantastisk overbevisende skurkerolle af den gode slags, hvor man også forstår, hvad det er, som driver manden - og Simmons er den sikreste vinder af alle, når der i nat bliver uddelt Oscars. 120% fortjent.
Ud over det hypnotiserende skuespil er "Whiplash" som nævnt også en utroligt velkomponeret film, hvor forfatter-instruktør Chazelle sammen med sit tekniske team har styr på alle detaljer. Den er smukt fotograferet i farvetemaer af sort, skinnende messing og træpaneler, der passer til jazz-temaet. Den er knivskarpt klippet af Tom Cross, der rammer taktslag efter taktslag perfekt. Og så er den naturligvis også fyldt med god musik - både originalmusik skrevet til filmen og de jazz standards, som bigbandet øver, herunder Hank Levys "Whiplash", der har givet filmen sit navn. Jeg vil tro, at det giver filmen et ekstra løft, hvis man kan lide jazz og har genkendelsens glæde ved de øjeblikke, hvor et helt bigband klikker perfekt sammen. Men det er en så overlegent vellavet film, at den også bør fungere, hvis man ikke aner noget om jazz.
Det er nemlig, hvad "Whiplash" er: Overlegent vellavet. Utroligt velkomponeret. En fantastisk film, der med enorm intensitet suger publikum ind og hamrer én igennem handlingen med op- og nedture, doubletime swings og vilde soloer, og som på en dejligt provokerende måde skildrer den snævre grænse mellem perfektion og vanvid.
22/02-2015
