Ventetiden værd

Nu hvor Oscar-natten er sparket i gang, tænkte jeg, det ville være en oplagt idé at tage fat på de to store kandidater i Bedste Film-kategorien. Skal man tro omtalen og buzz'en, så ligner det en duel mellem Richard Linklaters "Boyhood" og Alejandro González Iñárritus "Birdman". Jeg er glad for, at konkurrencen ikke er så forudsigelig denne gang. Det er to rigtigt stærke bud.

Richard Linklater fortjener helt sikkert al den opmærksomhed, der har omgivet hans længe ventede film helt frem til nu. Det er ganske enkelt et hamrende nobelt projekt. Jeg vil næsten hellere kalde den et filmisk eksperiment, for med sin 12 år lange fødsel er "Boyhood" et unikum i filmhistorien. Alt ære og respekt til hr. Linklater for at have modet til at føre det ud i livet og ikke mindst for eksekveringen af det.

Jeg var indrømmet ikke blæst bagover, da jeg så filmen. Men det er heller ikke idéen med den, som jeg ser det. Linklater har lavet et stykke 'slice of life' i sin reneste og mest konsekvente form. Man kunne sagtens kritisere den for at være for triviel og for statisk, men i stedet vil jeg hylde den for netop ikke at falde i melodrama-fælden. Vi oplever en drengs liv fra han er 6 til han er 18 år. Det SKAL være trivielt. Det er jo hele idéen med at skildre en tilværelse, som vises i random etaper.

På samme måde kunne man argumentere for, at vores hovedperson Mason måske ikke ligefrem er den mest karismatiske og forførende hovedperson, men jeg holdte af filmen netop for det. Han er ikke noget specielt, fordi Linklater ikke er interesseret i at præsentere sin hovedperson som en helt eller en ener - han er interesseret i at skildre en tilværelse. Og gennem denne skildring lykkedes det ham så at lave et vidunderligt filmdigt, som sætter ord på den fase, ethvert menneske oplever i overgangen fra barn til voksen. Filmen er renset for kunstige hjælpemidler, og jeg tror, det er derfor den lykkedes så godt, som den gør. Det ER vitterligt et stykke af livet. Kunst og virkelighed flettes sammen. Den unge mand der spiller Mason spiller slet ikke, han er der bare, og der er således ingen illusion, som vi skal købe - den er ophævet.

Så at selve historien ikke er noget særligt, skal altså ikke lægges filmen til last, hvis du spørger mig. Linklater er så dygtig en fortæller, at dette er nok i sig selv. Han har en legende lethed i sit filmsprog, som gør, at de 2 timer og 45 minutter rinder hurtigt ud. Jeg tror såmænd heller ikke, der ligger en dybere pointe i "Boyhood". Jeg ser den som en ærlig film, der dybest set gerne vil skildre 'life itself' og forsøge at indramme, hvad det vil sige at vokse op og håndtere den lottokupon, som livet har givet en. På det plan er den pragtfuld. Det er også en lys film. Den forsøger på ingen måde at glamourisere livet, men den malker omvendt heller ikke det tragiske aspekt ved det. Jeg bliver glad af at se filmen, fordi den i bund og grund er en godhjertet fortælling. Mason har verdens bedste forældre. Er de perfekte? Nej (for hvem er det). Men begge har de et stort hjerte, og de gør hver især det bedste, de har lært, når de trods skilsmissen skal guide Mason gennem livet. Det er hele humlen og gør filmen til en af de mest sympatiske, jeg kan mindes at have set. Både Ethan Hawke og Patricia Arquette er i øvrigt vidunderlige i rollerne.

Uanset om man kan lide "Boyhood" eller ej, så er dette en film, som ikke kan efterlignes eller genindspilles. Den vil altid være et værk funderet i sin originalitet, og for det synes jeg ikke man kan andet end at hylde den. Vi kommer aldrig til at se noget lignende igen, det er en engangsoplevelse - ligesom livet i sig selv.