Fuglemandens fjer rækker til mere end fem høns
6.0
Jeg forstår så afgjort, hvorfor "Birdman" ligger lunt i svinget til at tage den helt store pris om et par timer. Det er mere end bare en fantastisk film. Det er en bedrift. Alfred Hitchcocks lange kamerature i "Rope" tog verden med storm i sin tid, og på den måde kan man sige, at Iñárritu rent teknisk ikke opfinder den dybe tallerken. Og så alligevel. Formlen er måske set for mange år siden, men den har aldrig været præget af så meget vitalitet, dristighed og kærlighed, vil jeg mene. Emmanuel Lubezki har gjort det igen med en mageløs fotografering, som ikke kun fortjener at blive hædret med en gylden statuette men at blive husket for eftertiden.
Netop fotograferingen er en af filmens utallige genistreger. Handlingen drejer rundt om opsætningen af et teaterstykke, og derfor sender man en eminent meta-hilsen til materialet, når man laver en film, hvor der i det store hele ikke klippes. Energien i "Birdman" er fabelagtig, og akkompagneret af magnetiske jazz-trommer (Jonny Greenwoods mesterlige soundtrack til "The Master" kan høres i det fjerne) og fabelagtigt skuespil, sættes der i den grad trumf på.
Og skuespillet fortjener nogle mere uddybende ord med på vejen. Eller rettere, en persons skuespil gør. For selvom alle omkring ham spiller glimrende, så tilhører denne film Michael Keaton. Det her er en af de helt enestående øjeblikke, hvor en rolle både smelter sammen med skuespillerens egen historie, samtidig med at skuespilleren transcenderer fortællingen. Der er en scene midt i filmen, hvor Keaton konfronterer Edward Nortons karakter og får os lokket med på den sentimentale vogn. Kun for at narre os. Aldrig har jeg følt mig taget så meget ved næsen af en præstation (på den gode måde). Hold op hvor kunne jeg godt unde Keaton en Oscar i nat - han er ganske enkelt fremragende.
Man kan skrive lange afhandlinger om, hvad det er, Iñárritu forsøger at kommunikere ud med "Birdman", men jeg vil først og fremmest kalde det en fantastisk samfundskritik af kunstens identitetskrise anno 2014. De mange spydige kommentarer til den højaktuelle diskussion omkring eksponering kontra kunstnerisk overbevisning rammer virkelig plet. Også kunstneren selv spiddes, og dette sker på både rørende og rammende vis. "Birdman" viser ingen nåde i dens behandling af kampen mellem egoet og integriteten, og gud hvor er det befriende. Man kan endda forsvare den som en lynende skarp samfundssatire. Det mesterlige manuskript byder nemlig på mange replikker, der udover at være gode også er ret sjove. "Popularity is the slutty little cousin of prestige."
Som det fremgår af bedømmelsen, så er "Birdman" min favorit i forhold til at tage den helt store statuette. Det er er et virtuost mesterstykke af den slags, som der er mange år imellem. Dog vil jeg slutteligt sige, at ingen bør skamme sig, såfremt en af de to favoritter tager prisen. Hvad enten "Boyhood" eller "Birdman" vinder i nat, så sejrer den visionære originalitet i Hollywood. Det skal vi være glade for.
Netop fotograferingen er en af filmens utallige genistreger. Handlingen drejer rundt om opsætningen af et teaterstykke, og derfor sender man en eminent meta-hilsen til materialet, når man laver en film, hvor der i det store hele ikke klippes. Energien i "Birdman" er fabelagtig, og akkompagneret af magnetiske jazz-trommer (Jonny Greenwoods mesterlige soundtrack til "The Master" kan høres i det fjerne) og fabelagtigt skuespil, sættes der i den grad trumf på.
Og skuespillet fortjener nogle mere uddybende ord med på vejen. Eller rettere, en persons skuespil gør. For selvom alle omkring ham spiller glimrende, så tilhører denne film Michael Keaton. Det her er en af de helt enestående øjeblikke, hvor en rolle både smelter sammen med skuespillerens egen historie, samtidig med at skuespilleren transcenderer fortællingen. Der er en scene midt i filmen, hvor Keaton konfronterer Edward Nortons karakter og får os lokket med på den sentimentale vogn. Kun for at narre os. Aldrig har jeg følt mig taget så meget ved næsen af en præstation (på den gode måde). Hold op hvor kunne jeg godt unde Keaton en Oscar i nat - han er ganske enkelt fremragende.
Man kan skrive lange afhandlinger om, hvad det er, Iñárritu forsøger at kommunikere ud med "Birdman", men jeg vil først og fremmest kalde det en fantastisk samfundskritik af kunstens identitetskrise anno 2014. De mange spydige kommentarer til den højaktuelle diskussion omkring eksponering kontra kunstnerisk overbevisning rammer virkelig plet. Også kunstneren selv spiddes, og dette sker på både rørende og rammende vis. "Birdman" viser ingen nåde i dens behandling af kampen mellem egoet og integriteten, og gud hvor er det befriende. Man kan endda forsvare den som en lynende skarp samfundssatire. Det mesterlige manuskript byder nemlig på mange replikker, der udover at være gode også er ret sjove. "Popularity is the slutty little cousin of prestige."
Som det fremgår af bedømmelsen, så er "Birdman" min favorit i forhold til at tage den helt store statuette. Det er er et virtuost mesterstykke af den slags, som der er mange år imellem. Dog vil jeg slutteligt sige, at ingen bør skamme sig, såfremt en af de to favoritter tager prisen. Hvad enten "Boyhood" eller "Birdman" vinder i nat, så sejrer den visionære originalitet i Hollywood. Det skal vi være glade for.
23/02-2015
