Joaquin Phoenix taber tråden i stenet krimi
3.0
Der er mange forfattere, som gennem tiden er blevet udråbt til at være umulige at filmatisere. Én af dem, hvor jeg virkelig synes, at der har været noget om påstanden, er den notorisk sky og mystiske Thomas Pynchon, som af mange bognørder betragtes som én af de største i moderne amerikansk litteratur på grund af sine mangelagede, symboltunge og skævt morsomme romaner.
Men nu er selv Thomas Pynchon blevet filmatiseret, og det af ingen ringere end Paul Thomas Anderson, der absolut har vist litterære kvaliteter i tidligere film som "Magnolia" og "There Will Be Blood". "Inherent Vice" skulle så også være én af Pynchons lettest tilgængelige romaner, og på film har den i hvert fald fået masser af stil og humor.
"Inherent Vice" foregår i Los Angeles i 1970, hvor privatdetektiven Doc Sportello bliver opsøgt af eks-kæreste, der vil have hjælp til at håndtere en pikant situation: Hun har en affære med en lokal byggematador, men er blevet tilbudt at hjælpe med at skaffe ham af vejen - af hans kone og hendes elsker. Sportello når dog nærmest ikke at komme i gang med efterforskningen, før både eks-kæresten og byggematadoren er forsvundet, og han selv bliver mistænkt for mordet på en nynazist. Og det bliver startskuddet til en kaotisk sag, der bl.a. også omfatter en meget firkantet politimand, en fortabt stikker, luskede FBI-metoder, heroinsmuglende tandlæger og rigelige mængder hash og andre stimulanser.
Typisk for Pynchon følger plottet ikke de tradtionelle konventioner om logisk sammenhæng, og man har fornemmelsen af virkelig bizarre sammensværgelser i baggrunden, uden man helt får greb om dem. Forfatter-instruktør Anderson rammer på den måde Pynchons stil godt, inklusive det øverste lag af satire. På overfladen er "Inherent Vice" nemlig en kærlig parodi på den hårdkogte noirgenre, hvor hippiedetektiven Sportello stener rundt i en historie, hvor sporene konstant dropper ind fra højre, og alle kvinder er overgearede femmes fatales. Tematisk er "Inherent Vice" også et sindbillede på den glade hippieæras afslutning, hvor den positive flower power er godt i gang med at blive undertrykt af retlinede autoriteter, mens de frisindede fortaber sig i hashtågerne. Hvilket også kan ses som forklaringen på, at historien roder sådan rundt: Hovedpersonen er jo skæv hele tiden.
I længden kommer Anderson dog også til at trække den lidt for langt. For med 148 minutters spilletid når "Inherent Vice" desværre at gå helt i tomgang, og de satiriske indslag over genreklicheer, hippiestil og konservative autoriteter holder op med at være sjove, efterhånden som man bare får mere af det samme. Selv om det bestemt er en fornøjelse at se Joaquin Phoenix som stenerdetektiv med John Lennon-look, kan det altså heller ikke redde, at filmen til sidst fiser ud i en slutning, der virker ligegyldig - et punkt, hvor film nok fungerer anderledes end bøger, og på vejen dertil er det givetvis også svært at gengive Pynchons litterære symbolik.
Men Phoenix er altså glimrende i hovedrollen, og Josh Brolin er herlig som hans nemesis fra politiet. Ligesom der er fine episoder med bl.a. Reese Witherspoon, Eric Roberts, Jena Malone og Michelle Sinclair (aka Belladonna) blandt de mange spøjse biroller, som hopper hurtigt ind og ud af handlingen.
Gennemgående er der mange ting at glæde sig over i "Inherent Vice" - også en fin iscenesættelse af Californien anno 1970 med masser af groovy hippiestil. Paul Thomas Anderson lykkes som nævnt med at ramme en stemning og fortællestil, der meget genkendeligt er Pynchonsk. Men desværre bliver det altså bare ved for længe, og til sidst skrider filmen ud i en doven slutning, hvor den efter min mening burde have samlet trådene lidt mere. Selv med respekt for, at én af pointerne er, at der ikke skal være en nem logisk forklaring.
Men nu er selv Thomas Pynchon blevet filmatiseret, og det af ingen ringere end Paul Thomas Anderson, der absolut har vist litterære kvaliteter i tidligere film som "Magnolia" og "There Will Be Blood". "Inherent Vice" skulle så også være én af Pynchons lettest tilgængelige romaner, og på film har den i hvert fald fået masser af stil og humor.
"Inherent Vice" foregår i Los Angeles i 1970, hvor privatdetektiven Doc Sportello bliver opsøgt af eks-kæreste, der vil have hjælp til at håndtere en pikant situation: Hun har en affære med en lokal byggematador, men er blevet tilbudt at hjælpe med at skaffe ham af vejen - af hans kone og hendes elsker. Sportello når dog nærmest ikke at komme i gang med efterforskningen, før både eks-kæresten og byggematadoren er forsvundet, og han selv bliver mistænkt for mordet på en nynazist. Og det bliver startskuddet til en kaotisk sag, der bl.a. også omfatter en meget firkantet politimand, en fortabt stikker, luskede FBI-metoder, heroinsmuglende tandlæger og rigelige mængder hash og andre stimulanser.
Typisk for Pynchon følger plottet ikke de tradtionelle konventioner om logisk sammenhæng, og man har fornemmelsen af virkelig bizarre sammensværgelser i baggrunden, uden man helt får greb om dem. Forfatter-instruktør Anderson rammer på den måde Pynchons stil godt, inklusive det øverste lag af satire. På overfladen er "Inherent Vice" nemlig en kærlig parodi på den hårdkogte noirgenre, hvor hippiedetektiven Sportello stener rundt i en historie, hvor sporene konstant dropper ind fra højre, og alle kvinder er overgearede femmes fatales. Tematisk er "Inherent Vice" også et sindbillede på den glade hippieæras afslutning, hvor den positive flower power er godt i gang med at blive undertrykt af retlinede autoriteter, mens de frisindede fortaber sig i hashtågerne. Hvilket også kan ses som forklaringen på, at historien roder sådan rundt: Hovedpersonen er jo skæv hele tiden.
I længden kommer Anderson dog også til at trække den lidt for langt. For med 148 minutters spilletid når "Inherent Vice" desværre at gå helt i tomgang, og de satiriske indslag over genreklicheer, hippiestil og konservative autoriteter holder op med at være sjove, efterhånden som man bare får mere af det samme. Selv om det bestemt er en fornøjelse at se Joaquin Phoenix som stenerdetektiv med John Lennon-look, kan det altså heller ikke redde, at filmen til sidst fiser ud i en slutning, der virker ligegyldig - et punkt, hvor film nok fungerer anderledes end bøger, og på vejen dertil er det givetvis også svært at gengive Pynchons litterære symbolik.
Men Phoenix er altså glimrende i hovedrollen, og Josh Brolin er herlig som hans nemesis fra politiet. Ligesom der er fine episoder med bl.a. Reese Witherspoon, Eric Roberts, Jena Malone og Michelle Sinclair (aka Belladonna) blandt de mange spøjse biroller, som hopper hurtigt ind og ud af handlingen.
Gennemgående er der mange ting at glæde sig over i "Inherent Vice" - også en fin iscenesættelse af Californien anno 1970 med masser af groovy hippiestil. Paul Thomas Anderson lykkes som nævnt med at ramme en stemning og fortællestil, der meget genkendeligt er Pynchonsk. Men desværre bliver det altså bare ved for længe, og til sidst skrider filmen ud i en doven slutning, hvor den efter min mening burde have samlet trådene lidt mere. Selv med respekt for, at én af pointerne er, at der ikke skal være en nem logisk forklaring.
25/02-2015
